Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Damaraland kaldes den centrale Del af Tysk Sydvestafrika - Damarastamme (Damaraer), se Damaraland. - Damarharpiks, se Dammaraharpiks. - Damas, Ange Hyacinthe Maxence, Baron de, fr. General og Minister (1785-1862) - Damascenerblomme, se Chrysphyllum. - Damascenerklinge, Klinge fremstillet af Damascenerstaal ell. ved Damascering - Damascenerstaal. - 1) Naturligt D. ell. Damast ell. Wootzstaal er et Kulstaal, fremstilles ved at sammensmelte Stumper af Svejsejern med Kul - 2) Kunstigt D. faas ved at sammensvejse Skinner ell. Traade af Jern og Staal - 3) Uægte D. frembringes ved efter foregaaende Tegning paa en paa en Staalgenstand lagt 461 Ætsgrund at foretage en Ætsning - Damascenus, Joh., se Johannes fra Damaskus. - damasceret, i Heraldikken det Felt ell. den Figur, der er udsmykket med Arabesker kun svagt antydede ved fine Konturer - Damascering indbefatter egl. alle de Processer, der udfordres for at fremstille en Damascenerklinge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
benævnes ogsaa ofte Hereroland; begge
Navnene afledes af Navnene paa de indfødte
Stammer. De saakaldte Damaraer bestaar egl.
af to Folk Kvægdamaraer og
Bjergdamaraer. De første bor i Lavlandet og
ernærer sig af Kvægavl; de er næsten rene
Bantunegre og taler Bantu-Sprog; de sidste bor
i Bjergegnene og er stærkt blandede med
Hottentotter og taler Hottentotsprog; de staar
betydelig under de andre i Kultur og er
berygtede for deres Kvægrøverier. Navnet Damara
er af hottentottisk Oprindelse, selv kalder de sig
Ova-Herero, »de lystige Folk«.
C. A.
Damarastamme [’da.-?] (Damaraer), se
Damaraland.
Damarharpiks, se Dammaraharpiks.
Damas [da’mas], Ange Hyacinthe
Maxence, Baron de, fr. General og Minister
(1785-1862), maatte allerede som Barn i
Revolutionens Tid vandre i Landflygtighed med sin
Familie. Senere indtraadte han i den russ. Hær
og gjorde som Officer i denne alle Felttogene
med mod Napoleon. Efter dennes Fald traadte
han ind i den fr. Hær, blev Maréchal-de-Camp
og 1815 Generalløjtnant og Kommandør for 8.
Militærdivision (Marseille). I den sp. Krig 1823
førte han en Division og blev s. A.
Krigsminister. Da han imidlertid modsatte sig den
royalistiske Reaktions uretfærdige Fremfærd mod
de kejserlige Officerer, fratog Ministerpræsident
Villèle ham hans Portefeuille, men overdrog
ham dog Aug. 1824 Udenrigsministeriets, som
han beholdt til 4. Jan. 1828. Senere blev han
Guvernør for den lille Hertug af Bordeaux,
hvem han 1830 fulgte i Landflygtighed. Et Par
Aar efter vendte han tilbage til Frankrig og
bosatte sig paa sit Landgods.
(F. J. M.). P. L. M.
Damascenerblomme [-’se’-], se
Chrysophyllum.
Damascenerklinge [-’se’-], Klinge fremstillet
af Damascenerstaal ell. ved Damascering; den
udmærker sig ved Haardhed, forbundet med
Sejghed, fordi den bestaar af Lag af forsk.
haardt Staal, der er vævede ind i hinanden,
hvorfor der ved Ætsning af Overfladen
fremkommer den ejendommelige, vatrede
Damasktegning. Gode D. er meget stærke, de taaler
at hugge i Jern uden at faa Skaar i Æggen.
De verdensberømte Klingesmede i Damaskus
praktiserede først denne Art af
Klingesmedekunst. Som i Toledo, Solingen, Passau og
Firenze var Kunsten her ogsaa knyttet til
bestemte Slægter (smlg. Damascenerstaal
og Damascering).
