Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cromwell, Oliver, eng. Protektor, (1599-1658)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han levede et meget lykkeligt Ægteskab. Efter
at han var vendt tilbage til sin Hjemstavn,
valgte denne ham (1628) til sin Repræsentant i
Parlamentet; men hverken i dette ell. i den
flg. parlamentsløse Tid spillede han nogen Rolle
ud over rent lokale Forhold. For C.’s personlige
Udvikling var disse Aar dog af den største
Betydning. Han havde hidtil levet i en noget
snæversynet Puritanisme, men gennem en stærk
religiøs Krisis udvidedes nu hans aandelige
Synskreds; »jeg levede i Mørket og elskede det og
hadede Lyset«, siger han om sit tidligere Liv.
1640 valgte Cambridge C. ind i det korte og
senere i det lange Parlament. Som John
Hampden’s og St John’s Slægtning tog han ivrig Del
i Forhandlingerne, og den plumpe, noget
bondeagtig udseende Mand tildrog sig snart alles
Opmærksomhed ved sin ejendommelige, ildfulde
Veltalenhed, der mindede om det gamle
Testamentes Profetier. Det blev dog paa Valpladsen
og ikke i Westminster, at han lagde Grunden
til sin Storhed. Alt som Bruddet med Kongen
nærmede sig, virkede han ivrig for en
organiseret Modstand, og da Borgerkrigen udbrød 1642,
blev C. Rytterkaptajn. Han kæmpede tappert
ved Edgehill (Oktbr 1642) og organiserede som
Oberst Modstanden i de østlige Grevskaber,
medens han stadig forøgede sin Trop. Over for
Karl’s Kavalerer stillede han sin Hjemstavns
djærve Forpagtere og Fribønder, »Mænd, der
var lige saa modige i et Indhug som
Gentlemen, men tillige fromme, ærlige Folk, der af
Hjertet hang ved deres Sag«, og sine Officerer
valgte han uden Hensyn til deres sociale
Stilling ell. sekteriske Anskuelser. Da han desuden
holdt streng Mandstugt, blev hans Folk snart
Mønsterregimentet; det blev den Kerne, hvoraf
den senere independentiske Armé udviklede sig,
og ved Marston-Moor (Juli 1644) bragte disse
»Jærnsider« (opr. C.’s personlige Tilnavn)
Parlamentet Sejr. C.’s Forhold til dette var dog
langtfra godt. Han saa med Misnøje paa den
presbyterianske Majoritets Stræben efter at
omdanne Englands Kirkeforfatning efter skotsk
Mønster, hvad der for ham, som saa stærkt
holdt paa den enkeltes personlige Frihed, var
et Tyranni, der ikke gav Laud’s noget efter.
Desuden hævdede han, at Krigen af mulige
Hensyn til Kongen førtes uden Energi, og kom
derved i Strid med Overanføreren, Manchester,
der holdt sig passiv og ønskede Forlig.
Sagen indankedes for Parlamentet, hvis
presbyterianske Flertal her saa en gunstig Lejlighed til
at ramme »den store Independent«; men
Resultatet blev kun den saakaldte
Selvfornægtelseslov (Foraaret 1645), der paabød
Medlemmerne at nedlægge deres Kommando. Selv
undtoges han fra Loven for at medvirke ved den
samtidige Omorganisation af Hæren efter
»Jernsidernes« Mønster, hvorved denne fra ulønnede
Territorialtropper omdannedes til en lønnet
Rigshær paa 30,000 Mand. Som Ryttergeneral
(Næstkommanderende) under Fairfax afgjorde
han Slaget ved Naseby (Juni 1645), der saa godt
som endte Krigen, og indtog kort efter paa ny
sit Sæde i Parlamentet, hvor han kæmpede for
Samvittighedsfrihed mod de ortodokse
Presbyterianere. Striden mellem Parlamentet og den
helt igennem, independentiske Hær tiltog
imidlertid stadig, navnlig efter at Parlamentet havde
vedtaget, at Størstedelen af den skulde
hjemsendes. C., der havde mistet sin Kommando,
holdt igen, men opgav sin Modstand, da Hæren
viste tydelige Tegn til Frafald. Med hans
Vidende og Villie bortførtes Karl I, hvem Skotterne
havde udleveret til Parlamentet, fra Holmby
(Juni 1647), og sammen med Officererne
underhandlede han nu med Kongen, hvem han
ventede at finde mere tilbøjelig til Tolerance end
Forsamlingen i Westminster. Hæren knurrede
over disse Underhandlinger; den troede sine
Førere bestukne, og navnlig gik det ud over C.
Han trak sig derfor tilbage fra Forhandlingerne
med Karl, hvis Upaalidelighed mere og mere
kom for Dagen, og dæmpede med Strenghed
Mytteriet mellem Soldaterne. I den derpaa
følgende 2. Borgerkrig undertvang han Wales
og slog Skotterne ved Preston (August 1648).
Men bag hans Ryg havde Parlamentet i
Mellemtiden forsonet sig med Kongen i Newport;
alt, hvad man hidtil havde kæmpet for, stod
paa Spil, og C. betænkte sig nu ikke mere. Han
brød baade med Parlamentet og Karl og gav
efter for Hæren, der fordrede dennes Død. Han
gav sin Tilslutning til Oberst Pride’s bekendte
»Renselse« af Parlamentet Decbr 1648; en
Maaned senere sad han mellem Kongens Dommere,
og efter at Republikken var blevet erklæret,
blev han Medlem af det nyoprettede Statsraad.
Den unge Republiks Stilling var langtfra sikker;
Irland og Skotland hyldede Karl II, og de
radikale Elementer i Hæren fordrede et endnu
større Brud med Fortiden. C. vendte sig først
mod disse; han dæmpede 5. Monarkimændenes
og Levellernes Mytterier og sendtes derpaa som
Øverstbefalende til Irland. Øen blev hurtig
undertvunget, og Rejsningen straffedes med
frygtelig Strenghed; efter Droghedas Erobring
lod C. saaledes c. 2000 Mand nedhugge.
Førernes Godser inddroges, og mange af de eng.
Soldater blev bosatte paa Øen, hvor C. nu efter
bedste Evne søgte at hele de Saar, Krigen havde
slaaet. Da Fairfax ikke vilde deltage i Krigen
mod Skotland, fik C. Overkommandoen over hele
den eng. Hær og slog Skotterne ved Dunbar (3.
Septbr 1650), netop som hele Felttoget var ved
at strande af Mangel paa Proviant. Da Karl II
senere trængte ind i England, fulgte C. efter og
oprev fuldstændig hans Hær ved Worcester (3.
Septbr 1651). Republikken havde sejret overalt,
men Spændingen mellem dens to Hovedfaktorer,
Hæren og Parlamentet, tiltog stadig, da
Parlamentet ikke vilde give sit Samtykke til de af
Hæren ønskede ny Valg. Endelig tabte C.
Taalmodigheden og lod Parlamentet opløse ved
Militærmagt (20 Apr. 1653). Hæren var nu den
eneste Magt i Landet, og i sin Egenskab af
dennes Fører betragtede han sig som den
midlertidige, retmæssige Regent og indkaldte som
saadan en Slags Notabelforsamling, der efter et af
sine Medlemmer gaar under Navnet
Barebone-Parlamentet. Det var Mænd, »der frygtede Gud
og var af prøvet Troskab og Hæderlighed«; men
til alt Uheld viste de en saa upraktisk
Reformiver, at C., i hvem alle Maadeholdne saa den
eneste Redning, maatte lade Forsamlingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
