Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Damaskus er Hovedstaden i Guv. Syrien og ligger ved Foden af Antilibanons østlige Skraaninger - Damassin, se Damask. - Damasus (Paver). - 1) D. I (366-84), (c.304-384)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ødelægges den i Bund og Grund af
Mongolerfyrsten Timur, men rejser sig atter hurtig, og 1516
indlemmes den af Sultan Selim I i det
osmanniske Rige; siden er D. forblevet under tyrk.
Herredømme, undtagen i Perioden 1832-40,
da Vicekongen af Ægypten, Muhammed Ali,
havde Herredømmet. 9.-16. Juli 1860 var D.
Skuepladsen for en frygtelig Kristenmassakre,
der foraarsagede en fr. Intervention ved et af
Napoleon III udsendt Troppekorps. - Det, som
bestemmer D.’s hist. Bet., og som bevirker, at
Byen bevarer sin Livskraft under alle Aarh.’s
skiftende Tilskikkelser, er dens geogr.
Beliggenhed paa Grænsen mellem det dyrkede Land
og den store syriske Ørken og den deraf flg.
Udvikling af Byen som Station for den Ø. fra
kommende Karavanetrafik. Ogsaa de
muhammedanske Pilgrimstog har her deres
Samlingssted, hvor de fra Tyrkiet og Persien
kommende Skarer slutter sig sammen for at drage til
Medina, og den kendelige Nedgang i
Handelslivet, som kan spores i sidste Halvdel af 19.
Aarh., skyldes for en Del det Forhold, at de
udvidede Dampskibsforbindelser paa det røde
Hav og den pers. Havbugt har aabnet ny og
bekvemmere Veje for denne Trafik. Mere Fart
er der kommet i Udviklingen, efter at D. ved en
Jernbanelinie er forbundet med Beirut; fra
Stationen Rayak midt paa denne Linie udgaar den
Bane, der fører mod N. til Hama og Aleppo.
D. er endvidere det nordlige Udgangspunkt for
den Vigtige Bane til Medina (fuldendt dertil
1911) og Mekka; hele det rige Østjordanland er
ogsaa ved denne Linie draget nærmere til D.
D. var fra gl Tid og er til Dels endnu ogsaa
i industriel Henseende af stor Bet. Bl. de
Genstande, som her fabrikeres, kan fremhæves
Arbejder i Silke, Sølv, Guld, Messing og
Perlemor; derimod er Byen ikke mere Sæde for
den i ældre Tid saa berømte Vaabenindustri;
den uddøde i D., da Timur slæbte
Haandværkerne bort til Centralasien. Ogsaa Væverierne
har en vis Bet., om end her den europ.
Konkurrence gør sig stærkt gældende. Foruden de
nævnte Industrigrenes Frembringelser kan af
Udførselsgenstande anføres: Uld (som opkøbes
fra Beduinernes Hjorde og væsentlig
eksporteres til Amerika), Korn, Olie, Rosiner og især
Abrikoser, der i de omliggende Haver
produceres i store Kvantiteter, og som i tørret
Tilstand er et yndet Fødemiddel i mange Egne
i Orienten, navnlig hos Beduinerne, hvor de til
Dels maa erstatte Brødet.
D. er i sin nuv. Skikkelse en af de Byer i
det vestlige Asien, der bedst har bevaret de
rent orientalske Kulturejendommeligheder i
Modsætning til Stæder som Kairo og
Konstantinopel, hvor Tilslutningen til den europæiske
Civilisation har gjort sig stærkere gældende.
Den er i Orienten fra tidligste Tid forherliget
for sin Skønhed og regnes saaledes af
Muhammedanerne for et af de 4 jordiske Paradiser;
for en europæisk Betragtning vil denne Dom i
visse Maader synes noget overdreven og maa i
hvert Fald indskrænkes til at gælde de rundt
om Byen liggende, yppige Haver mere end
denne selv. Selve Byen, der er c. 7 km i
Omkreds, er endnu til Dels omgivet af den gl.
