Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cæsar, Gaius Julius, rom. Feltherre og Statsmand, (100-44 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men skaanede ham dog paa hans mange
formaaende Venners Forbøn, efter Sigende med
den Bemærkning, at der var mange Marius’er
i den Dreng. Aar 80 forlod C. Rom og deltog
med Udmærkelse i Kampe ved Mytilene
og i Cilicien; efter et kort Ophold i Rom
rejste han atter (77-76) til Rhodos for at
studere Retorik, men blev undervejs
fanget af Sørøvere. Da han var blevet
løskøbt, fik han fat i nogle Skibe, overfaldt
Røverne og lod dem korsfæste. Aar 74
deltog han en Tid i den tredie mithridatiske
Krig med et Korps, han selv havde dannet,
derpaa vendte han tilbage til Rom, hvor han paa
alle Maader søgte at gøre sig populær; saaledes
understøttede han 70 Pompejus’ Forslag om
Genoprettelsen af Almuetribunatets tidligere
Magt. 68 var han Kvæstor i Spanien, ægtede
efter sin Hjemkomst, da Cornelia var død,
Pompeja, en Slægtning af Cn. Pompejus, blev 65
Ædil og afholdt som saadan glimrende Lege.
Allerede Aaret før falder den saakaldte første
catilinariske Sammensværgelse, for hvilken C.
var en af Hovedmændene. Det var et Komplot,
som gik ud paa at stille Crassus og C. tillige
med andre Modstandere af Pompejus i Spidsen
for en Magt, hvorved man kunde holde
Pompejus Stangen, naar han vendte hjem som
Sejrherre fra den mithridatiske Krig. Baade
Demokrater og Optimiater synes at have været
indviklede i Sammensværgelsen, og da denne
mislykkedes, blev hele Sagen dysset ned. C.
støttede dernæst Catilina, da han søgte Konsulatet
for Aar 63, aabenbart med lgn. Planer for Øje;
men da han ikke havde opnaaet at faa ham
valgt, synes han at have ladet ham falde og
have staaet uden for den egl. »catilinariske
Sammensværgelse«. Dog søgte han senere at
forhindre de fangne Gatilinarieres Henrettelse
og var derfor nær blevet dræbt af de rom.
Riddere, der holdt Vagt uden for Senatet. Som
Prætor 62 opirrede han Optimaterne i den Grad,
at han ved en Senatsbeslutning blev sat ud af
Funktion; dog kom der snart en Forsoning til
Veje, idet han i Tide tog Reb i Sejlene. S. A.
blev han skilt fra Pompeja p. Gr. a. hendes
Skandale med Clodius. Efter Præturen var han
Statholder i det hinsidige Spanien, hvor han
bragte sine forfaldne Pengesager paa Fode og
erhvervede sig et Navn baade som Feltherre og
Administrator.
Udfaldet af den catilinariske
Sammensværgelse var et Nederlag for det demokratiske
Parti og for C., der nu var dettes anerkendte
Fører; men Pompejus’ Hjemkomst fra Østen
frembød snart en Lejlighed til at genoprette
det tabte. Da Senatet vægrede sig ved at
tilfredsstille Pompejus’ Fordringer m. H. t.
Bekræftelse af hans Indretninger i Østen og
Landuddelinger til hans Soldater, maatte han kaste
sig i Armene paa det demokratiske Parti, og
saaledes kom det Forbund i Stand, der er kendt
under Navnet »det første Triumvirat« (60). De
to Demokrater C. og Crassus forenede sig med
Pompejus om at tage Regimentet, og over for
denne Koalition var Senatet magtesløst. C., der
snart blev Sjælen i Forbundet, blev valgt til
Konsul for 59 og regerede som saadan faktisk
alene; sin Kollega M. Bibulus gjorde han hurtig
ked af at gøre Opposition. Pompejus’
Foranstaltninger blev nu bekræftede og Domænerne i
Kampanien uddelte til hans Soldater; dernæst
sikrede C. sig ved en Folkebeslutning, indbragt
af Tribunen Vatinius, Statholderskabet i Gallia
cisalpina (Norditalien) for 5 Aar, hvortil
Senatet føjede det transalpinske Gallien
(Sydfrankrig) paa lige saa lang Tid. Pompejus og Crassus
blev i Rom. Det personlige Forhold mellem
Pompejus og C. befæstedes ved et Ægteskab mellem
Pompejus og C.’s Datter Julia. Til yderligere
Sikkerhed blev de to betydeligste Medlemmer
af Senatspartiet, Cato og Cicero, i det flg. Aar
(58) fjernede fra Rom, og Konsulatet for dette
Aar besattes med to paalidelige Tilhængere af
Triumvirerne; den ene af dem, Piso, havde 59
givet C. sin Datter Calpurnia til Ægte.
I Gallien besad Rom dengang kun de sydlige
Landskaber (Languedoc, Provence og Dauphiné);
Resten var delt mellem en Mængde Stammer,
der indbyrdes var mere ell. mindre uafhængige.
I Løbet af 6 Aar (58-53) undertvang C. hele
Landet indtil Rhinen og foretog desuden Tog til
Britannien (55 og 54) og ind i Germanien (55 og
53), uden dog at grundlægge noget varigt
Herredømme noget af Stederne. De vigtigste Kampe
i disse 6 Aar var: 58 mod Helvetierne, der over
Jura faldt ind i Gallien, og mod Germaneren
Ariovist, der havde sat sig fast i Elsass og de
tilstødende Lande; 57 mod Belgerne i det
nordlige; 56 mod Veneterne N. f. Loires Munding.
Efter nogle mindre Rejsninger 53 udbrød 52 en
alm. Sammensværgelse af næsten alle galliske
Stammer under Anførsel af Auvergneren
Vercingetorix. Hovedkampene drejede sig om de
faste Pladser Avaricum, Gergovia og Alesia.
Efter en haardnakket Modstand, der fl. Gange
bragte Romerne i den yderste Fare, blev
Rejsningen slaaet ned, og de flg. Aar (51 og 50) var
i det hele rolige; Galliens Undertvingelse var
fuldendt, og Landet antog hurtig rom. Sæder
og rom. Sprog.
Imidlertid havde Forholdene i Rom udviklet
sig paa en for Triumviratet betænkelig Maade.
Pompejus forstod hverken at styre
Folkeforsamlingen ell. at komme ud af det med Senatet;
desuden modarbejdedes han hemmelig af
Crassus; som Følge af hans gentagne
parlamentariske Nederlag hævede Oppositionen atter
Hovedet. Da man søgte at ophæve C.’s
Foranstaltninger, bragte han en Sammenkomst med de
to andre Triumvirer i Stand i Lucca (56). Her
forlængedes C.’s Statholderskab paa 5 Aar (til
 |
| G. J. Cæsar, Kolossalhoved i Museet i Neapel. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
