Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5) C. V (Pietro del Morone) - Cølestinere, en Kongregation af Benediktinerordenen, stiftet 1254 af Pietro del Morrone - Cølestius, se Pelagius. - Cølesyrien, »det hule Syrien«, Betegnelse for den brede Dalsænkning mellem Libanon og Antilibanon - Cølialgi, Underlivssmerter, Kolik. - Cølibat (af lat. coelebs, ugift), ugift Stand, særlig de kat. Bispers og Præsters af Kirken paabudte Enestand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
flygtede til Morrone. Bonifacius lod ham gribe og
sætte i Fængsel paa Klippeborgen Fumone ved
Anagni, hvor han døde 19. Maj 1296. Hans Grav
blev et Valfartssted, og Clemens V helligdømte
ham, medens Dante gav ham Plads i Helvede
som den, »hvem Fejhed til et stort Afkald førte«
(III, 59).
L. M.
Cølestinere, en Kongregation af
Benediktinerordenen, stiftet 1254 af Pietro del Morrone, den
senere Pave Cølestin V, efter hvem de fik Navn,
opr. kaldtes de »Den hellige Damians Eneboere
ell. Eneboerne fra Morrone«. De fik stor
Udbredelse i Italien; men for Tiden findes saare
faa. Disse maa ikke forveksles med
Cølestinereremitterne, som er en Gren af
Franciskanerordenen. Nogle af de Franciskanere,
som protesterede mod Afvigelserne fra den
hellige Frants’ Regel, fik af Pave Cølestin V
Tilladelse til at udskille sig som en egen Orden,
Cølestinereremitter.
L. M.
Cølestius, se Pelagius.
Cølesyrien (lat.: coele Syria, af gr. κοίλος,
hul), »det hule Syrien«, Oldtidens Betegnelse
for den brede Dalsænkning mellem Libanon og
Antilibanon, især det nuv. el-Bikâ’, Plateauet
vestlig for Damaskus, med Floderne Orontes og
Lita. Det var i Oldtiden frugtbart og veldyrket.
I senere Tid betegnedes et større Omraade, mod
N. til Seleucia, mod N. til Sinai, ofte som C.
H. A. K.
Cølialgi, Underlivssmerter, Kolik.
Cølibat (af lat. coelebs, ugift), ugift Stand,
særlig de kat. Bispers og Præsters af Kirken
paabudte Enestand. Præsternes C. udvikledes allerede
i Oldkirken, skønt de første Kristne nærmest
stillede sig paa Gl. Test.’s Grund, hvorefter det
blot var Præsten forbudt at ægte en falden ell.
fraskilt Kvinde, medens Ypperstepræsten heller
ikke maatte ægte en Enke (3. Mos. 21, 7. 8. 13.
14.), og alle maatte forberede sig til
Altertjenesten ved at afholde sig fra deres Hustruer. Ny
Test. indeholder derfor ikke noget Krav om C.;
dog indskærpes det, at Biskoppen kun maa
indgaa eet Ægteskab (1. Tim. 3, 2. 4.; Tit. 1, 6).
Imidlertid fremkom allerede Paulus (1. Kor. 7)
med den Betragtning, at Ægteskab kun var
tilladeligt, naar man slet ikke kunde leve
afholdende, medens ugift Stand, særlig af Hensyn til
Verdens snarlige Undergang, var at foretrække.
Denne Tankegang slog an i Forfølgelsens Tider;
man ansaa ugift Stand for helligere og henviste
til Kristi Ord Matth. 19, 12; saaledes Ignatios,
Hermas og Origenes, men ogsaa en Gnostiker
som Markion. Montanismens Ringeagt for
Ægteskabet og Begejstringen for det begyndende
Eneboer- og Munkeliv fremmede end mere
Præsternes Enestand, især i Vesterland, hvor det sp.
Kirkemøde i Elvira (c. 300) endog truede med at
afsætte den Klerk, der levede i Samliv med sin
Hustru. Forgæves søgte dog Vesterlændingerne
at faa det alm. Kirkemøde i Nikæa 325 til at
vedtage lgn. Bestemmelser; den ægypt.
