Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cæsar, Gaius Julius, rom. Feltherre og Statsmand, (100-44 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Konsulatet overtog han paa 10 Aar, lod sig udnævne
til Senatsformand og førte til Stadighed Titlen
imperator. Kongetitlen, som gentagne Gange
blev ham tilbudt af ivrige Tilhængere, afslog
han - uvist om for Alvor ell. kun paa Skrømt.
I hvert Fald regerede han i de faa Aar, han
stod i Spidsen for Staten, fuldstændig som
enevældig Hersker, skønt han af Navn lod de gl.
Institutioner bestaa, og optraadte ogsaa i alle
ydre Henseender som Konge. Han stillede sig
straks fra Beg. af over de gl. Partier,
benaadede næsten alle sine Modstandere og søgte
at knytte alle dygtige Mænd uden Hensyn til
deres Fortid til den ny Regering, skønt han
derved skuffede sine gl. Partifæller uden at
forsone Republikanerne med den ny Tingenes
Orden. I det uhyre Riges Administration greb han
reformerende ind paa en Mængde Punkter;
Hovedstadens Forhold, navnlig den vanskelige
Kornforsyning, reguleredes; Proletariatet søgte
han at formindske ved Anlæg af oversøiske
Kolonier (i Korinth og Karthago); store
Byggeforetagender paabegyndtes; i Hær- og
Finansvæsenet kom der Orden; der udstedtes Love mod
Luksus og mod Aager; Retsplejen udøvede han
til Dels personlig; endelig reformerede han
Kalenderen, der var kommet i fuldstændig Uorden,
og indførte Regning efter det nu brugelige
Solaar med Opgivelse af det hidtidige Maaneaar (se
Julianske Kalender). - 44 forberedte
han et Felttog mod Partnerne og Geterne (ved
Donaus nedre Løb); men inden han fik det
iværksat, blev han myrdet ved et Senatsmøde.
De Sammensvorne bestod til Dels af hans egne
Tilhængere; de vigtigste af dem var hans
Yndling M. Brutus, en republikansk Doktrinær, G.
Cassius, en Tilhænger af Senatspartiet, men
benaadet af C., et Par af C.’s nærmeste
Tilhængere, D. Brutus og G. Trebonius. C. var
advaret paa forsk. Maade i Forvejen; men
Sammensværgelserne var permanente, medens C.
var i Rom, og han synes at have sat sig paa
det Standpunkt saa vidt muligt at ignorere
dem, ligesom han heller ingen Livvagt holdt.
De Sammensvorne henvendte sig til C. med en
Ansøgning, som de vidste vilde blive afslaaet,
og da dette skete, rev en af dem Togaen af
hans Skulder; det var for de andre Signalet til
at kaste sig over ham. Efter et Sagn skal han,
da Brutus stødte sin Dolk i ham, have sagt:
καὶ σύ τέκνον (»ogsaa du, min Søn«). - Børn
efterlod C. sig ikke; en Søn, Cæsarion, som
Kleopatra udgav for hans, havde han ikke
officielt vedkendt sig. I sit Testamente adopterede
han sin Søsterdattersøn, G. Octavianus, den senere
Kejser Augustus, og indsatte ham til sin Arving.
At C. er en af de største Mænd,
Verdenshistorien kender, lige fremragende som
Feltherre, Statsmand, Forf. og Menneske, er alle
enige om. Naar det derimod gælder at bestemme
hans politiske Ideer, navnlig lige over for den
uundgaaelige Reorganisation af den dybt rystede
Stats Organisme, er der meget delte Meninger.
Nogle, som Napoleon III og Mommsen, ser i
ham den egl. Grundlægger af det rom.
