- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
397

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cæsium, Cs, er et blødt, sølvhvidt Metal - Cæsius Bassus, rom. Lyriker og Metriker, levede under Nero og Vespasian - Cæsur (lat.: »Overskæring«) kaldes et Ophold i en, i Reglen længere, Verslinie - Coelacanthini, se Ganoider. - Coelenterata, se Polypdyr. - Cølestin, et Mineral, som bestaar af Strontiumsulfat (SrSO4) - Cølestin, 5 Paver af dette Navn har levet. - 1) C. I (422-32) - (C. II [Theobaldo Buccapeco], Modpave 1124). - 2) C. II (Guido del Castello) (1143-44) - 3) C. III (Giacinto di Bobone) (1191-98) - 4) C. IV (Goffredo Castiglione) - 5) C. V (Pietro del Morone)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

uforandret under Petroleum; paa Vand flyder
det under stærk Udvikling af Brint, der
brænder med rødviolet Flamme, idet der dannes
Hydroxyd, som opløses. C. har det største
Atomvolumen, 74, og er det mest elektropositive
af alle Metaller. Iltet Cs2O er orangegult, ved
250° næsten sort, men der gives ogsaa højere
Ilter. Saltene er i Alm. let opløselige, men giver
i Modsætning til alle andre Alkalisalte i Saltsyre
tungt opløselige Dobbeltsalte med forsk. tunge
Metalklorider, især Stanniklorid og
Antimontriklorid. Silicomolybdatet af Cs (og Rubidium)
er uopløselige, Cs-Alun er langt tungere
opløselig end Rubidium-Alun, og dette atter
meget tungere opløselig end Kali-Alun. I øvrigt
kendes Cs især og sikrest paa det
ejendommelige Spektrum, hvis mest fremtrædende Del
er to stærkt lysende blaa Linier. (Deraf Navnet
cæsius = himmelblaa). C. blev opdaget 1860 af
R. Bunsen ved et Arbejde, han udførte sammen
med G. Kirchhoff over Analyse ved Hjælp af
Spektraliagttagelser. Han fandt det i
Mineralvand fra Dürkheim i en Mængde af 0,17 mg.
CsCe i en I. Det forekommer meget udbredt,
men i meget smaa Mængder i Naturen, dog
sjældent i Planter, for hvilke det nærmest
synes at være en Gift. Pollux, et
C.-Aluminiumssilikat, fra Øen Elba indeholder 32 % Cs, amer.
Pollux, der er mindre sjælden, indeholder 12 %
Cs. Den bedste Kilde til Indvinding af Cs (og
Rubidium) er Stassfurter Karnallit; ved gentagne,
systematiske Omkrystallisationer o. s. v. samles
Cs (og Rubidium) til sidst i Moderluden.
R. K.

Cæsius Bassus, rom. Lyriker og Metriker,
levede under Nero og Vespasian og skal være
omkommet ved Vesuvs Udbrud 79. Af hans
Digte er saa godt som intet bevaret; derimod
synes en værdifuld metrisk Afh., de metris, at
hidrøre fra ham. Den følger et System, der
ogsaa var benyttet af Varro, men som gaar tilbage
til gr. Kilder; dets Kendemærke er, at alle
Versemaal afledes af et Grundvers (det daktyliske
Heksameter og det jambiske Trimeter, der
identificeredes). C. B. er stærkt benyttet af senere
Metrikere, især Terentianus Maurus. - Udg. af
Keil i Grammatici Latini VI.
A. B. D.

Cæsur (lat.: »Overskæring«) kaldes et
Ophold i en, i Reglen længere, Verslinie; den findes
ved et Ords Slutning inde i en Versefod, saa
at Øret uvilkaarlig kræver Rytmens
Fortsættelse. Man skelner mellem mandlig og kvindelig
C., alt efter som den kommer efter en
vægtigere ell. mindre vægtig Stavelse (Arsis ell.
Thesis). Mandlig C. findes f. Eks. i Verset: Vreden,
Gudinde! besyng, || som greb Peleiden Achilleus,
kvindelig i flg.: Mellem den Ædling Achilles ||
og Mændenes Drot Agamemnon. Den sidste Art
af C. føles som mindre kraftig. Ofte findes i en
enkelt Verslinie to ell. fl. C., som i dette:
Medens ved Væven | hun røgter sin Dont | og
reder mit Leje.
K. H.

