Print (PDF) - On this page / på denna sida - Cæsar, Gaius Julius, rom. Feltherre og Statsmand, (100-44 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men skaanede ham dog paa hans mange formaaende Venners Forbøn, efter Sigende med den Bemærkning, at der var mange Marius'er i den Dreng. Aar 80 forlod C. Rom og deltog med Udmærkelse i Kampe ved Mytilene og i Cilicien; efter et kort Ophold i Rom rejste han atter (77-76) til Rhodos for at studere Retorik, men blev undervejs fanget af Sørøvere. Da han var blevet løskøbt, fik han fat i nogle Skibe, overfaldt Røverne og lod dem korsfæste. Aar 74 deltog han en Tid i den tredie mithridatiske Krig med et Korps, han selv havde dannet, derpaa vendte han tilbage til Rom, hvor han paa alle Maader søgte at gøre sig populær; saaledes understøttede han 70 Pompejus' Forslag om Genoprettelsen af Almuetribunatets tidligere Magt. 68 var han Kvæstor i Spanien, ægtede efter sin Hjemkomst, da Cornelia var død, Pompeja, en Slægtning af Cn. Pompejus, blev 65 Ædil og afholdt som saadan glimrende Lege. Allerede Aaret før falder den saakaldte første catilinariske Sammensværgelse, for hvilken C. var en af Hovedmændene. Det var et Komplot, som gik ud paa at stille Crassus og C. tillige med andre Modstandere af Pompejus i Spidsen for en Magt, hvorved man kunde holde Pompejus Stangen, naar han vendte hjem som Sejrherre fra den mithridatiske Krig. Baade Demokrater og Optimiater synes at have været indviklede i Sammensværgelsen, og da denne mislykkedes, blev hele Sagen dysset ned. C. støttede dernæst Catilina, da han søgte Konsulatet for Aar 63, aabenbart med lgn. Planer for Øje; men da han ikke havde opnaaet at faa ham valgt, synes han at have ladet ham falde og have staaet uden for den egl. »catilinariske Sammensværgelse«. Dog søgte han senere at forhindre de fangne Gatilinarieres Henrettelse og var derfor nær blevet dræbt af de rom. Riddere, der holdt Vagt uden for Senatet. Som Prætor 62 opirrede han Optimaterne i den Grad, at han ved en Senatsbeslutning blev sat ud af Funktion; dog kom der snart en Forsoning til Veje, idet han i Tide tog Reb i Sejlene. S. A. blev han skilt fra Pompeja p. Gr. a. hendes Skandale med Clodius. Efter Præturen var han Statholder i det hinsidige Spanien, hvor han bragte sine forfaldne Pengesager paa Fode og erhvervede sig et Navn baade som Feltherre og Administrator. Udfaldet af den catilinariske Sammensværgelse var et Nederlag for det demokratiske Parti og for C., der nu var dettes anerkendte Fører; men Pompejus' Hjemkomst fra Østen frembød snart en Lejlighed til at genoprette det tabte. Da Senatet vægrede sig ved at tilfredsstille Pompejus' Fordringer m. H. t. Bekræftelse af hans Indretninger i Østen og Landuddelinger til hans Soldater, maatte han kaste sig i Armene paa det demokratiske Parti, og saaledes kom det Forbund i Stand, der er kendt under Navnet »det første Triumvirat« (60). De to Demokrater C. og Crassus forenede sig med Pompejus om at tage Regimentet, og over for denne Koalition var Senatet magtesløst. C., der snart blev Sjælen i Forbundet, blev valgt til Konsul for 59 og regerede som saadan faktisk alene; sin Kollega M. Bibulus gjorde han hurtig ked af at gøre Opposition. Pompejus' Foranstaltninger blev nu bekræftede og Domænerne i Kampanien uddelte til hans Soldater; dernæst sikrede C. sig ved en Folkebeslutning, indbragt af Tribunen Vatinius, Statholderskabet i Gallia cisalpina (Norditalien) for 5 Aar, hvortil Senatet føjede det transalpinske Gallien (Sydfrankrig) paa lige saa lang Tid. Pompejus og Crassus blev i Rom. Det personlige Forhold mellem Pompejus og C. befæstedes ved et Ægteskab mellem Pompejus og C.'s Datter Julia. Til yderligere Sikkerhed blev de to betydeligste Medlemmer af Senatspartiet, Cato og Cicero, i det flg. Aar (58) fjernede fra Rom, og Konsulatet for dette Aar besattes med to paalidelige Tilhængere af Triumvirerne; den ene af dem, Piso, havde 59 givet C. sin Datter Calpurnia til Ægte. I Gallien besad Rom dengang kun de sydlige Landskaber (Languedoc, Provence og Dauphiné); Resten var delt mellem en Mængde Stammer, der indbyrdes var mere ell. mindre uafhængige. I Løbet af 6 Aar (58-53) undertvang C. hele Landet indtil Rhinen og foretog desuden Tog til Britannien (55 og 54) og ind i Germanien (55 og 53), uden dog at grundlægge noget varigt Herredømme noget af Stederne. De vigtigste Kampe i disse 6 Aar var: 58 mod Helvetierne, der over Jura faldt ind i Gallien, og mod Germaneren Ariovist, der havde sat sig fast i Elsass og de tilstødende Lande; 57 mod Belgerne i det nordlige; 56 mod Veneterne N. f. Loires Munding. Efter nogle mindre Rejsninger 53 udbrød 52 en alm. Sammensværgelse af næsten alle galliske Stammer under Anførsel af Auvergneren Vercingetorix. Hovedkampene drejede sig om de faste Pladser Avaricum, Gergovia og Alesia. Efter en haardnakket Modstand, der fl. Gange bragte Romerne i den yderste Fare, blev Rejsningen slaaet ned, og de flg. Aar (51 og 50) var i det hele rolige; Galliens Undertvingelse var fuldendt, og Landet antog hurtig rom. Sæder og rom. Sprog. Imidlertid havde Forholdene i Rom udviklet sig paa en for Triumviratet betænkelig Maade. Pompejus forstod hverken at styre Folkeforsamlingen ell. at komme ud af det med Senatet; desuden modarbejdedes han hemmelig af Crassus; som Følge af hans gentagne parlamentariske Nederlag hævede Oppositionen atter Hovedet. Da man søgte at ophæve C.'s Foranstaltninger, bragte han en Sammenkomst med de to andre Triumvirer i Stand i Lucca (56). Her forlængedes C.'s Statholderskab paa 5 Aar (til
G. J. Cæsar, Kolossalhoved i Museet i Neapel.</img>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
