Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cromwell, Oliver, eng. Protektor, (1599-1658) - Cromwell, Richard, Lord Protector, (1626-1712) - Cromwell, Thomas, eng. Statsmand, (1485-1540)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ærgerrige og blodige Tyran. For 18. Aarh. var
en Aand som hans en ren Karikatur; hans
Religiøsitet opfattedes som Hykleri, og Tidens
Historieskriver David Hume ytrede om hans Taler
og Breve, at en Samling af disse »vilde blive en
af Verdens mest vanvittige Bøger«. Spaadommen
gik dog ikke i Opfyldelse; tværtimod blev det
netop Carlyle’s Udgave af C.’s letters and
speeches (London 1845), der paa ny bragte hans
Navn i Ære og banede Vejen for en retfærdigere
Vurdering af denne mærkelige Personlighed. -
Det fremherskende i C.’s Karakter var hans dybe
Religiøsitet. Overalt saa han Guds personlige
Indgriben, enhver Sejr var ham en Gudsdom,
der beviste hans Sags Retfærdighed, og sig selv
betragtede han som »et ringe Redskab til at gøre
Folket godt og tjene Gud«. C. var dog alt andet
end en sekterisk Sværmer. Religiøse
Drømmerier formaaede ikke at blende hans
Statsmandsblik, hindrede ikke Klarhed i Planen ell.
Fasthed i Udførelsen. Han var en alt for konservativ
Natur til at kunne gaa ind paa mange af sine
Trosfællers Utopier og alt for frisindet til at
dele deres Foragt for Kunst og Videnskab;
Universiteterne fandt i ham en trofast Beskytter, og
han skaffede England Rafael’s Kartoner. I sin
Opfattelse af Religionen var han et langt Skridt
forud for sin Samtid, men hvad han ønskede,
var dog ikke Religionsfrihed i moderne Forstand.
Den kunde alene tilstaas Puritanerne i deres
talrige Afskygninger, Højkirken og særlig
Katolikkerne vilde han kun indrømme
Samvittighedsfrihed, den enkeltes Ret til at dyrke Gud i
Overensstemmelse med sin personlige Opfattelse.
Langt mindre Bet. tillagde C. den politiske
Frihed, og hans Optræden over for Parlamentet
var ofte langt mere tyrannisk end f. Eks. Karl
I’s, selv om han i Modsætning til denne Konge
var alt for god Englænder til i Længden at ville
bryde med de nedarvede Statsformer og indføre
et rent personligt Regimente. Det blev det
tragiske i C.’s Skæbne, at han ikke naaede at føre
sine Ideer ud i Livet. Revolutionen, der
gennem Hæren havde hævet ham til Magtens
Tinde, levede stadig videre, medens samtidig
Ønsket om at vende tilbage til den gl. Tingenes
Tilstand blev mere og mere levende hos
Befolkningens store Masse. Hele hans Kraft gik med
til at holde disse to modstridende Faktorer i
Ligevægt, og da han døde, viste det sig snart, at
alt, hvad han havde opført, stod og faldt med
hans egen, mægtige Personlighed.
Af Litt., der omhandler C., kan foruden
Carlyle’s ovenfor anførte Skrifter nævnes: Speeches
of O. C. 1644-58, udg. af Stainer (London
1901); Picton, O. C., the man and his mission
(London 1883); Baldock, C. as a Soldier
[London 1899]; Firth, O. C. and the Rule of the
Puritans in England (New York 1900);
Morley, O. C. (London 1900); Gardiner, O. C.
(London 1901). Det nyeste eng. Hovedværk er
Gardiner, History of the great civil war
(3 Bd, London 1886 ff.); Fortsættelsen: History
of the common wealth and protectorate (4 Bd,
1894-1903) samt Afslutningen af Firth, The
last Years of the Protectorate (2 Bd, London
1909). En udmærket Oversigt over Litteraturen
samt de vigtigste Kilder findes under Artiklen
C. i 13. Bd af det eng. Dictionary of national
biography.
