Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale / 413 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dag (lat. dies) betegner enten den Tid, Solen er over Horisonten, i Modsætning til Nat

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Solen kulminerer, at anbringe Forskellen mellem
sand og middel Tid, Tidsjævningen, som
Ptolemaios kendte til, Tycho Brahe anvendte
(rigtignok kun den Del, der afhænger af Ekliptikkens
Hældning) og Kepler gav en udtømmende
Teori for; den vil være positiv, naar Middelsolen
kommer før i Meridianen, negativ, naar
den kommer senere i Meridianen, end Solen.
4 Gange i Aaret naar Tidsjævningen sin Maksimumsværdi,
nemlig 12. Febr + 14 Min., 14. Maj
÷ 4 Min., 26. Juli + 6 Min. og 3. Novbr ÷ 16
Min., og paa 4 mellemliggende D., nemlig 15.
Apr., 15. Juni, 1. Septbr og 24. Decbr, er den 0;
da kulminerer Middelsolen og Solen samtidig.
Af de anførte Maksimalværdier vil det fremgaa,
at disse daglige Afvigelser i Solens Bevægelse,
hvorom der ovf. er talt, kan dynge
sig op lige til 1/4 Time. Saaledes bliver Solen i
Tidsrummet fra 2. Novbr til 10. Febr gennemsnitlig
for hver D. 18-19 Sek. efter Middeltiden,
og dette fortsat gennem 100 D. bringer den
sande Soltid fra at have været 16 Min. foran
Middeltid til i Februar at være 14 Min. efter
denne. Forandringen i Tidsjævningen er størst
i Decbr og den første Halvdel af Jan.; dette
giver sig bl. a. til Kende derved, at naar D.
begynder at længes over Nytaar, er Tilvæksten
stærkere efter Middagen end om Morgenen. Og
en af Virkningerne af denne Forskel mellem
sand og middel Tid, der ofte bliver misforstaaet,
kommer til Syne paa den Maade, at
Tiden fra Solopgang til Middag (Formiddag)
ikke er lig Tiden fra Middag til Solnedgang
(Eftermiddag); dette kommer simpelthen deraf,
at for Solens Op- og Nedgang kommer den
virkelige Sol i Betragtning, medens Middag bliver
bestemt efter denne fingerede Middelsol.
(I Midten af Febr vil saaledes Eftermiddag være
omtr. 1/2 Time længere end Formiddag, medens
i Midten af Novbr det omvendte finder Sted).
Forstaar man derimod ved Middag den sande
Sols Kulminationsøjeblik, bliver der ingen Forskel
paa Længden af For- og Eftermiddag, naar
man bortser fra den lille daglige Forandring i
Solens Deklination. I de astron. Aarbøger finder
man Tidsjævningen angivet for hver D.’s
Middag for det Steds Meridian, hvortil Aarbogen
er beregnet, i Almanakkerne meddeles hyppigere
Middeltiden i sand Middag.

Den naturlige D.’s Længde afhænger af
Solens Deklination og Stedets Polhøjde. Ved
Ækvator er den hele Aaret igennem 12 Timer;
paa alle andre Punkter af Jorden vil dette finde
Sted kun ved Foraars- og Efteraarsdøgn, fordi
Solen da staar i Ækvator. Kommer nu Solen
N. f. Ækvator, vil D. paa den nordlige Halvkugle
blive længere, og for de Punkter, som
ligger mellem Ækvator og den nordlige Polarkreds
(66 1/2°), naa sin største Længde, naar
Solen staar i Krebsens Vendekreds (Sommersolhverv).
Fra nu af aftager D.’s Længde, naar
sin Længde paa 12 Timer ved Efteraarsjævndøgn
og sin mindste Længde (24 Timer formindsket
med den længste D.’s Længde), naar Solen
staar i Stenbukkens Vendekreds (Vintersolhverv),
hvorpaa den igen vokser indtil 12 Timer ved
Foraarsjævndøgn. For Beboerne af den sydlige
Halvkugle indtræder de længste D., naar Solen
staar i Stenbukkens Vendekreds, og de korteste
naar den er i Krebsens Vendekreds. Størrelsen
af den halve Dagbue (s. d.) for den længste D.
findes af Formlen cos t = - tgφ tg 23 l/2°
(φ = Polhøjde). Længden af den længste D. mellem
Ækvator og Polarcirklen ses i flg. Tabel:

Polhøjde	Længste D.
	Tim.	Min.
0°	12	0
5°	12	17
10°	12	35
15°	12	53
20°	13	13
23 1/2°	13	27
25°	13	33
30°	13	56
35°	14	21
40°	14	51
45°	15	26
50°	16	9
55°	17	6
60°	18	30
65°	21	8
66 1/2°	24	0

For Polarcirklen er altsaa den længste D. 24
Timer, og for de Punkter, som ligger Polen endnu
nærmere, vil Solen allerede før Solhverv ikke
gaa ned, den vil være cirkumpolar, og disse
Egne vil have Midnatssol. Et halvt Aar senere
vil de samme Egne have en lige saa lang
stadig Nat, Mørketid. Længden af denne
stadige D. (Nat) vokser mod Polen, hvor den
varer et halvt Aar, saaledes om det fremgaar
af flg. Tabel:

1	Maaned	i 67°	23’	Br.
2	Maaneder	i 69°	5l’	-
3	-	i 73°	40’	-
4	Maaneder	i 78°	11’	Br.
5	-	i 84°	5’	-
6	-	i 90°	0’	-

Disse her anførte Værdier for den længste
D.’s Længde gælder kun under den Forudsætning,
at Jordens Atmosfære er sat ud af Betragtning
(se Refraktion og Dæmring).

Den ældste Inddeling af D., man kender til,
var i 12 lige store Dele. Det er hos Akkadierne,
de ældste Beboere af Babylonien, fra 22. Aarh.
før vor Tidsregning, at man finder denne Maade
at dele D. paa, medens man i det vestlige Asien
og i Ægypten delte D. i 24 Dele; dette er ogsaa
bibeholdt af de Folk, som blev civiliserede herfra.
Under den fr. Revolution foreslog Laplace
1792 at dele D. i 10 Timer à 100 Min. à 100 Sek.,
hvorved 1 Decimalsekund blev = 0,864 Sek. Middeltid;
men dette Forslag blev ikke antaget og
har nu kun Interesse derved, at Laplace bruger
denne Tidsinddeling gennemgaaende i sin Mécanique
céléste.

Medens D. saaledes af de fleste Nationer har
været delt i 24 Dele, har Momentet for dens
Beg. været højst forsk. Athenerne og formodentlig
alle Grækere ligesom nu Jøder og Muhammedanerne
begyndte den med Solnedgang,
fordi de brugte Maaneaar; enhver ny Maaned,
og følgelig ogsaa ethvert nyt Aar, begyndte
med den første synlige Maanefase, det, vi kalder,
at »Nyet er tændt«. Ægyptere og mulig Babylonierne
regnede D. fra Solopgang, fordi de
rettede Tiden efter Solen. Men begge disse Tidspunkter
er ikke synderlig bekvemme, fordi Tiden
for Solens Op- og Nedgang varierer med
Aarstiden, og skulde derfor den naturlige D.
(Nat) inddeles i 12 lige store Dele, blev disse
af ulige Længde (horæ temporales) og var kun
ved Jævndøgn lige lange (horæ æquinoctiales).
Ptolemaios begyndte D. med Solens øvre Kulmination,
fordi dette Tidspunkt lader sig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>