Coelacanthini [sø-’ti.-], se Ganoider.

Coelenterata [sø-], se Polypdyr.

Cølestin, et Mineral, som bestaar af
Strontiumsulfat (SrSO4). Det krystalliserer rombisk,
isomorft med Tungspat og Anglesit, ofte i
fladerige Krystaller. Undertiden er Mineralet
himmelblaat (hvoraf Navnet), men oftest er det
farveløst, hvidt ell. graaligt. Haardheden er 3,
Vægtfylden 3,9-4,0. Smukke farveløse
Krystaller findes ved Girgenti paa Sicilien (her sammen
med Gips og Svovl), ved Bex i Schweiz o. a. St.
Blaalig C. findes bl. a. ved Frankstown i
Pennsylvania og i Nærheden af Jena i Tyskland. I
hvide kornede Masser er C. ret udbredt, især
forekommer den i Mergel, Kalksten og
Sandsten. I Danmark findes C. i graalige
uregelmæssige Klumper (Konkretioner) og som Udfyldning
i opr. hule Forsteninger i Kridtet i Møens Klint,
dog kun i ringe Mængde.
(N. V. U.). O. B. B.

Cølestin, 5 Paver af dette Navn har levet.

1) C. I (422-32) var Romer af Fødsel og
Diakon, da han valgtes til Roms Biskop. Han
betragtede sig som hele Kristenhedens
Overhoved, og hans Stræben gik ud paa at udvide
den rom. Biskops Myndighed. Han tog Parti
mod Nestorios, mod Pelagianismen og
Semipelagianismen. Af stor Interesse er hans Brev
af 26. Juli 428 til Bisperne af Narbonne og
Vienne; man regner det til Dekretalerne. Han
blev helligdømt, hans Fest er 6. Apr.

(C. II [Theobaldo Buccapeco],
Modpave 1124. Han var Kardinalpresbyter, da han
blev valgt til Pave af Pave Honorius II’s
Modstandere, trak sig tilbage Dagen efter sit Valg).

2) C. II (Guido del Castello)
(1143-44), en fornem Tuscier, der havde studeret
under Abailard. Han var kun Pave i lidt over 5
Maaneder og fik derfor ikke Tid til at
virkeliggøre de Forhaabninger, man havde sat til ham.

3) C. III (Giacinto di Bobone) (1191
-98). Han er den første Pave af Familien
Orsini, var 85 Aar, da han modtog Tiaraen. Han
gav Henrik VI Kejserkronen, mod at han fik
udleveret Tusculum, som han paa Romernes
Forlangende lod jævne med Jorden. Han maatte
rolig se paa, at det normanniske Rige gik over
i Hohenstaufernes Hænder. 1196 forkastede han
de fr. Bispers Ugyldighedserklæring af Filip
August’s Ægteskab med Ingeborg af Danmark.

4) C. IV (Goffredo Castiglione), f.
i Milano, udvalgt 8. Oktbr 1241, d. 6 Dage efter
uden at være blevet kronet.

5) C. V (Pietro del Morrone). Efter at
Kirken havde været uden Pave i 2 Aar og 3
Maaneder, enedes Kardinalerne 5. Juli 1294 om
at udnævne en Pave, der syntes lige uskadelig
for alle. Det var den 80-aarige Eneboer Pietro,
f. i Isernia i Apulien, ukendt af Herkomst, men
kendt for sin Hellighed og for at have stiftet
en Munkeorden. Man hentede ham fra hans
Celle paa Bjerget Morrone i Abruzzerne. Han,
der havde levet al sin Tid med Bodsøvelser og
intet havde set af Verden, stod nu paa en
Post, der krævede et politisk Geni og en
staalsat Karakter, ikke alt for øm i Valget af
Midlerne. Han stillede sig helt under Huset Anjou’s
Indflydelse og flyttede Kurien til Neapel.
Kardinalerne var forbitrede. C. længtes tilbage til sin
Hule, Kardinal Gaetani (Bonifacius VIII)
nærede denne Følelse og gjorde ham det
indlysende, at det var kanonisk tilladeligt at nedlægge
Tiaraen, og 13. Decbr 1294 gjorde han det. Hans
Efterfølger Bonifacius VIII vilde nu beholde
ham hos sig som Fange; thi hans Fjender holdt
stadig C. for den rette Pave, men Pietro

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:00 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0405.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free