M. M.
Cromwell [’kråmwə£ ell. ’kram-], Richard,
Lord Protector, tredieældste Søn af ovenn. O. C.,
f. 4. Oktbr 1626, d. 12. Juli 1712. Han deltog som
Officer i Borgerkrigene; men hans Ungdom var
ikke lovende, og Faderen holdt ham længe
tilbage fra det offentlige Liv. Først efter det 2.
Protektorat kom han til at spille en større Rolle,
og paa Dødslejet udnævnte Oliver ham til sin
Efterfølger (3. Septbr 1658). Han tiltraadte
straks Regeringen, ganske vist til Hærens
Misnøje, men dog uden at møde aaben Modstand.
Pengetrang nødte ham hurtig til at indkalde
Parlamentet, der viste sig ret velvillig, men
Hærens Misfornøjelse steg, og sluttelig tvang
Officererne ham til at opløse Parlamentet, i
hvilket han havde haabet at kunne finde Støtte,
og sammenkalde Resterne af »det lange
Parlament«. Da C. ikke troede sig Situationen voksen,
nedlagde han sin Magt i dettes Hænder 25. Maj
1659, lidet energisk og ærgerrig som han var.
Sommeren 1660 forlod han England og levede i
20 Aar i Paris som John Clarke, indtil han 1680
vendte tilbage under s. N. (Litt.: Guizot,
Histoire du protectorat de R. C. et du
rétablissement des Stuarts [2 Bd, 1863]).
M. M.
Cromwell [’kråmwə£ ell. ’kram-], Thomas,
eng. Statsmand, Søn af en Smaaborger i Putney,
f. 1485, d. 1540. Flere Aar af sin Ungdom
tilbragte han i Italien og levede en Tid lang som
Købmand i Udlandet. Efter at være vendt
tilbage til England kom han 1523 ind i
Parlamentet, hvor han gjorde sig bemærket ved sin
smidige Veltalenhed. Kardinal Wolsey blev
opmærksom paa ham, tog ham i sin Tjeneste og fandt
i ham et brugbart Redskab til sine
Klosteropløsninger. Da Kardinalen styrtedes 1529, kom
C., der saa godt som muligt havde støttet sin
Herre, i Berøring med Henrik VIII, hvem han
raadede til at faa sit Ægteskab med Catharina
opløst ved at erklære sig selv for Kirkens
Overhoved. Han vandt herved Henriks Gunst, fik
1531 Sæde i Gehejmeraadet, blev to Aar efter
Skatkammerkansler og ved Suprematsakten 1534
Kongens Generalvikar i alle kirkelige Sager.
Han vaagede som saadan nøje over, at
Præsterne overholdt de af Kongen paabudte
Artikler; men særlig er hans Navn dog knyttet til
Inddragelsen af talrige større og mindre
Klostre. Den Haardhed og Grusomhed, han ved
denne Lejlighed udfoldede, gjorde ham alm.
hadet og skaffede ham Tilnavnet
»Munkehammeren«. Efter Anna Boleyn’s Fald 1536 blev C.
Gehejmeseglbevarer og var i den flg. Tid
Sjælen i Henrik VIII’s Politik. Hans Plan var ved
Parlamentets Hjælp at nedbryde alle Skranker
for Kongens Enevælde saavel i Kirken som i
Staten, og han gennemførte sine Ideer med en
Stringens, men tillige med en Ringeagt for
Midlerne, der vidner om den ital. Statskunsts
Indflydelse paa ham; han fik sine politiske
Grundsætninger fra Machiavellis »Fyrsten«, som han
kendte i Manuskript. I religiøs Henseende faldt
hans Standpunkt i det væsentlige sammen med
Kongens; begge brød med Rom, men holdt fast
ved den kat. Lære, der kun skulde reformeres,
ikke radikalt afskaffes. For at knytte sin Herre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
