Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Karl Theodor Anton Maria D., tysk Kurfyrste og Storhertug, (1744-1817) - 2) Emerich Josef D., Baron og senere Hertug af D., tysk og senere fr. Diplomat (1773-1833) - Dalbergia L. fil., Slægt af Ærteblomstrede (D.-Gruppen), Træer ell. Lianer med uligefinnede Blade - d'Albert, se Albert, E. - Dalbono, Edoardo, ital. Maler, (1843- ) - Dalbosjön, se Vänern. - Dalby, Landsby i Skaane, Malmohus Len, Torna Herred, c. 8 km Ø. f. Lund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Slægtens Stamslot Hernsheim ved Worms,
d. 10. Febr 1817 i Regensburg, var Søn af en
kurmainzisk Gehejmeraad og blev tidlig bestemt
for den gejstlige Stand. Han studerede dog
fortrinsvis Retsvidenskab (blev 1761 Dr. jur.) og
de skønne Videnskaber; blev 1768 og 1770
Domherre i Mainz og Worms og 1772 kurfyrstelig
Statholder i Erfurt. Han styrede her indtil 1802
med stor Dygtighed og Frisind, udjævnede Splid
mellem Katolikker og Protestanter, fremmede
Landskabets Opkomst og virkede særlig for
Skolevæsenet og Oplysningen. Ogsaa stod han i
venskabeligt Forhold til det weimarske Hof og
Digterkredsen, især Schiller (hvem han senere
gav en Aarpenge), og skrev fl. kunstfilosofiske
Skr. 1787 blev han, nærmest ved preuss. Hjælp,
udnævnt til Koadjutor i Mainz (1788 tillige i
Konstanz), men fik ingen virkelig Indflydelse paa
Kurfyrstendømmets Styrelse. Han sluttede sig
vel til Fyrsteforbundet, men vilde dog tillige
holde fast ved Kejseren og Rigets Enhed; 1797
tog han paa Rigsdagen i Regensburg varmt til
Orde for en kraftig Fortsættelse af Kampen mod
Frankrig. 1802 blev D. Kurfyrste i Mainz og
dermed Rigsærkekansler og Primas i Tyskland;
men selve Kurfyrstendømmets Lande var 1801
tabte til Frankrig, og 1802 tog Preusserne
Erfurt. D. sluttede sig derfor til Frankrig og
opnaaede derved at beholde
Kurfyrsteværdigheden; hans Sæde forlagdes til Regensburg,
hvorhos Wetzlar og Aschaffenburg føjedes til.
At hævde sin gejstlige Overhøjhed i det
sydvestlige Tyskland lykkedes ham dog ikke, skønt
Paven 1805 ophøjede ham til Ærkebisp af
Regensburg og gav ham Titel af Metropolit. Svag
af Karakter og forfængelig knyttede D. sig
stedse nøjere til Napoleon I, hvem han priste
som »Tysklands Frelser« og en »ny Karl den
Store«; han overværede hans Kroning, viede
1805 Eugène Beauharnais’ Ægteskab - ligesom
1807 Jérôme Bonaparte’s - og indsatte 1806
Kardinal Fesch til Koadjutor. Til Løn blev han
1806 Fyrst-Primas for det nystiftede
Rhin-Forbund, fik Forsædet i dets
Forbundsforsamlinger og Titel af kgl. Højhed, samt forflyttedes
til Frankfurt. Her udfoldede han lgn. Iver for
sit ny Land som tidligere i Erfurt og
Regensburg, bragte Orden i Finanserne, indførte Code
Napoléon og forbedrede Skolevæsenet. 1810
bortbyttede han Regensburg imod Fulda og Hanau
samt fik Storhertugtitel; men i Virkeligheden
var hans Land kun en fr. Prov., og alle hans
Bestræbelser for at danne en tysk Nationalkirke
strandede. Med Napoleon’s Nederlag 1813 svandt
hele Herligheden, og D. maatte tage Bopæl i
Schweiz. Det eneste, som han reddede af
Skibbruddet, var Ærkestiftet Regensburg, som han
fik tilbage Juni 1814 og senere styrede ypperlig,
samt Bispedømmet Konstanz, der var tilfaldet
ham 1800. Hans store Godgørenhed gjorde ham
elsket og æret i hans Stift. (Litt.: J. Müller,
»Karl Theodor v. D.« [Würzburg 1874]; K. v.
