Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cromwell, Oliver, eng. Protektor, (1599-1658)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opløse. Officererne med Lambert i Spidsen paatog
sig derpaa at give England en Forfatning. C.,
der nægtede at modtage den tilbudte
Kongeværdighed, udnævntes 16. Decbr 1653 til Lord
Protector for Livstid, og ved hans Side stilledes et
Statsraad og et Parlament; han tog fra nu af
Bolig i Whitehall og nød med Undtagelse af
Navnet alle kgl. Æresbevisninger. Udviklingen
gik saaledes mere og mere i monarkisk Retning,
og C. betragtede sig ikke længere som
Omstyrteren, men som det bestaaendes Forsvarer; han
søgte at berolige Gemytterne og optraadte
mæglende i det store Lovarbejde, der falder i hans
Regerings første Aar. Det er karakteristisk for
den forandrede Situation, at han, der hævdede,
at ingen maatte stille sig mellem Gud og det
enkelte Menneske, ikke vovede at give sine Ideer
Kød og Blod ved at skille Kirken fra Staten.
Aaben Modstand mødte han ikke, men hans
Stilling var meget vanskelig; de yderliggaaende
Republikanere betragtede ham som en Apostat
baade i Politik og Religion, og fra royalistisk
Side gjordes der forsk. Forsøg paa at rydde
ham af Vejen. Intet Under at C. derfor gik
haardt frem mod Stuarternes Tilhængere, der
desuden ved Forfatningen var udelukkede fra
Valgene til det ny Parlament. 3. Septbr 1654
traadte dette sammen; det var valgt efter en
revideret Valglov, og i Modsætning til tidligere
Tider havde baade irske og skotske
Repræsentanter Sæde deri. Forfatningen havde
imidlertid stillet Protektoren og Parlamentet saa godt
som uafhængige af hinanden, og heri laa Spiren
til de flg. Stridigheder. Thi uagtet det Valgtryk,,
der var øvet, var Parlamentet intet blot og bart
Redskab i C.’s Haand. Tværtimod gav det sig til
at diskutere Forfatningen og fordrede, at
Protektoren skulde underordne sig dets Myndighed.
Han lod det rense for en stor Del af sine
Modstandere og opløse i Jan. 1655, da det ønskede
at indskrænke Hærens Størrelse og gøre denne
afhængig af Parlamentets Bevillinger. Hans
første Forsøg paa at styre Landet paa
forfatningsmæssig Maade var strandet, og da der i
den flg. Tid opdagedes forsk. Rejsninger og
Attentater, greb han til et Militærdiktatur.
England deltes i 11 Distrikter, i Spidsen for hvilke
der stilledes en Generalmajor, der fik den
øverste civile og milit. Myndighed, og hvis
Kendelser var inappellable (Oktbr 1655 til Efteraaret
1656). Deres Styrelse var paa mange Maader ret
vilkaarlig, og jævnsides hermed var dette Skridt
et voldsomt Indgreb i Folkets ældste og kæreste
Rettigheder. Samtidig steg den religiøse
Reaktion, Brugen af Common prayerbook forbødes,
og man gik skrapt til Værks mod Katolikkerne,
selv om C. personlig gjorde alt for at holde
Presbyterianernes Forfølgelseslyst i Tømme.
Udadtil havde Protektoren imidlertid hævdet
Englands Anseelse, der var sunket dybt under
Borgerkrigen. Han lededes i sin Udenrigspolitik
af en Blanding af religiøse og politiske Motiver,
og hans Yndlingstanke, der hvilede paa en
Miskendelse af de reelle Forhold, var et stort
Forbund af alle protestantiske Magter med England
som Fører; »alle Protestanters Interesser er de
samme som Eders«, udtalte han engang over
for Parlamentet. Det lange Parlament havde
erklæret Holland Krig, men C. havde aldrig
været ivrig for den og sluttede 1654 Fred og
Forbund med denne Stat, hvori ogsaa Danmark
optoges; med Sverige og det reformerte Schweiz
sluttedes der ligeledes Traktater, og overalt i
Europa optraadte han til Gunst for sine
betrængte Trosfæller; saaledes fik han Frankrig
til at skride ind til Fordel for de forfulgte
Valdensere. Den westfalske Fred havde ikke endt
Krigen mellem Frankrig og Spanien, og begge
Parter var ivrige efter at vinde C. for deres
Sag. Han vaklede i nogen Tid, men nærmede sig
efterhaanden mere og mere til den førstnævnte
Magt, da Spanien havde afslaaet hans
Fordringer om fri Religionsøvelse for de eng. Købmænd
i Spanien og Tilladelse til at drive Handel med
Indien. Endnu medens Freden officielt
vedvarede, erobrede Englænderne Jamaica (1655),
og da Krigen truede med at udbryde, nødte
Pengetrang C. til at sammenkalde sit andet
Parlament (Septbr 1656). Da Valget foregik
under Generalmajorernes Øjne, og man desuden
udelukkede de valgte Modstandere, var Resultatet
ret gunstigt. Man var grundig træt af det
herskende Militærregimente, og Parlamentet
udarbejdede derfor en ny Forfatning, der
genoprettede det siden Kongens Henrettelse
ophævede Overhus, og udvidede Protektorens Magt
betydelig; tillige tilbød man ham Kongetitlen.
Det var en fuldstændig Venden tilbage til den
gl. Tingenes Tilstand. Det sidste Skridt var
foretaget mod de ledende Officerers Villie, og C.
nægtede da ogsaa at modtage Kongenavnet; han
vilde, sagde han, »kun tjene sit Folk som en
Konstabel, der opretholder Freden i sit Sogn«.
I St f. blev han paa ny udnævnt til Lord
Protector med Ret til at udnævne sin Efterfølger
(26. Juni 1657). Han stod nu paa Højdepunktet
af sin Magt baade ude og hjemme. Landets
ældste Slægter fandt det ikke under deres
Værdighed at træde i Familieforbindelse med den
simple Landadelsmand, hans Sendebud
mæglede mellem Danmarks og Sveriges Konger, og
med Frankrig sluttedes der paa denne Tid et
mod Spanien rettet Forbund, der sikrede
England det vigtige Dünkirchen. Men det viste sig,
at hans Magt hvilede paa en usikker Grundvold.
Striden mellem Danmark og Sverige gjorde
Ende paa hans Plan om en protestantisk
Sammenslutning; fl. af de gl. Slægter havde afslaaet
den tilbudte Plads i det nyskabte Overhus, og
Parlamentet, dér traadte sammen Jan. 1658,
rettede saa heftige Angreb mod dette, at C. lod
det opløse. Alle disse Skuffelser bidrog til at
forværre hans allerede i længere Tid slette
Helbred, og hertil kom Sorger af en mere privat
Natur, idet han i Sommeren mistede sin
kæreste Datter Elisabeth. Dybt nedbøjet ved dette
Tab døde han paa sin Hædersdag, Aarsdagen
for Dunbar og Worcester. Hans Lig bisattes
mellem Englands Konger i Westminsterabbediet,
men da Karl II vendte tilbage 1660, kastedes
det ud af Graven og opbrændtes, og hans
Eftermæle havde ingen bedre Skæbne. Kunde man
end i den flg. Tid ikke undgaa at drage
Paralleller mellem Englands Stilling umder den store
Protektor og nu, da det under Stuarterne gik i
Frankrigs Ledebaand, i C. saa alle dog kun den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
