Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Daendels, Hermann Wilhelm, holl. General, (1762-1818) - Daffinger, Moritz Michael, østerr. Maler, (1790-1849) - Dafila (Spidsand), se Ænder. - Daflas (Dufflas) ell., som de selv kalder sig, Banghîn *c: Mennesker, tibetansk Folkestamme i det østlige Himalaya - Dafne, - 1) i den græske Mytologi en Nymfe, Personifikation af Laurbærtræet - 2) En smuk, kilderig Lund, som i Oldtiden laa c. 8 km S. f. Antiocheia - Dafneforia (gr.), Fest, der i Oldtiden fejredes fl. St. i Grækenland - Dafnetin, se Dafnin. - Dafni,Kloster 7 1/2 km V. f. Athen ved den »hellige Vej«, som fører fra Athen til Eleusis - Dafnier (Cladocera) danner den ene store Underorden af Fyllopodernes Orden (se Bladfødder)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dygtighed til sin Død. - D. har skrevet to betydelige
Afh.: Rapport des opérations de la division
du lieutenant général D. depuis le 22 août jusqu’
à la capitulation de l’armée anglaise et russe le
18. octobre 1799 (1808) og Mémoire sur l’état
des possessions néerlandaises dans les Indes
orientales de 1808-11 (1814). (Litt.: Mendels,
»H. W. D. 1792-1807« [Haag 1890]).
B. P. B.
Daffinger [’dafəŋər], Moritz Michael,
østerr. Maler, f. 25. Jan. 1790 i Wien, d. smst.
22. Aug. 1849. Fra Porcelænsmaleriet vendte
han sig mod Portrætfaget og opnaaede med sine
fine, af Lawrence’s Kunst koloristisk paavirkede
Portrætminiaturer paa Elfenben, Olie- og
Vandfarvebilleder en saadan Succes, at Wiens
Aristokrati med Fyrst Metternich i Spidsen fornemmelig
søgte hans Atelier. Der skal da ogsaa
være udgaaet over Tusind Portrætter fra hans
Haand.
A. Hk.
Dafila (Spidsand), se Ænder.
Daflas (Dufflas) ell., som de selv kalder
sig, Banghîn ɔ: Mennesker, tibetansk Folkestamme
i det østlige Himalaya, bebor de skovklædte
Dale mellem Floderne Subansiri og
Sundri, N. f. Assam. Ved Siden af lidt Agerbrug
omkr. Landsbyerne lever de hovedsagelig
af Jagt; tidligere var de berygtede for deres
Røvertog ned i Assams Sletteland. I Kultur staar
D. paa et primitivt Standpunkt. De har ingen
Præster, og Høvdingerne er kun midlertidige
Førere paa Krigs- ell. Jagttog. Alle Former for
Ægteskab fra Polygami (de Rige) til Polyandri
(de Fattige) er tilladt. I de senere Aar udvandrer
mange som Arbejdere til Assam.
M. V.
Dafne, 1) i den græske Mytologi en Nymfe,
Personifikation af Laurbærtræet (græsk δάφνη).
Apollon elskede D., men hun skyede ham; da
hun ikke kunde undfly Guden, blev hun paa sin
Bøn forvandlet til Laurbærtræet, der derfor var
Apollon helliget. Forvandlingsscenen er fremstillet
i fl. pompejanske Vægmalerier.
2) En smuk, kilderig Lund, som i Oldtiden laa
c. 8 km S. f. Antiocheia, af Seleukos indviet til
Apollon. Gudens Tempel, der laa i Lundens
Midte omgivet af høje Cypresser, havde Asylret;
hvert Aar i Aug. fejredes her en stærkt besøgt
Fest. P. Gr. a. sin Naturskønhed var D. tillige
et yndet Udflugtssted for Antiocheia’s Indb. Senere
opholdt de rom. Magthavere sig gerne her;
Kejser Diocletian byggede endog et Slot i D.
362 e. Kr. nedbrændte Apollo-Templet. Man har
ment at genfinde Stedet, hvor D. laa, ved det
nuv. Beit-el-Ma.
C. B.
Dafneforia (gr.), Fest, der i Oldtiden fejredes
fl. St. i Grækenland, især i Delfoi og i Theben,
til Ære for Apollon, og ved hvilken Grene af
Laurbærtræet, der var Guden helliget, førtes i
Procession.
C. B.
Dafnetin, se Dafnin.