Kejserdømme, der i sin korte Regeringstid drog
Grundlinierne til den Ordning, der senere i
mindre fuldkommen Skikkelse blev iværksat af
Augustus. Andre erklærer, at vor mangelfulde
Overlevering ikke tillader en sikker
Bedømmelse af C.’s politiske Ideer, men at hvad der
foreligger, mere tyder paa, at C. i alt Fald
ikke med Bevidsthed ell. fra Beg. af har næret
store Organisationsplaner, og at han ogsaa som
Regent har været nok saa meget optaget af
Planer om ny Felttog som af indre Reformer.
- Grundtrækkene i C.’s Naturel fremgaar let
af Overleveringen: en overordentlig
Mangesidighed, Hurtighed og Sikkerhed i Tilegnelsen; en
vistnok enestaaende Forening af nøgtern rom.
Praktiskhed med genial Dristighed; en
Karakter, der i alt Fald var fremmed for enhver
Smaalighed; en uhyre Arbejdskraft; endelig en
overordentlig personlig Elskværdighed. Men der
mangler, navnlig for C.’s senere Liv, de
individuelle Træk, der skal give Billedet dets Fylde
og tillige dets Begrænsning, og C. bliver i de
sædvanlige Skildringer enten til en ren
Idealfigur ell. til et Konglomerat af modstridende
Egenskaber.
I den overleverede rom. Litt. indtager C. en
høj Plads. Han var i sin Samtid berømt som
Taler, men af hans Taler er intet bevaret; lige
saa lidt af hans grammatiske Skr (de analogia),
hvori han kæmpede for Sprogets Renhed og
Korrekthed. Ogsaa et politisk Flyveskrift
Anticato (rettet mod Cicero’s Lovtale over Cato)
er tabt. Derimod har vi tilbage hans Beretning
om hans galliske Felttog: Commentarii de bello
Gallico, »Optegnelser om Gallerkrigen« (7 Bd,
omfattende Tidsrummet 58-52, med et 8.,
forfattet af hans Ven Hirtius, der behandler Aarene
51 og 50) og Commentarii de bello civili
(Optegnelser om Borgerkrigen 49-48) (3 Bd,
vistnok ufuldendt). Begge Skr har et politisk
Formaal: at retfærdiggøre C.’s Politik
(Gallerkrigen er offentliggjort lige efter Krigens
Ophør, 51), men er tillige værdifulde hist.
Beretninger, da C. i det hele holder sig saa nær til
Sandheden, som hans Formaal tilsteder.
Sammen med disse Skr er der overleveret
Behandlinger af de flg. Krige af ukendte Forfattere:
bellum Alexandrinum (Hirtius? Oppius?);
bellum Africum (i den nyeste Tid med yderst
tvivlsom Ret henført til Asinius Pollio); endelig
bellum Hispaniense (Krigen i Spanien, af en
ganske udannet Forf.). (Litt.:, se i det hele
Shanz, »Geschichte d. röm. Litt.« I, 2, § 117
-122. Kritiske Hovedudgaver af Nipperdey
[Leipzig 1847]; Dübner [Paris 1867, 2 Bd]; af
b. Gall. af Meusel [Berlin 1894]. Udg. med
Kommentarer af b. Gall. ved Schneider [2
Bd, Halle 1840-55]; ved
Kraner-Dittenberger [Berlin 1890]; af b. civile ved
Kraner-Hofmann [Berlin 1890]. Lexicon
Cæsarianum af Meusel [2 Bd, Berlin 1887-93].
- Oversættelse paa Dansk fuldstændig ved
O. Wolff [2 Bind, 1804], ved I. S. B.
Suhr [1840-41]. - Biografier af C. fra
Oldtiden af Plutarch og Sveton; nyere af
Napoleon III, Vie de César [2 Bd, 1865-66,
fortsat af Stoffel 1888]; Drumann, »Geschichte
Roms« III; Mommsen, »Röm. Geschichte«
III; I. A. Froude, C., a sketch [London 1886];
Sihter, »C. J. C.« [Leipzig 1912]; Rüstow,
»Heerwesen und Kriegführung C.«’s [2. Udg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
