Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Czartoryjski, polsk, oprindelig litauisk Familie, der stammer fra Litauens gl. Fyrster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Faderen og Fædrelandet dette Offer. Saavel
hos Katarina II som hos Tronfølgeren Poul (I)
kom Brødrene i stor Gunst; mellem den unge
Storfyrst Alexander og Adam opstod et meget
nært Venskab, efter at Alexander en Dag under
en Spadseretur i Foraaret 1796 pludselig havde
betroet ham sine Planer og Følelser, sin Afsky
over for Bedstemoderens polske Politik, sin
Beundring for Kosciuszko og for Friheden, sit
Haab om Polens Genfødelse. Da Alexander blev
Kejser, kaldte han straks C. - som paa det
Tidspunkt var i Italien i en diplomatisk
Mission - til sig, men først 1803 indtraadte han
i Ruslands Tjeneste efter adskillig Tøven og
efter Overtalelser fra Kejserens Side, paa
Betingelse af ikke at modtage Løn ell.
Æresbevisninger og at maatte trække sig tilbage den
Dag, han følte det umuligt at forene sin
Stillings Pligter med sine Følelser som Polak. C.
overtog (foreløbig under Vorontzov)
Udenrigsministeriet og blev Kurator for Universitetet i
Vilna, hvorved han fik Ledelsen af hele
Undervisningsvæsenet i Ruslands polske Provinser; bl.
a. oprettedes en stor Mængde Skoler, hvor den
polske Nationalitetsfølelse fik fuld Frihed til
at udvikle sig. Ledet af ideelle Anskuelser om
Ruslands Pligter til at optræde som Europas
Forsvarer over for Uretten hævdede C., efter
Hertugen af Enghien’s Henrettelse i en Mémoire
til Kejseren Nødvendigheden af at afbryde al
diplomatisk Forbindelse med Frankrig; dette
skete, og det var ogsaa C., der fik Ruslands
Deltagelse i Koalitionen 1805 sat igennem, idet
han dog havde ønsket at faa Preussen tvunget
over paa Napoleon’s Side, for at det,
overvundet af Rusland, kunde fratages sine ved
Delingerne erhvervede polske Provinser,
hvorefter Alexander saa skulde tage Titelen Polens
Konge; senere - haabede C. - skulde følge
Galiziens Generhvervelse og en fuldstændig
Genoprettelse af Polen. Planen strandede iflg. C.’s
egen senere Fremstilling bl. a. paa Alexander’s
Frygt for Preussens Hær og - maaske først
i anden Linie paa Venskabet med Fred.
Vilhelm. C.’s Indflydelse var fra nu af i Dalen,
og 1806 trak han sig efter eget Ønske tilbage.
Privat vedblev C. dog at være Alexander’s
Fortrolige, og 1810 indrømmede Kejseren selv i
en Samtale med C., at hans Politik i 1805 havde
været forfejlet.
Da Alexander 1815 gav Polen en fri
Forfatning, ventede man, at C. skulde være blevet
Vicekonge; men Alexander synes at have været
bange for C.’s og hans Families store
Indflydelse, vel vidende, at C. og hans Landsmænd i
Forfatningen kun saa en foreløbig Ordning,
medes det endelige Maal var alle de polske Landes
Samling; en Ubetydelighed, General Zajonezek,
blev Vicekonge. Imidlertid beholdt C.
Kuratoriet over Vilnas Universitet. Opmærksomt fulgte
C. Udviklingen i Polen og gjorde i sine Breve
uforbeholdent Alexander opmærksom paa de
stadig voksende Krænkelser af den lovede
Frihed; mismodig trak han sig tilbage, efter
Faderens Død (1823), til Pulawy, idet han afslog
de tilbudte Hædersbevisninger, mindende
Alexander om den Overenskomst, de i sin Tid havde
sluttet. Ogsaa Alexander’s Mysticisme fjernede
ham fra C., der var opdraget som de fleste af
sin Tids polske Magnater i det 18. Aarh.’s
Rationalisme.
I Forberedelserne til Opstanden 1830 havde
C. ingen Del; han havde ment, den var lidet
opportun, og søgt at forhindre den; da den
engang var udbrudt, sluttede han sig imidlertid
til den og var nogle Maaneder Præsident for
den nationale Regering. Indre Strid tvang ham
til at forlade Warszawa, men han indtraadte
som Frivillig i Hæren og var bl. de sidste
Tropper, som Septbr 1831 trængtes over den
østerrigske Grænse. Hans polske Godser
konfiskeredes (i Galizien beholdt han Godset Seniawa),
og da han ikke optoges paa Listen blandt de
Amnesterede, bosatte han sig i Paris, hvor han
tilbragte de sidste 30 Aar af sit Liv, stadig
arbejdende for Polens Sag ved diplomatiske
Henvendelser til Regeringerne, saa snart der
(som under Krim-Krigen) syntes ham et
Lyspunkt i Europas Politik; ogsaa med Raad og
materiel Støtte hjalp han sine Landsmænd. 1848
gav han sine Bønder Friheden. C. er Forf. til
Essai sur la diplomatie (1830; 2. Udg. Paris
1864), i hvilken han, ud fra sit Kendskab til den
store Politik, som til Tider forlener ham med
et profetisk Skarpsyn, varmt taler for
Indførelsen af virkelig faste og humane Principper i
Diplomatikken, grundet paa kristen Moral og
Retfærdighed, der virker for Genoprettelsen af de
undertvungne Lande, for Voldgift og
Verdensfred. Hans Memoirer, fængslende ved deres
Skildring af de første Barndomsaar, Opholdet
ved Katarina II’s Hof, Forholdet til Alexander
o. s. v. standser 1805, da Fuldførelsen af dem
blev afbrudt af hans sidste Sygdom og Død.
(Litt.: Alex. I et le prince C. Correspond.
particulière et conversations 1801-23. Introduction
par Mazade [Paris 1865]; Mémoires du prince
Adam C. et Corresp. avec Alex. I. Préface de
Mazade, I-II [Paris 1887]).
1817 havde Adam Georg ægtet Anna
Sapieha-Kodenska (d. 1864), med hvem han havde
Sønnerne Witold (1824-65) og Ladislas (1828
-94), hvilken sidste var gift første Gang med
Marie-Christine (d. 1864), Datter af Dronning
Christine af Spanien, anden Gang (1872) med
Margrete af Bourbon-Orléans; han var Medlem
af Magnaternes Hus i Ungarn og er
Grundlæggeren af en værdifuld Kunstsamling i Krakov.
Sønnen af andet Ægteskab Adam Louis (f.
1872), gift med Louise, Grevinde af
Krasne-Krasinska, er det nuv. Overhoved for Familien.
Konstantin, Fyrst C., Adam Georg’s
Broder (1773-1860), havde som omtalt fulgt denne
til Petrograd 1796 og var blevet Officer i russ.
Tjeneste. 1809 indtraadte han i den polske Hær
og oprettede paa egen Bekostning et Regiment.
Som Faderen fristedes Konstantin af Napoleon’s
formodede Planer, deltog i dennes Tog ind i
Rusland og udmærkede sig ved Smolensk og
Moskva. 1816 udnævnte Alexander I ham til
Generaladjutant, men allerede 1818 trak han
sig tilbage til Privatlivet. Paa sin Ejendom nær
Wien grundlagde han en sjælden
Malerisamling, navnlig bestaaende af gl-ital. Mestre.
Af hans Sønner bør nævnes af første
Ægteskab med Angelica Radziwill:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
