Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Crittenden, John Jordan, nordamerikansk Politiker (1787-1863) - Crivelli, Carlo, efter egen Betegnelse Carolus Grivellus Venetus, ital. Maler, (c.1430/5-c.1495) - Crnagora (*c: »det sorte Bjerg«), det serb. Navn paa Fyrstendømmet Montenegro. - Crnogorze (serb. Crnogorac), en Montenegriner. - Crni, Georg, egentlig Georg Petrovich (serbisk: Karadyordye) (c.1766-1817) - Crnojevic, serb. Adelsslægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sagfører i sin Hjemstat Kentucky og vendte
tilbage hertil, efter at have deltaget frivillig i
Krigen 1812-14. Allerede 1817-19 var han
Unionssenator, samt paa ny 1835-41; var 1841 i 5
Maaneder Attorney general, men opgav Stillingen,
da den ny Præsident Tyler svigtede
Whigpartiet, der havde valgt ham. 1842 afløste han sin
Ven H. Clay som Senator indtil 1848, var
derefter i to Aar Guvernør i Kentucky og blev 1850
-53 paa ny Attorney general under Fillmores
Præsidentskab. 1855 genvalgtes han til Senatet,
hvor han 1856 misbilligede Forsøget paa at
paatvinge Kansas Slaveriet. Ved Præsidentvalget
1860 var han ivrig for Bell’s Valg som det
bedste Middel til at holde Unionen sammen, og for
at hindre Borgerkrigens Udbrud foreslog han i
Decbr 1860, dog uden Held, et Kompromis,
hvorefter Bestemmelsen i Missouri-Kompromisset
1820 om en fast Nordgrænse for Slaveriet igen
skulde sættes i Kraft. Da hans Valgbrev til
Senatet var udløbet 1861, lod han sig vælge til
Repræsentanthuset og fik her Juli 1861
vedtaget en Beslutning, hvori Unionens Bestaaen
og Forfatningens Supremati fastsattes som
Krigens Maal, dog uden Krænkelse af de enkelte
Staters Rettigheder. Senere misbilligede han
Brugen af Negre som Soldater og Oprettelsen
af Vest-Virginia til særlig Stat. Af hans Sønner
kæmpede en som General i Sydstaternes Hær,
en anden som General i Nordstaternes.
E. E.
Crivelli [kri’væl.i], Carlo, efter egen
Betegnelse Carolus Crivellus Venetus
og fra 1490, da han fik Ridderværdigheden,
tillige Miles, ital. Maler af den venetianske
Skole, f. i Venedig c. 1430-35, d. c. 1495. C., som
er paavirket af den muranesiske Skole (A. og B.
Vivarini), fra hvem han har Forkærlighed for
Guld og rige Stoffer, og Skolen i Padua
(Mantegna), hvis haarde Formbehandling han
efterligner, har virket i sin Fødeby og særlig i Marc
Ancona (Ascoli). Trods de stærke Indflydelser,
C. har været undergivet, er han dog en
udpræget Kunstnerindividualitet. Hans Arbejder
(Tempera), hvis Tegning er omhyggelig, men
ualmindelig haard og skarp, rummer til Tider en
gribende Lidenskab, der imidlertid ofte udtrykkes
gennem næsten hæslige Ansigtsfordrejninger, og
har ogsaa Plads for en inderlig Følelses sarte
Udtryk. Hans Farve er i høj Grad straalende og
lysende. I Italien findes der Billeder af ham,
bl. a. i Ascoli, Ancona, Rom og særlig i Brera i
Milano, der bl. a. ejer en skøn, tronende
Madonna, omgivet af Frugtguirlander - et af C.
yndet, fra Padua-Skolen laant Motiv - og
»Maria’s Kroning« med den døde Kristus i Lunetten
foroven (1493). Mange af C.’s bedste Værker
findes dog i Udlandet.
A. Hk.
Crnagora [’tsərna’gåra] (ɔ: »det sorte Bjerg«),
det serb. Navn paa Fyrstendømmet Montenegro.
Crnogorze (serb. Crnogorac), en
Montenegriner.
Crni [’tsərni], Georg, egentlig Georg
Petrovich (serbisk: Karadyordye) (c.