Fæstningsmur, der ligesom det midt i Byen
liggende ret velbevarede Citadel henføres til de
ægypt. Sultaners Tid. Af Moskeer indeholder D.,
der er en af Islams helligste Byer, og hvortil
talrige religiøse Traditioner og Legender knytter
sig, naturligvis en Mængde, som dog kun
frembyder ringe Interesse med Undtagelse af den
store Welid’s Moske; denne var opr. en af
Kejser Heraklius opført Johanneskirke, der af
Umajjaderne omdannedes til Moske og
udstyredes med stor Pragt; ved Mongolernes
Indfald borttoges det meste af denne, saaledes de
600 gyldne Lamper, der hang i Søjlegangene;
Oktbr 1893 ødelagde en Ildebrand en stor Del
af Moskeen. Gaderne i D. frembyder det
sædvanlige orientalske Udseende med snævre, af
Snavs opfyldte Passager og uanselige Facader,
bag hvilke der dog ofte skjuler sig pragtfulde
Huse og Gaarde. Ejendommeligt for D. er det
sindrige Kanalsystem, hvorved Barada-Floden
gennem utallige Forgreninger er ledet ind i
hvert eneste Hus, der paa denne Maade er
forsynet med altid rindende Vand. Af Gaderne kan
nævnes Derb-el-mustakim ɔ: den lige Gade, der
med det samme Navn omtales allerede i
Apostlenes Gerninger (IX, 11), og hvor Legenden
endnu ved at udpege det Hus, hvor Paulus
boede. I den nordøstlige Del af Byen har de
Kristne og Jøderne deres afsondrede Kvarterer.
I øvrigt frembyder Befolkningen en pittoresk
Blanding af talrige orientalske Racer og Typer,
særlig i den lange, smalle Forstad Meidan, der
strækker sig ud fra Byen mod S., og hvor de
tilrejsende Beduiner har deres Khan’er. Det
tyrkiske Element er uden for Embedsstanden kun
meget svagt repræsenteret. D. er i en sjælden
Grad fattig paa offentlige Bygninger til verdslig
Brug; Skoler, Biblioteker og
Administrationsbygninger findes enten overhovedet ikke eller
kun i meget uanselige Former. (Litt.:
Bremer, »Topographie von D.« [Wien 1854];
Macintosh, D. and its people [London 1882].
Paa Dansk findes en ret udførlig Skildring af
D. og dens Kulturliv i J. Østrup, »Skiftende
Horizonter« [Kbhvn 1894]).
J. Ø.
Damassin [-’sæ], se Damask.
Damasus (Paver).
1) D. I (366-84), f. c. 304, sandsynligvis i Rom
som Søn af en spanskfødt Præst ved Skt
Laurentius-Kirken, blev efter Biskop Liberius’ Død
(24. Septbr 366) valgt til Biskop i Rom af et
Parti, medens andre valgte Diakonen Ursinus.
Efter blodige Borgerkampe vandt det
damasianske Parti Sejr. D. tog bestemt Stilling mod de
herskende Kætterier og samtykkede i de
Beslutninger, der fattedes paa det af Kejser
Theodosius 381 i Konstantinopel sammenkaldte
Kirkemøde (det 2. økumeniske), hvor ingen af
Vesterledens Bisper var repræsenterede. Han var en
stor Beundrer af Martyrerne, til hvis Ære han
forfattede metriske Gravskrifter, som han lod
indhugge i Marmor med ejendommelige
Skrifttegn, og han genaabnede og smykkede
Katakomberne. Kirkefaderen Hieronimus var hans
fortrolige Ven, og det var paa D.’s Opfordring,
at denne reviderede og oversatte Biblen
(Vulgata). 7 ell. 8 af D.’s Breve er bevarede, de
andre Skr, man tillægger ham, anses nu alm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