Beaulieu-Marconnay, »Karl v. D. und
seine Zeit« [2 Bd, Weimar 1879])
2) Emerich Josef D., Baron og
senere Hertug af D., tysk og senere fr. Diplomat
(1773-1833), Brodersøn af ovenn. K. D., blev
1803 badensisk Sendemand i Paris og tog Del i
Underhandlingerne om Arvestorhertugens
Ægteskab med Napoleon I’s Adoptivdatter Stéphanie
1806. Han stod 1808 en kort Tid i Spidsen for
Badens Regering og indførte bl. a. Reformer
ogsaa Code Napoléon. S. A. ægtede D. en fr.
Dame, som blev Hofdame hos Kejserinde
Josephine, og tog 1809 fr. Indfødsret, fordi hans
Godser laa ved Worms V. f. Rhinen. 1810
brugtes han ved Underhandlingerne om Napoleon’s
andet Ægteskab og blev til Løn Hertug og
Statsraad samt fik en stor Dotation. Ikke des mindre
holdt D. sig nøje til Talleyrand, var 1814
virksom for Bourbon’ernes Tilbagekomst og blev
Medlem af den provisoriske Regering. Han var
derefter Frankrigs anden Sendemand paa
Kongressen i Wien og undertegnede 1815 dennes
Fredløshedserklæring imod Napoleon. Han blev
ophøjet til Pair og var 1816-20 Sendemand i
Turin; men trak sig senere tilbage til sit tyske
Gods. Ved hans Datters Ægteskab gik dette
over til den eng. Slægt Acton. - Om hans
Dattersøn J. E. D.-Acton, se Acton.
E. E.
Dalbergia L. fil., Slægt af Ærteblomstrede
(D.-Gruppen), Træer ell. Lianer med
uligefinnede Blade, hvis Smaablade oftest er spredte.
Blomsterne, der sidder i ende- ell. akselstillede
Klaser, er purpurrøde, violette ell. hvide.
Bælgen er sammentrykt, aflang ell. kort, og har
kun eet ell. nogle faa Frø. C. 80 Arter i tropiske
Lande. Af forsk. Arter faas haarde og
værdifulde Træsorter, saaledes Blackwood
(urigtig kaldet Sort Botanybaitræ) af D.
latifolia Roxb. i Forindien og
Senegal-Iben-holt samt Afrikansk Grenadilletræ
af D. melanoxylon Guill. et Perr. (det tropiske
Afrika). D. nigra Allen, skal give en Slags
Palisandertræ.
A. M.
d’Albert [d-al’bæ.r], se Albert, E.
Dalbono, Edoardo, ital. Maler, f. 1843 i
Neapel. D. var Elev bl. a. af Dom. Morelli i
Neapel; 1897 blev han Prof. ved det derværende
Akademi. D. begyndte som Historiemaler (»Kong
Manfreds Ekskommunikation«, udstillet 1870 i
Parma), men fandt snart sit rette Felt som
Skildrer af neapolitansk Folkeliv. Hans
livssprudlende Folkelivsscener, Landskaber og
Mariner fra Neapels Omegn vakte i 1870’erne og
1880’erne stor Beundring, ogsaa uden for hans
Fædrelands Grænser (i fl. Aar arbejdede han
saaledes helt og holdent for Goupil i Paris).
D. har ogsaa virket som Illustrator (saaledes
for Le grand monde i Paris) og udført større
dekorative Arbejder (Pal. Sirignano i Neapel,
Teatro Massimo i Palermo). Hans Staffelibilleder
i Olie og Vandfarve er mest paa private Hænder
i Neapel, »Torre del Greco« (1911) købtes af
Kongen af Italien.
A. Hk.
Dalbosjön, se Vänern.
Dalby, Landsby i Skaane, Malmöhus Len,
Torna Herred, c. 8 km Ø. f. Lund, er et for
den danske Historie minderigt Sted. Her
byggede Svend Estridsøn Hellig Kors Kirke og
grundede tillige et Konvent af
Augustinerkanniker, og da han (c. 1060) organiserede de
danske Bispedømmer, gjorde han D. til
Bispesæde for Østskaane, Bleking og Bornholm og
overlod det til Egin, Kun faa Aar nød D. saa
høj en Ære; snart døde Biskop Henrik af Lund,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
