Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Daddelmusling, Stendaddel, se Blaamuslinger. - Daddelpalme, se Phoenix. - Daddi, Bernardo, ital. Maler fra 14. Aarh. - Dadhica, Dadhici, se Dadhyanc. - Dadhyanc, senere Dadhica, Dadhici (jfr Sanskrit dadhi, »Surmælk«, en Ingrediens ved det vediske Offer), en Rishi - Dadler, Sorte, se Diospyros. - Daduchos (gr.), Titel paa den næstøverste Præst ved Helligdommen i Eleusis - Dael, Jan (Jean Francois) van, nederlandsk Blomster- og Frugtmaler, (1764-1840) - Daelman, Frédéric, Baron, belg. Diplomat, (1837-1911) - Daems, Servaas Domien, flamsk Forf., (1838- ) - Daendels, Hermann Wilhelm, holl. General, (1762-1818)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Daddelpalme, se Phoenix.
Daddi, Bernardo, ital. Maler fra 14. Aarh.,
Elev af Giotto. D. vides at have virket en Snes
Aar i Firenze, i hvis Sta-Croce der findes Vægbilleder
af D. (S. Stefanus’ og S. Laurentius’
Martyrdød); et Madonnabillede i Orcagnas Tabernakel
i Orsanmichele tilskrives ligeledes D.,
som iflg. skriftlige Kilder skal have malet et
saadant 1346 og 1347, endvidere en lille Madonna
i Akademiet i Firenze, Berlins Mus. m. v. Nogle
Forskere tilskriver D. det berømte Orcagna’ske
»Dødens Triumf« i Pisas Camposanto. (Litt.:
Vitzthum, »B. D.« [Leipzig 1903]).
A. Hk.
Dadhica, Dadhici, se Dadhyanc.
Dadhyanc, senere Dadhica, Dadhici
(jfr Sanskrit dadhi, »Surmælk«, en Ingrediens
ved det vediske Offer), en Rishi, som
spiller en Rolle i den ind. Mytologi og Sagnhistorie.
I Rigveda er D. en Rishi fra Fortiden.
Søn af Atharvan; Açvin’erne satte et Hestehoved
paa ham, ved Hjælp af hvilket han viste dem
»Tvashtri’s søde Drik« (madhu, hvormed sikkert
menes Soma-Drikken). Den mystiske Kundskab
om »madhu« (Sødmen, Kraften) tilskrives
saaledes D. Den indeholdes i Beg. af Brihadaranyaka-Upanishad,
iflg. hvilken alt eksisterende
gensidig er hinandens madhu ɔ: forholder
sig til hinanden som Honningen til Bierne, idet
det gensidig er et Produkt af hinanden og subsisterer
ved hinanden, og i samme Forhold staar
de enkelte Tilværelsesformer til det absolutte
(atman). Indra skal opr. have lært D. den
omtalte Kundskab og truet ham med at hugge
Hovedet af ham, hvis han lærte andre den,
hvorfor Açvin’erne ombyttede hans eget Hoved
med et Hestehoved, og da Indra havde hugget
dette af ham, satte hans eget paa ham igen.
I Rigveda fortælles endvidere, at »Indra med
D.’s Knogler dræbte 810 Vritra’er efter at have
fundet det Hestehoved, som var skjult i Bjergene«,
hvormed skal menes det ovenn. Hestehoved,
som Indra, da han trængtes af Asuraerne,
efter D.’s Død brugte som Vaaben. I de
episke Sagn kommer de betrængte Guder til
D.’s Enebo og bevæger ham til at ofre sit Liv,
for at de kan faa hans Knogler, hvoraf Viçvakarman
laver den »Tordenkile«, hvormed Indra
dræbte Vritra. (Litt.: Böhtlingk og
Roth’s »Sanskrit-Wörterbuch«; Mahabharata,
I Kap. 178-180, III Kap. 203-204, XII
Kap. 348; Wilson’s »Vishnu Purana« ved
Fitzedward Hall; jfr ogsaa Gubernatis,
»Die Thiere in der indogermanischen
Mythologie«, übers. von M. Hartmann [Leipzig
1874], S. 220 ff.).
(S. S.). D. A.
Dadler, Sorte, se Diospyros.
Daduchos [-kås] (gr.), Titel paa den næstøverste
Præst ved Helligdommen i Eleusis; Værdigheden
var livsvarig og arvelig i Kerykernes
Slægt. Ud over den Antydning, der ligger i
Navnet (δαδούχος = Fakkelbærer), vides saa
godt som intet om, hvori D.’s Funktioner ved
den eleusinske Kultus bestod.
