Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dames, Wilhelm Barnim, tysk Palæontolog og Geolog, (1843-1898) - Damesadel, se Sadel. - Damghan, By i den pers. Prov. Irak Adshmi, ved den sydlige Skrænt af Elburs - Damhest, i dansk Folketro et overnaturligt Væsen - Damhouder, Joost, hollandsk Jurist (1507-81) - Dami (eng. Dhamee), en lille, under eng. Overhøjhed staaende Stat i Pandshab i Nordvestindien - Damia og Auxesia, to gr. Gudinder, som fra gl Tid dyrkedes ved den saroniske Bugt, i Troizen og Epidauros - Damiana, se Turneraceæ. - Damiani, Petrus, Asket og Kardinalærkebiskop af Ostia, (1006/7-1072) - Damianistlnder, se Clarisserinder. - Damianitter kaldes de, der hylder den af Alexandria-Patriarken Damianus fremsatte Lære - Damianus, se Kosmas. - Damiat (fr. Damielle), By i Nedreægypten, Hovedstad i et Guv. af s. N.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
geolog. Gesellschaft« og af »Neues Jahrbuch f.
Mineralogie«.
J. P. R.
Damesadel, se Sadel.
Damghan, By i den pers. Prov. Irak Adshmi,
ved den sydlige Skrænt af Elburs og ved Vejen
fra Teheran til Meshhed, er mulig identisk med
den gl. parthiske Hovedstad Hekatompylos
(»Byen med de hundrede Porte«). Den vide
Udstrækning af de nu forfaldne Mure vidner om
Byens tidligere Størrelse.
M. V.
Damhest, i dansk Folketro et overnaturligt
Væsen. Den viser sig som Hest, der græsser
nær ved Vandet; naar Folk sætter sig paa dens
Ryg for at ride over, strækker den sig længere
og længere, indtil den pludselig forsvinder, og
Menneskene ligger i Vandet, imedens de hører
den spottende vrinske ad dem. Forestillingen
om D. er opstaaet af den gl. Tro paa
rænkefulde Vandtrolde, Nøkker (s. d.), der
sædvanlig tænktes i dyrisk Skikkelse, men ogsaa som
Mennesker; Nøkkeskikkelsen har i nyere Tid
kløvet sig i den drillende D. og den
menneskeædende Aamand (s. d.).
A. O.
Damhouder [’damhå^udər], Joost, hollandsk
Jurist (1507-81), 1533 Dr. jur., consiliarius
pensionarius i Brügge. Karl V satte stor Pris paa
D., benyttede ham til adskillig Sendefærd,
udnævnte ham til fyrstelig Finanskommissær og
ophøjede ham i Adelsstanden. Sin Stilling
hævdede D. under Filip II, som beskikkede ham til
Raadsherre. Ved sin Forfattervirksomhed vandt
D. et europ. Navn, hans Bøger, der udkom
baade paa Latin og Hollandsk, spredtes ogsaa
ved fr. og tyske Overs. viden om. Foruden
Patrocinium pupillorum, minorum et
prodigorum (1544), Enchiridium rerum criminalium
(1544) og Praxis rerum civilium (1569) skrev
D. sit mest berømte Værk Praxis rerum
criminalium (1555 og senere Udg.), paavirket af
den ital. Skole, uden stærk Originalitet, en
kyndig Praktikers Fremstilling af
Inkvisitionsprocessen og Strafferettens specielle Del. Ogsaa
til Danmark er dette Arbejde naaet; Uddrag
deraf under Navn af Kejserretten findes
i Manuskript paa danske Biblioteker. Desværre
synes det, som om D. her har pyntet sig med
laante Fjer. Aug. Orts har hævdet, at det
omtalte Skrift er et litterært Tyveri, en ligefrem
Afskriven af den Gent’ske Jurist Philips
Wielant’s (1439-1519) »Practijcke
crimineele«, og denne knusende Beskyldning
gentages af moderne holl. Strafferetslærere som
G. A. van Hamel og O. Q. van Swinderen,
medens Tyskeren Hermann U. Kantorowicz retter
tilsvarende Anklager mod D. for uretmæssig
Benyttelse af Justinus Gobler’s bekendte
Carolina-Kommentar. D.’s Opera omnia, I-II,
udgaves i Antwerpen 1646.
Fz. D.
Dami (eng. Dhamee), en lille, under eng.
