Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dag (lat. dies) betegner enten den Tid, Solen er over Horisonten, i Modsætning til Nat - Dag i nordisk Mytologi: Dagslyset opfattet som mandligt Væsen, der daglig drager over Himmelbuen - Dagadó Forrás, se Kalugyér. - Dagalien, et lille Anneks til Nore Præstegæld i Nummedal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bekvemt iagttage; dette bruges ogsaa af Astronomerne,
der regner D. fortløbende fra Middag
til Middag i 24 Timer, medens man i det borgerlige
Liv foruden at dele D. og Natten særskilt
i 12 Timer begynder D. med Midnat, saaledes
som det var Skik hos de gl. Romere og
derfra gik over til de øvrige Europæere. Enkelte
Nationer, som Italienerne, tæller D. fortløbende,
fra Midnat til Midnat, hvorved undgaas
Betegnelsen Formiddag og Eftermiddag.
Formiddagsklokkeslettet er som før, men
Eftermiddagsklokkeslettet er forøget med 12.
I de senere Aar har man i fl. Stater i Europa
fundet det bekvemmere, væsentlig af Hensyn til
Kommunikationerne, at begynde D. efter en bestemt
Meridian og derved indført en Fællestid
for det hele Land. Saaledes har man i
England og Skotland siden 1848 begyndt D. i
samme Moment som i Greenwich, og i Sverige
siden 1879 efter en Meridian, der paa det nærmeste
ligger 15° Ø. f. Grw. og gaar omtr. midt
gennem Landet, hvorved altsaa den sv. Fællestid
blev Greenwich-Tid forøget med 1 Time
(Afvigelsen er 14 Sek.). Da det har vist sig at
være af praktisk Bet. at indføre denne Fællestid,
blev dette 1883 i Amerika (de forenede Stater)
ordnet paa den Vis, at Landet blev inddelt
i 5 Zoner hver af 15° Længde, med Greenwich
som Udgangspunkt; inden for hver Zone skulde
D. begynde paa samme Klokkeslet, og naar
man gik fra den ene Zone til den næste, skulde
Tiden springe med en hel Time. Denne Fællestid
er nu blevet antaget i flg. europ. Lande, Norge,
Sverige, Danmark, Tyskland, Luxembourg,
Schweiz, Italien, Østerrig, Ungarn, Bosnien,
Serbien, Malta, der bruger den saakaldte mellemeuropæiske
Tid ɔ: Greenwich-Tid forøget
med 1 Time. Greenwich-Tid bruges foruden
i Storbritannien ogsaa i Belgien, Frankrig, Spanien,
Portugal, Gibraltar, Algier og paa Færøerne.
Den østeuropæiske Tid, 2 Timer foran
Greenwich-Tid, bruges i Bulgarien, Rumænien,
Tyrkiet og Ægypten. I Rusland bruges Pulkovas
Tid, som er 1 Min. foran den østeurop. Tid. Se
for øvrigt Nautical Almanac.
J. Fr. S.
Ugedagenes Navne er dannede af Orientens
Astrologer efter de 7 Planeter, der troedes
at regere Menneskets Skæbne (jfr Uge);
de skal, iflg. Dio Cassius, stamme fra Ægypten
og blev omkr. Kristi Fødsel overførte til Græsk
og videre til Latin, hvis Gudenavne - Sol,
Maane, Mars, Merkur, Jupiter, Venus og Saturn
- er forplantede ned i de rom. Sprogs Dagnavne.
Under Romerrigets stærke Berøringer
med de got. Folk optog Nedertyskerne Ugeinddelingen
og Dagnavnene; idet de beholdt Opkaldelsen
efter Sol og Maane, gav de flg. 4
Ugedage til deres 4 Hovedguddomme, Tiv (Tyr),
Voden (Odin), Thonar (Thor) og Fria (Frigg)
og ved den 7. D. lod Saturn staa uoversat (i
eng. Saturday, Lørdag, fortsætter den gl. rom.
Gud endnu dette Skyggeliv). Denne ældste Navnerække
møder vi hos alle nedertyske og eng.
