Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cuvelage (Kuvelering) kaldes den vandtætte Beklædning af Skakter, som maa afsynkes igennem løse vandrige Lag - Cuvette (fr.), Vaskefad, Kumme, Vandbeholder - Cuvier, George Leopold Chrétien Frédéric Dagobert de, fr. Naturforsker, (1769-1832) - Cuvillier-Fleury, Alfred Auguste, fr. Forf. (1802-87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jern, er meget kostbar og besværlig, men maa
ofte udføres ved Kulgruber.
A. G.
Cuvette [ky’væt] (fr.), Vaskefad, Kumme,
Vandbeholder; tragtformet Udvidelse paa en
Vandrendes Nedløbsrør til hurtigt Afløb for
Regnvandet; i Lommeure den indre Metalplade,
som skærmer Urværket; i Tandlægekunsten den
halvrunde Rende til Optagelse af Vokset ved
Aftryk af Kæberne.
F. W.
Cuvier [ky’vie], George Léopold
Chrétien Frédéric Dagobert de, fr.
Naturforsker, f. 23. Aug. 1769 i Montbéliard
(Mömpelgardt), som dengang hørte til Württemberg, d.
i Paris 13. Maj 1832. Hans Interesse for
Naturvidenskaberne, specielt for Zoologien,
viste sig allerede i Skoletiden, og da
han 1784 havde opnaaet en Plads paa
Karls-Akademiet i Stuttgart, kastede
han sig med Iver over sit Yndlingsstudium.
I en Alder af 20 Aar tog han
derpaa, af økonomiske Grunde, Ansættelse som
Huslærer hos Grev d’Héricy paa Slottet
Fiquainville i Normandiet, og da hans ny Opholdssted
laa i Nærheden af Kysten, fik han udmærket
Lejlighed til at studere Fiskene og de lavere
Havdyr og samtidig at sammenligne disse
sidste med de smst. ret hyppigt forekommende
Forsteninger, f. Eks. Terebratler. Han blev her
kendt med Abbe Tessier, paa hvis Anbefaling
han 1795 kaldtes til Paris. 1799 blev han
Daubenton’s Efterfølger som Lærer ved Collège de
France og endelig 1802, ved Mertrud’s Død,
Prof. i Anatomi ved Jardin des Plantes, hvor
han grundlagde det naturhistoriske Mus., der
nu er et af de største i Europa. Under
Napoleon, der havde lagt Mærke til hans store
administrative Talent, benyttedes han atter og
atter som Tillidsmand, naar det gjaldt
Organiseringen af det højere Skolevæsen ell.
Oprettelse af videnskabelige Akademier og
Institutioner, ja, en enkelt Gang, rigtignok uden Udbytte,
endog i en politisk Mission. Ogsaa under de
flg., skiftende politiske Forhold stod han stadig
i høj Gunst og blev Genstand for mange
Hædersbevisninger; 1818 blev han saaledes Medlem
af Akademiet, 1819 fik han Titel af Baron, 1831
udnævntes han til Pair af Frankrig og, kort før
Døden overraskede ham, var han endog udset til
at være Statsraadets Præsident.
Samtidig med, at hans Tid saaledes i ikke
ringe Grad beslaglagdes ved hans Deltagelse i
det offentlige Liv, fortsatte han imidlertid
utrætteligt de allerede i Ungdommen paabegyndte
zoologiske og anatomiske Studier og udgav i
Aarenes Løb den imponerende Række Skr, som
til alle Tider vil sikre ham en fremtrædende
Plads bl. Zoologiens Stormænd. Som hans
Hovedværker kan her nævnes: Leçons d’anatomie
comparée (1800-05); Mémoires pour servir à
l’histoire et l’anatomie des Mollusques (1817); Le
regne animal (1817), et meget betydningsfuldt,
oftere overs. Arbejde, i hvilket der gives en Oversigt
over hele Dyreriget; det blev, efter C.’s Død, af
en større Kreds af hans Elever, udg. i en
pragtfuld Udgave med talrige Tavler;
Recherches sur les ossemens fossiles (1812-13), en,
paa anatomisk Grundlag hvilende Undersøgelse
af de fossile Knogler, som her nøje
sammenlignes med de nulevende Dyrs; Histoire naturelle
des poissons, et Værk, han paabegyndte
sammen med Valenciennes, der efter C.’s Død førte
det til Ende; endelig et Par for Videnskabens
Historie vigtige Værker: Éloges historiques
(1819-27), en stor Samling Biografier af
fremragende Naturforskere, og den først efter hans
Død udgivne: Histoire des sciences naturelles
(1841-45). Naar C. gennem disse Skr staar som
Grundlæggeren af den moderne Zoologi, beror
dette ikke blot paa hans fremragende Dygtighed
som Anatom og de talrige ny Kendsgerninger,
som er fremkomne ved hans Undersøgelser,
men maaske i nok saa høj Grad paa hans
geniale Syn paa den sammenlignende Anatomi
og paa Zoologien i det hele taget. Hele
Dyreriget kan, efter hans Opfattelse, deles i 4
Hovedgrupper: Hvirveldyr, Bløddyr, Leddyr og
Straaledyr, som hver karakteriseres ved sin
ejendommelige, anatomiske Grundplan. Inden
for disse Grupper viser alle kendte
Underafdelinger sig kun at være Modifikationer, fremkomne
ved stærkere Udformning ell. ved Hemning af
Typens karakteristiske Bygningsdele. Saadanne
Variationer foregaar imidlertid kun efter ganske
bestemte Regler; Organismen er som et sluttet
Hele, i hvilket enkelte Dele ikke kan omdannes,
uden at samtidig det øvrige ogsaa paavirkes;
der bestaar m. a. O. en tydelig Correlation
mellem de enkelte Dele. Samtidig betones det,
at de betydningsfuldeste Dele er mindst
tilbøjelige til at forandre sig, og at i det hele taget
de anatomiske Karakterer er af højst ulige Bet.
for den zool. Systematik; i saa Henseende maa
de forsk. Karakterer underordnes hinanden. De
4 Typer staar for C. som noget engang givet, og
han stiller sig i skarp Modsætning til dem, der,
ganske vist mest ad Spekulationens Vej, var
blevet ledet til at tvivle om Typernes Konstans.
- Eftertiden har selvfølgelig haft adskilligt at
ændre ved C.’s Opfattelse af Dyreriget: Antallet
af Grundtyper har maattet forøges, og fremfor
alt er Læren om de indbyrdes skarpt sondrede
Typer efter Descendenslærens sejrrige
Gennembrud blevet rokket i sin Grundvold.
R. H. S.
 |
| G. L. C. F. D. de Cuvier. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