Dafni, Kloster 7 1/2 km V. f. Athen ved den
»hellige Vej«, som fører fra Athen til Eleusis.
I Oldtiden laa her en Apollon-Helligdom, som
gik til Grunde c. 395 e. Kr. Navnet bevarer Mindet
om den (δάφνη = Laurbær). Klosteret blev
grundlagt i 5. ell. 6. Aarh., fornyet henimod
1100; de frankiske Hertuger blev begravede her.
I Kirken, der blev restaureret 1893, findes interessante
byzantinske Mosaikker paa Guldgrund
(fra c. 1100). (Litt.: G. Millet, Le monastère
de Daphni [Paris 1899]).
C. B.
Dafnier (Cladocera) danner den ene store
Underorden af Fyllopodernes Orden (se Bladfødder).
Det er smaa Krebsdyr, hvis Legeme
med Undtagelse af det frit fremtrædende Hoved
i Alm. omsluttes af en toklappet Skal. 1. Par
Antenner er meget korte, udstyrede med Sansehaar,
2. Par kraftige, veludviklede Svømmeorganer,
bestaaende af en Stamme og af 2-3-leddede
Grene forsynede med lange Svømmebørster.
Munddelene bestaar hos det udviklede
Dyr af et Par kraftige Kindbakker og et Par
Kæber. Derefter følger 4-6 Par Ben, som snart
alle er af mere ell. mindre bladet Bygning, snart
er kraftige med Torne besatte Gribeben. Bagkroppen
er slaaet ind mod Bugen, og Endeafsnittet,
den saakaldte Post-Abdomen, er sammentrykt,
stærkt kitiniseret og ender med 2
mere ell. mindre kraftig udviklede Halekløer;
Bagranden er som oftest besat med Torne; hos
visse Former bliver Post-Abdomen særdeles lang
og smækker og bruges i saa Fald til at sætte
fra med, saaledes at Dyrene bliver i Stand til
at foretage mægtige Spring. De to sammensatte
Øjne smelter i Midtlinien sammen til et enkelt,
uparret Organ udstyret med store, særdeles
stærkt lysbrydende Linser; to kraftige Muskler
sætter dette Øje i en uafbrudt sitrende Bevægelse.
Det hos andre Smaakrebs ofte optrædende
enkelte, uparrede Biøje findes næsten aldrig.
Paa Forbrystets øverste Rand findes ikke sjælden
(særlig Polyfemider og Sida) et saakaldet
Nakkeorgan, et Kompleks af Kirtelceller, hvis
Sekret anvendes til at klæbe Dyrene fast med
til fremmede Genstande. Der forefindes altid en
meget stor Skalkirtel, som udmunder neden for
Kæberne. Tarmkanalen er et bugtet ell. slynget
Rør med 2 temmelig korte Leverblindsække.
Hjertet, der ligger oppe under Ryggen, er kuglerundt
med Aabninger, for at Blodet kan træde
ud og ind. Kønskirtlerne er parrede, aflange
Sække, liggende paa hver Side af Tarmen, og
Æggestokkene er af en meget kompliceret Bygning.
Æggene træder ud under det Hulrum (en
Slags Rugehule), der findes mellem Bagkroppen
og Skallerne, og som bagtil lukkes af 1-3 fra
Bagkroppen udgaaende vorteformede Tappe.
Heroppe forbliver Æggene, saafremt disse er
Sommeræg (se ndf.), indtil Ungerne er
udklækkede, og een efter een slipper da ud af Rugehulen.
Meget ofte tilføres der Æggene, saa længe
de opholder sig her, Næring fra et moderkageagtigt
Organ, der ligger paa Undersiden af
Rugehulen og bestaar af meget store, vandklare
Celler, gennem hvilke en Del af Moderdyrets
Legemsvædske passerer (særlig Polyfemider).
Det mærkeligste Træk i D.’s Naturhistorie er
utvivlsomt deres Udviklingshistorie. Af de Hunner,
der udvikler sig i det tidlige Foraar, fødes
der et ret betydeligt Antal paa hinanden flg.
partenogenetiske Generationer, der udvikler sig
af smaa tyndskallede Æg, saakaldte Sommeræg,
som træder ud i Rugehulen og udvikler sig der.
Først langt hen i Sommerens Løb ser man Hannerne
optræde; disse parrer sig nu med Hunnerne,
og Resultatet heraf er, at disse begynder
at producere en egen Slags Æg, »Hvileæg«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