Folk, f. Eks. i efterfølgende angelsaksiske: Sonnan
däg, Monan däg, Tîves däg, Vôdnes däg,
Thunores däg, Frige däg, Sæternes däg. Da
Højtyskerne optog denne Liste, slettede de
Voden (som de ikke dyrkede) og Saturn (som
de ikke kendte) og gav Ugens 4. og 7. D. Navn
efter deres Plads (Mittwoche og Sonnabend).
Nordboerne optog ligeledes Dagrækken med
nordisk Udtale af Gudenavnene, kun beholdt de
Fredag af tysk Fria i St f. nordisk Frigg. Deres
originale Tilskud er kun at have aflivet den gl.
Saturn og givet Ugens sidste D. et hjemligt
Navn efter deres tilvante varme Bad, laug, løg,
som Laugardagr, Løverdag, Lørdag. Disse Navne
holdt sig, selv efter Kristendommens Indførelse;
kun paa Island søgte Biskop Jon (1106-21) at
ombytte de hedenske Gudenavne med Ugedagenes
Nummer (efter 1. Mosebog 1), han fik virkelig
Torsdag efterhaanden delvis fortrængt af
fimtidagr o. s. v.
Denne gejstlige Uro for de hedenske Dagsnavne
var overdrevet; men helt ugrundet var
den ikke. Af al den Overtro, der lige fra først
af havde ledsaget D.’s Opkaldelse efter Planeterne,
var vel kun saare lidt endnu dengang
naaet til Norden; dog havde der dannet sig
en Tro paa Torsdagens Bet., som fra flere
Sider føltes som dybt indgribende. Der var paa
den ene Side den offentlige Dyrkelse af Tor som
Menneskesamfundets Værner, der fik henlagt
Tingdage, Bryllupper o. l. betydningsfulde Handlinger
til Torsdagen. Paa den anden Side banede
Folkets Forestillinger om Tordenens og
Tordengudens Kamp med Trolde Vej for at
henlægge Brugen af Staal, Ild ell. Flintøkser
ved Trolddom, ell. overhovedet alle Tryllemidler,
til denne D. ell. rettere dens Aften og Nat;
og idet den opr. Forestilling helt glemtes, blev
Torsdagskvælden den Tid, hvor alt Troldtøj var
ude (jfr Asgaardsrej). - Troen paa
uheldige Ugedage, saavel som paa uheldige D.
i Aaret (»Tycho Brahe’s D.«), naaede først langt
senere til Norden (se blaa Mandag og
Dagvælger).
Kristendommen, der ved sin Hviledag skærpede
Ugeinddelingen, har gennemgaaende ikke
bragt ny Ugedagsnavne; kun er dens Navne paa
Lørdag og Søndag, Sabbat og »Herrens D.« (Dominica),
trængte ind i de romanske Sprog (fr.
Samedi, Dimanche) og har gjort Forsøg paa
ogsaa at naa ind i de got. Det danske Søndag
opfattes af Nutidens Bevidsthed som »Sønnens
D.«, idet man har glemt dets Afledning af oldn.
sunna, Sol.
A. O.
Dag i nordisk Mytologi: Dagslyset opfattet
som mandligt Væsen, der daglig drager over
Himmelbuen; Søn af Delling ɔ: den straalende
(Morgenrøden?), der bor ved Jordens Yderkant;
tænkes omgivet af en Flok »Dagsønner«, en
Slags Lysaander, og paakaldes sammen med sin
Moder, Nat, og hendes Ledsagersker. Han optræder
ikke inden for Valhals mere menneskelignende
Gudekreds. En kendt Fremstilling af
D. i den nyere Kunst er P. N. Arbo’s »D.«.
D. bruges ogsaa som Mandsnavn sparsomt i
nordiske Sammensætninger (Dagny, Dagfinn),
hyppigere i Tyskland (Dagobert ɔ: straalende
som D.).
A. O.
Dagadó Forrás [’dägådo.-’for.a.∫], se Kalugyér.
Dagalien, et lille Anneks til Nore Præstegæld
i Nummedal med kun (1910) 318 Indb.,
ligger øverst op mod Hardangervidden omkr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
