Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cæsar, Gaius Julius, rom. Feltherre og Statsmand, (100-44 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1. Marts 49); Pompejus og Crassus skulde være
Konsuler 55 og derefter have henh. Spanien og
Syrien til Prov. paa 5 Aar; endelig skulde C.
have Ret til endnu som Statholder at søge
Konsulatet for Aar 48. - Længe varede dog denne
Enighed ikke. 54 døde Julia, og Pompejus
ægtede snart efter en Datter af Metellus Scipio,
en bestemt Modstander af C. 53 faldt Crassus
mod Partnerne, hvorved C. mistede en sikker
Forbundsfælle og Pompejus en ikke ufarlig
Modstander. For Aaret 52 blev Pompejus, som
bestyrede Spanien ved sine Legater og selv blev
i Rom, valgt til Enekonsul og sluttede sig nu
afgjort til Senatspartiet; men baade p. Gr. a.
Pompejus’ ubeslutsomme Naturel og C.’s Ulyst
til at begynde Borgerkrigen midt under den
galliske Opstand varede det endnu længe, inden
det kom til et arabent Brud. Aarene 52-50 er
derfor optagne af en diplomatisk Fejde, der
drejede sig om det Spørgsmaal, om C. skulde
beholde Kommandoen over sin Prov. til
Udgangen af 49 og derpaa blive Konsul 48, ell. skulde
nedlægge den i Beg. af 49 og søge Konsulatet
som Privatmand i Rom. I denne Kamp var C.
sine Modstandere, der mistroede hinanden, langt
overlegen, og det lykkedes ham formelt at vælte
hele Skylden for Borgerkrigens Udbrud over
paa Pompejus. Han foreslog først gennem
Tribunen Curio, at baade han og Pompejus
samtidig skulde nedlægge deres Statholderskaber
og Kommandoer, og fik Senatet til at vedtage
dette Forslag. Da Pompejus nægtede at
efterkomme Senatets Beslutning og i St forlod Rom
for at ruste sig til Krig, sendte C. et Ultimatum:
han tilbød nu at nedlægge Kommandoen i Gallia
transalpina mod at beholde Gallia cisalpina med
2 Legioner, indtil Konsulvalgene for 48 var
endte. Dette Forslag oplæstes i Senatet 1. Jan.
49; men det blev ikke sat under Afstemning. I
Stedet vedtoges under det stærkeste Tryk fra
Pompejus’ Side en Beslutning om, at C. i Løbet
af ganske kort Tid skulde afgive begge sine
Prov. og aftakke sin Hær, og, hvis han nægtede
det, vilde være at anse for Højforræder.
Tribunerne Antonius og Cassius nedlagde Indsigelse
mod dette Forslag, men blev forulempede i
Senatet og kort efter tvungne til at forlade Rom;
de begav sig lige til C., der opholdt sig i
Ravenna og nu ikke tøvede med at slaa løs; han
kunde jo optræde som Forsvarer for det
krænkede Tribunats Hellighed. Med kun een Legion
overskred han Grænsefloden Rubico mellem sin
Prov. og Italien, idet han udtalte de kendte
Ord: jacta est alea, »Terningerne er kastede«
(Jan. 49). - Pompejus’ Rustninger var endnu i
fuld Gang og langtfra færdige; Rekruthobene løb
fra hinanden paa det blotte Rygte om C.’s
Ankomst: Rom maatte opgives, og da kort efter
Byen Corfinium (i Picenum) med 15000 Mand
overgav sig til C., var Italien tabt. Pompejus
satte fra Brundisium sin Hær (c. 25000 Mand)
over til Epirus, og det lykkedes ikke C. at
forhindre det, da han manglede Flaade. Med
Pompejus fulgte de anseteste Medlemmer af
Senatet. - Efter foreløbig at have ordnet
Forholdene i Rom vendte C. sig mod Spanien, hvor
Pompejus’ Armé stod under hans Legater
Afranius og Petrejus. Efter en Række indviklede
Manøvrer fik C. Hæren indesluttet ved Ilerda
(mellem Ebro og Pyrenæerne) og tvunget til at
overgive sig; Resten af Spanien under
Pompejus’ tredie Legat, den lærde Varro, faldt snart
i hans Hænder. Imidlertid havde Curio erobret
Sicilien, men bukkede i Afrika under for
Pompejanernes og Numiderkongen Juba’s forenede
Styrke; ligeledes blev C.’s Hær og Flaade i
Illyricum tilintetgjort.