C. H.
Damascenerstaal [-’se’-]. 1) Naturligt D.
ell. Damast ell. Wootzstaal er et Kulstaal,
som fremstilles ved i en Digel at sammensmelte
Stumper af Svejsejern med Kul. Raamaterialet,
meget rent, men uens kullet Jern, ofte
fremstillet ved Rendearbejde, brydes endnu varmt i
Smaastykker, blandes med grønne Blade og
Smaastumper af visse Træsorter og indsættes i
Digler, der knap tager 1 kg hver. 20-24 Digler
sættes i Ovnen og ophedes nogle Timer; Træet
forkulles hurtig, og hvor det rører Jernet,
dannes Staal, som i den tilstedeværende Temp.
kan smelte og udfylde Mellemrummene
mellem Svejsejernet, saa man faar en Klump
Svejsejern gennemtrukket af Staalaarer.
Produktet udsmedes i mørk Rødglødhede, er
næsten usvejseligt, og de deraf fremstillede
berømte Damascenerklinger er bekendte for deres
Plaardhed. Den ejendommelige vatrede Tegning,
Damasceringen, som skyldes Materialets
Uensartethed, fremkommer, naar man ætser det
færdige Stykke med en Syre; de blødere Dele
vil da angribes stærkest, men beholde deres
Glans, de haardere mindre stærkt, men blive
mørke af udskilt Kul. Naturligt D. fremstilles
af økonomiske Hensyn ikke i Europa og næppe
uden for Asien.
2) Kunstigt D. faas ved at sammensvejse
Skinner ell. Traade af Jern og Staal; ved
Klingefabrikationen hugger man da ned
gennem det ene Lag for at faa det andet Lag
frem, ved Strækning under Hammer bringes det
da op til Overfladen. Den ved Ætsning
frembragte Tegning staar i Reglen langt tilbage i
Skønhed for naturligt D.’s. Damascerede
Bøsseløb fremstilles paa denne Maade.
3) Uægte D. frembringes ved efter
foregaaende Tegning paa en paa en Staalgenstand
lagt Ætsgrund at foretage en Ætsning. Det
skilles let fra naturligt og kunstigt D., hvor fint end
Ætsningen er udført; thi udsætter man uægte
D. paa ny for Syre, forsvinder Tegningen,
medens den vil holde sig paa naturligt og
kunstigt D.
F. W.
Damascenus [-’se’-], Joh., se Johannes
fra Damaskus.
damasceret [-’se’-] benævnes i Heraldikken
det Felt ell. den Figur (Pæl, Bjælke), der er
udsmykket med vilkaarlige Arabesker,
hverandre krydsende Streger e. l., kun svagt antydede
ved fine Konturer (se Heraldik).
P. B. G.
Damascering [-’se’-] indbefatter egl. alle de
Processer, der udfordres for at fremstille en
Damascenerklinge; men Udtrykket anvendes ogsaa
for en enkelt af dem. D. kan saaledes betyde
Fremstilling og Udsmedning af Materialet,
naturligt ell. kunstigt Damascenerstaal, Ætsningen
og endelig Vaabenets Udsmykning ved
Indlægning af Guld og Sølv og Anløbning, hvorfra
Benævnelsen D. er gaaet over i Heraldikken som
Udtryk for Udfyldning med Arabesker.
Spørgsmaalet om, hvorvidt D. har sit Navn og sin
Oprindelse fra Byen Damaskus, er uafgjort og
maa snarest besvares benægtende; Nordindien
synes snarere at have været D.’s Vugge.
Men har der end andensteds i Indien og
Persien været øvet D., og øves den nu der,
medens Damaskus er traadt helt i Skygge, saa
har der været en længere Periode ved
Middelalderens Slutning, hvor Damaskus var
Hovedsædet for D., saaledes i 14. Aarh., hvor
Timur-Lenk efter Byens Erobring bortførte dens
Vaabensmede, og det er fra Damaskus, at D. i 15.
Aarh. overførtes til Europa, efter at Ridderne
allerede i Korstogenes Tid havde lært at skatte
Sarascenernes Damascenere og som Krigsbytte
havde hjembragt mange fortrinlige Sværd,
Imidlertid er det først i Slutn. af 18. Aarh.
lykkedes i Europa af kunstigt Damascenerstaal at
fremstille Sværd, der kan maale sig i Godhed
og Skønhed med de orientalske. I Orienten siges
man at sammenarbejde meget elastisk Staal fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