Bekender, Biskop Pafnutios, talte derimod, og
Forslaget blev forkastet. Alligevel trængte Kravet
mere og mere igennem i Vesterland, bekæmpet
af Helvidius og Vigilantius, men støttet af
Kirkefædrene, fremfor alle Hieronymus, der endog
betegnede alt Ægteskab som »smudsig Brynde«.
Romerbispen Siricius forbød ligefrem
Præsteægteskab (385), og for de Klerke, der i det
ringeste havde Graden som Underdiakon, blev
C. en Lov, medens Klerke af lavere Grad maatte
indgaa Ægteskab een Gang. I Østerland blev der
ikke paabudt C., men Bisperne var næsten altid
ugifte (at Synesios fra Ptolemais hævdede sig
Bet til som Biskop at fortsætte sit Ægteskab,
var en Undtagelse), og det trullanske Møde 692
fastslog den endelige Ordning: Har en Præst
før Indviseisen giftet sig, og hans Hustru ikke
har været gift tidligere, kan han til Trods for
sit kirkelige Embede fortsætte sit Ægteskab,
medens en Biskop, enten han tidligere har
indgaaet Ægteskab ell. ikke, er forpligtet til C.,
hvorfor Bisperne alm. tages bl. Abbeder og
Munke. Dette gælder ogsaa hos de unerede
Grækere.
Mere uregelmæssig forløb Udviklingen i den
vesterlandske Kirkeafdeling. Med Dannelsen af
de ny Stater paa Romerrigets Ruiner var der
kommet ny Elementer frem, som Pavestolen
ikke til fulde kunde magte. Det var derfor i
den ældre Middelalder alm., at Præsterne
levede i Ægteskab, selv Bisperne var stundom
gifte. Munkevæsenet drog dog Tanken hen mod
C., og særlig mærkedes det, da Cluniacenserne
fra 10. Aarh. foranledigede et stort
Kirkeopsving. Bestræbelserne havde i mange Maader
Lægfolkets Støtte, da man under højkirkelig
Paavirkning nærede en næsten overtroisk
Ærefrygt for den ugifte Stands Hellighed; i
Milano forfulgte Patarinerne i 11. Aarh. de gifte
Præster, og under Kong Niels fandt en lgn.
Bevægelse Sted paa Sjælland (1123). Især fra
Leo IX’s Tid (1049-54) gjorde Paverne de
cluniacensiske Reformideer til deres og aabnede en
djærv Kamp for C. Man kan bebrejde den
kirkelige Reform, at den slog Præsternes
virkelige Ægteskab sammen med deres
Frilleforbindelser og deres Utugt og kaldte det
altsammen »Nikolaïtisme« (Navnet taget fra Joh. Aab.
2, 6. 15); men den er dog for saa vidt at
undskylde, som Ægteskabets Indgaaelse foregik
under saa vage Former, at det vanskelig kunde
skelnes fra Slegfredlevned. Og C. var
nødvendigt, naar man vilde modarbejde
Præstestandens Verdsliggørelse og sikre den en fri og
uafhængig Stilling og dermed fremme dens
Mission i Kulturens Tjeneste. Gennemførtes C., da
var Præsten ikke længere bundet af
Familielivet, men kunde hellige sig helt til sit Embede,
og Præstens Gods, der tidligere gik i Arv til
hans Slægt, vilde til Dels nu blive Kirkens. Det
var ikke Magtsyge, men Idealisme, som stod
bag ved Kampen for C., og det var Tidens
største Aander, der førte denne Sag til Sejr. Efter
at allerede Leo IX havde paabudt C., bl. a.
paa Kirkemøderne i Rom, Pavia, Reims og Mainz
1049, fornyedes Kravene 1059 af Nikolaus II og
1063 af Alexander II, begge Gange under
Paavirkning af Hildebrand, og da denne besteg
Pavestolen som Gregorius VII, kundgjorde han
paa Fastesynoden i Rom 1074 Band over hver
gift Præst, der forvaltede Sakramenterne. De
lavere Præsters Modstand blev efterhaanden
brudt, især da den tyske Kejser havde tabt i
Kampen mod Pavestolen, og Præsteægteskabet
maatte dele Skæbne med Simonien og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