Pompejus havde imidlertid organiseret en
Hær i Makedonien og var i Færd med at
besætte Epirus, da C. (Jan. 48) uventet landede
ved Dyrrhachium, Pompejus’ Hovedvaabenplads.
Et dristigt Forsøg paa at indeslutte Pompejus
her mislykkedes, og C. maatte trække sig ind i
Thessalien. I Slaget ved Farsalos (9. Aug. 48)
sejrede C.’s Veteraner over Pompejus’ mindre
øvede Tropper, og da Pompejus straks flygtede,
blev hele hans Hær tilintetgjort. De fangne
Senatorer og Riddere lod C. for største Delen
henrette, medens han tidligere havde vist den
yderste Skaansel. - Pompejus flygtede til Ægypten,
men blev paa Kongens Befaling myrdet ved
Landstigningen; C. ankom snart efter og ordnede
de ægypt. Tronstridigheder til Gunst for den
unge Dronning Kleopatra, til hvem han traadte
i et Kærlighedsforhold. Medens han med sine
faa Tropper opholdt sig i Alexandria, udbrød
der et Oprør, hvorved C. kom i den yderste
Fare og længe blev holdt indespærret
(alexandrinske Krig Oktbr 48-Marts 47). Først da
der kom Undsætning, slap C. ud. Hans næste
Foretagende var at berolige Orienten, hvor
Mithridates’ Søn Farnaces havde generobret sit
fædrene Rige Pontus. C. tilendebragte Felttoget
i 5 Dage og meldte Sejren til en Ven i Rom med
de Ord: veni, vidi, vici, »jeg kom, saa og
sejrede« (Aug. 47). Derpaa vendte han sig efter
et Ophold i Rom mod Afrika (Decbr 47), hvor
Pompejanerne havde sat sig fast under
Anførsel af Pompejus’ Svigerfader Scipio og Cato
og med Bistand af Kong Juba af Numidien; dog
maatte han først i Kampanien dæmpe en farlig
Opstand bl. de Soldater, han skulde bruge til
Felttoget. I Slaget ved Thapsus (6. Apr. 46)
tilintetgjordes den fjendtlige Hær under et
frygteligt Myrderi; Cato dræbte sig selv, Scipio
omkom paa Flugten, Petrejus, Pompejus’ gl. Legat,
og Juba søgte Døden i en Tvekamp, hvori
Petrejus faldt, hvorpaa Juba dræbte sig selv.
Hermed var den egl. Forfatningskamp endt; men
endnu en Kamp havde C. at bestaa: mod
Pompejus’ to Sønner, Gnæus og Sextus, der rejste
et Oprør i Spanien; den blev afgjort i det
blodige Slag ved Munda (17. Marts 45), hvor C.
efter sit eget Udsagn for første Gang kæmpede
for sit Liv, medens han ofte havde kæmpet for
Sejren. Gnæus omkom, Sextus reddede sig ved
Flugt.
Under alle disse Kampe havde C. kun kunnet
opholde sig faa Maaneder i Rom; hans længste
Ophold er fra Oktbr 45-Marts 44. Ikke desto
mindre har han i denne korte Tid udfoldet en
overordentlig Virksomhed. Efter en
forbigaaende Udnævnelse til Diktator 49 overtog han
48 og 47 Diktaturen paa 1 Aar, 46 paa 10 Aar og
44 paa Livstid; ligeledes lod han sig tillægge
livsvarig Censor- og Tribunmyndighed;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