Overhøjhed staaende Stat i Pandshab i
Nordvestindien, 94 km2 med 3-4000 Indb., er et
Bjergland, hvis snævre Dale gennemstrømmes
af talrige smaa Tilløb til Satledj.
M. V.
Damia og Auxesia, to gr. Gudinder, som
fra gl Tid dyrkedes ved den saroniske Bugt,
i Troizen og Epidauros, hvorfra deres Kultus
kom til Aigina; de synes at have været
væsensbeslægtede med Demeter og Persefone.
C. B.
Damiana, se Turneraceæ.
Damiani, Petrus, Asket og
Kardinalærkebiskop af Ostia, f. 1006-7 i Ravenna, d. 22.
Febr 1072 i Faenza, hvor han æres som Patron
uden at være helligdømt. D.’s Barndom var
streng og glædeløs; men da hans Broder
Damianus (af Taknemmelighed mod ham kaldte han
sig Petrus D.) blev Ærkepresbyter i Ravenna,
fik han Midler til at studere for. Han gjorde
glimrende Studier og vandt sig stort Ry som
Lærer i sin Fødeby; men ved 30 Aars Alderen
forlod han alt for at leve som Eneboer i Fonte
Avellana ved Gubbio. Han bad, sang Salmer og
piskede sig - for hver 10. Salme gav han sig
1000 Svøbeslag - og fulgte med
Begivenhederne ude i Verden. Til Pave Gregor VI (1044-46)
skrev han et voldsomt Brev mod de
simonistiske Præster, og i Liber gomorrhianus (1051)
skildrede han Præstestandens Usædelighed med
en skrækkelig realistisk Kraft. Det var paa den
Tid, at Hildebrand tog sig for at ville reformere
Kirken og Verden, og D. sluttede sig naturligvis
med Begejstring til hans Tanker, selv om han
ikke altid var enig med ham i deres
Gennemførelse. Hildebrand var Politiker (»den hellige
Satan«, kaldte D. ham), D. var Profet og
Kirkepolitikernes enfant terrible. Ved Trusel om
Ekskommunikation blev D. 1057 tvunget til at blive
Kardinalærkebiskop af Ostia, men hans Evner
laa ikke for at passe et Embede, og han
færdedes baade her og der som Tidens vaagne
Samvittighed. I Milano fik han ved Patariaens
Hjælp Ærkebiskoppen til at underkaste sig Rom;
han fik Modpaven Honorius II afsat, var
Kejserinde Agnes’ Skriftefader og fik 1069 hendes Søn
Henrik IV til at opgive Tanken om
Ægteskabsskilsmisse. Det var en barsk Side, D. vendte ud
mod Verden, barskest i Liber gomorrhianus,
men hans Hjertes inderlige Kærlighed kom
frem i Forholdet til Madonna; ømmere Ord har
en Troubadour ikke ofret paa sin Elskede end
D. paa den guddommelige Jomfru, der har Magt
i Himmel og paa Jord, og hvis Skønhed er uden
Lige. Han indførte i fl. ital. Klostre den Skik
at helligholde Lørdagen som en Mariadag, og
denne Skik fik alm. Godkendelse i Clermont
(1095). D.’s Skr (158 Breve, 75 Prædikener og
Traktater) er trykte i Rom (1602 ff., 4
Foliobind).
L. M.
Damianistinder, se Clarisserinder.
Damianitter kaldes de, der hylder den
af Alexandria-Patriarken Damianus fremsatte
Lære, at de 3 Personer i Treenigheden ikke
hver for sig er Gud, men kun tilsammen.
L. M.
Damianus, se Kosmas.
Damiat (fr. Damiette), By i
Nedreægypten, Hovedstad i et Guv. af s. N., i en smuk og
frugtbar Egn ved højre Bred af den østlige ell.
phatnitiske Nilarm, 8 km fra dens Munding i
Middelhavet, tæt ved Mensaleh-Søen. (1907)
29300 Indb. Byen har nogle smukke Moskeer,
fl. Basarer og Marmorbade, anselige Kaserner,
men ellers kun ved Flodbredden nette Huse;
dog udmærker Gaderne sig ved Renlighed. Den
er Sædet for en koptisk Biskop, har betydelige
Lærredsvæverier og er Midtpunktet for Deltaets
Risavi; den driver ikke ubetydelig Handel med
Kaffe, Bønner, Indigo samt med saltet Fisk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