C. B.
Dael [da.£], Jan
(Jean François) van, nederlandsk
Blomster- og Frugtmaler, f. 1764 i Antwerpen,
d. 20. Marts 1840 i Paris. Han blev uddannet
paa Antwerpens Kunstakademi, kom tidlig
(1786) til Paris, var først sysselsat som Dekorationsmaler,
men fandt snart sit egl. Felt
som Blomstermaler, i hvilken Egenskab han
blev meget paaskønnet, ved talrige Bestillinger
og Æresbevisninger, af det fr. Hof. Især Louvre-Samlingen
ejer gode Billeder af ham.
A. Hk.
Daelman [’da.£man, fr. da.l’mã], Frédéric,
Baron, belg. Diplomat, f. 1837 i Deuil, d. 1911,
var 1873-84 Legationsraad i Petrograd, 1884-93
Gesandt i Meksiko og blev 1893 Gesandt i
Sthlm, tillige akkrediteret i Kbhvn (6. Apr.
1893-Maj 1906), indtil der oprettedes et særligt belg.
Gesandtskab for Norge og Danmark med Sæde i
Kbhvn.
F. de F.
Daems [da.ms], Servaas Domien, flamsk
Forf., f. 4. Juni 1838 i Noorderwijk (Prov. Antwerpen),
var i en lang Aarrække Lærer i
Teologi og Bibliotekar ved det præmonstratensiske
Abbedi i Tangerloo. Han har skrevet en lang
Rk. Skr af overvejende opbyggelig Karakter,
hvoriblandt fl. Digtsamlinger. En ejendommelig
Specialitet har han uddannet i sine Pasticher
efter gl. religiøse Digte, og disse har ved deres
naive Sprog gjort megen Lykke. Af hans Skr
skal nævnes: »De Kruiwagens« (1869, 2. Opl.
1882), »Arme Lijderes« (1881, 2. Opl. 1885), »Luit
en Fluit« (1884) og »Het Lied der Linden« (1890,
2 Opl. 1891). Enkelte af hans Bøger foreligger
i en kunstnerisk stiliseret Udstyrelse, der er en
Efterligning af middelalderlige Forbilleder. Hans
Prosafortællinger roses for fin Humor og Naturtroskab
i Skildringen af Folkelivet.
A. I.
Daendels [’da.ndə£s], Hermann Wilhelm,
holl. General, f. 21. Oktbr 1762 i Hattem
i Geldern, d. paa Guinea-Kysten 2. Maj
1818. Han var opr. Advokat, deltog i Oprøret
1787, landsforvistes og flygtede til Dunkerque,
hvor han beskæftigede sig med Handelsanliggender
indtil Udbruddet af den fr. Revolution,
paa hvilket Tidspunkt han indtraadte i Dumouriez’
Hær, som han ydede betydelige Tjenester
ved Invasionen i Holland. Han viste megen Tapperhed,
forfremmedes til Brigadegeneral og udmærkede
sig særlig ved Indtagelsen af Coutrai
1794. Som Generalløjtnant og Divisionsgeneral
kom han ind i den bataviske Republiks Hær.
Hans Mangel paa grundig milit. Uddannelse i
visse Retninger var vel Skyld i fl. Uheld, men
han viste megen Dygtighed og tvang som Overgeneral
for Hæren det eng.-russ. Korps til Kapitulation.
P. Gr. a. Misfornøjelse tog D. sin
Afsked efter Freden i Amiens, men ved Krigens
Udbrud 1806 fik han igen Tjeneste i sin tidligere
Grad, erobrede Østfriesland og blev Guvernør
i Münster; 1807 udnævntes han af Kongen
til Marskal af Holland og var 1808-11 Generalguvernør
i de ostindiske Besiddelser, hvilket
Embede han røgtede med megen Strenghed,
men tillige med megen Dygtighed. Napoleon
kaldte ham tilbage og viste ham megen Opmærksomhed.
I Felttoget 1812 kommanderede
D. 26. Division, med hvilken han dækkede Tilbagegangen
over Berezina og bidrog til at standse
Wittgenstein. Han blev derefter Guvernør i
Modlin, som han forsvarede med megen Haardnakkethed.
1814 gik han i Kongen af Nederlandenes
Tjeneste og fik det Hverv at tage de
paa Guinea-Kysten generhvervede Kolonier i
Besiddelse. Han virkede her med megen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