1766-1817), Serbernes Fører i Oprøret mod
Tyrkerne (1804-13) og Grundlægger af det
serbiske Dynasti Karageorgevich (s. d.). Hans
Fornavn var Georg (Dyordye), men p. Gr. a. hans
mørke Hudfarve, saavel som p. Gr. a. hans
mørke, indesluttede og vredagtige Karakter gav
Serberne ham Tilnavnet »Crni Dyordye«,
Tyrkerne »Karageorg« (sorte Georg). Som Søn af
en fattig Bonde, begyndte han, efter en Tid at
have været Medlem af en Røverbande, selv at
drive en Bondegaard. Efter at have dræbt en
Tyrk maatte han flygte til Kroatien-Slavonien,
tjente nogle Aar ved et Kloster og lod sig saa
indrullere i den østerrigske Hær, der kæmpede
mod Tyrkerne (1788-91). Han deserterede fra
Hæren og vendte tilbage til Serbien, hvor
han levede snart som Leder af
»Hajdukkerne« (s. d.), snart som Bonde og
Svinehandler. Da Serberne 1807 rejste sig mod
Janitsharerne (se Serbien, »Historie«), valgte
man Karageorg til Fører, og under ham
udjoges i de flg. Aar Janitsharerne, hvorefter man
gik mod selve Sultanen. Tyrkiets Tilbud,
fremkaldt af Frygten for Krig med Rusland, om at
give Serbien ret udstrakt Selvstyre, afslog C. i
Tillid til Ruslands Hjælp. Decbr 1806 erobredes
Belgrad, og 1808 udnævnte en
Nationalforsamling C. til Gospodar. Serbiens Alliance med
Rusland bragte det ikke Uafhængigheden.
Bukarest-Freden 1812 gav det ikke tilstrækkelig
Sikkerhed for den i Freden tilstaaede Frihed.
Benyttende sig af Ruslands kritiske Stilling
overfor Napoleon (1812), faldt Tyrkerne ind i
Serbien, og C. maatte flygte til Ungarn (Septbr
1813), derfra til Bessarabien, hvor han oppebar
en Pension af Alexander I. Sandsynligvis for at
gøre Milosh-Obrenovich den Førerstilling
stridig, denne nu indtog hjemme i Serbien, som
Sultanen imidlertid havde maattet tilstaa et vist
Selvstyre, kom C. (1817) atter til Serbien.
Sultanen forlangte ham straks udleveret levende
ell. død. Kort efter myrdedes C. (Juli 1817), og
hans Hoved blev sendt til Sultanen. Mordet
tillægges vist med Grund Milosh. C. betragtes af
Serberne som en af deres betydeligste Mænd.
Han var ved sin Evne til at samle de vilde og
udisciplinerede Serber og ved sin Tapperhed
uden Tvivl en fremragende Fører, tillige et
militært Talent og ikke uden Interesse for
civilisatorisk Arbejde, trods det, at han selv ikke kunde
skrive. Hans mørke, barske Sind, hans
Grusomhed og Voldsomhed gjorde ham imidlertid
til en Skræk for Folket saavel som for hans
Nærmeste. Med egen Haand skal han have
dræbt sin Fader, da denne nægtede at følge
ham, dengang han første Gang flygtede fra
Serbien; en Broder lod han hænge som Straf for
Vold mod en ung Pige; 125 Mennesker, som
paa en ell. anden Maade havde vakt hans Vrede,
skal, efter Opgivelse fra venligsindet Side, være
faldne for hans Haand. (Litt.: Ranke, »Die
serbische Revol.« [Hamburg 1829]; Cunibert,
Essai historique sur les Révolutions et
l’indépendance de la Serbie, I [Leipzig 1855]; Lazar
Arcenijevitj-Batalake, »Istorija
srpckof ustanka« [Den serb. Opstands Hist.; Belgrad
1898]; M. G. Milityevich, »Karadyordye«
[Belgrad 1904]).
L. K.
Crnojevic [’tsərnå’jevit∫], serb. Adelsslægt, der
efter Balscha’ernes Uddøen i Midten af 15.
Aarh. stiftede et lille Rige i de montenegrinske
Bjerge, som de med Venedigs Hjælp forsvarede
tappert mod Tyrkerne. Til Slægten hører
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
