Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Damiat (fr. Damielle), By i Nedreægypten, Hovedstad i et Guv. af s. N. - Damien, Pater, »De Spedalskes Apostel« hed egl. Joseph de Veuster (1840-1889) - Damiens, Robert Francois, (1714-1757) foretog i Versailles et Mordanfald paa Kong Ludvig XV - Damiette, se Damiat. - Damiri, Kemaleddin Muhammed-ibn-Musa ( -1405), berømt arab. Naturhistoriker - Damis, se Etamine. - Damjanics, Johann, ungarsk Revolutionsgeneral, (1804-1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som gaar til Syrien, men dens merkantile Bet.
er aftaget betydeligt, efterhaanden som
Alexandria mod V. og navnlig Port Said mod Ø. er
vokset op. Lidt længere mod N. laa Oldtidens
Thamiatis, der blev erobret 1240 af Ludvig IX.
Ved D. sejrede Kléber 1. Novbr 1799 over
Tyrkerne.
C. A.
Damien [da’miæ], Pater (og Missionen
bl. de Spedalske). »De Spedalskes Apostel« hed
egl. Joseph de Veuster og var f. 3. Jan.
1840 i en belg. Landsby Tremeloo i Nærheden
af Louvain. Hans Forældre var jævne Bønder.
20 Aar gl blev han - under Navnet D. -
Medlem af »Jesu og Mariæ hellige Hjerters
Kongregation« (ell. Picpus-Kongregationen
s. d.). 1863 skulde en ældre Broder af ham
have været udsendt til Sandwich-Øerne i denne
Ordens Tjeneste; men da han blev forhindret
ved Sygdom, tilbød D. at rejse i hans Sted,
skønt han endnu ikke var færdig med sin
Uddannelse. 1864 ankom han til Honolulu,
Hovedstaden paa Sandwich-Øerne, hvor han blev
præsteviet. Da Spedalskheden paa den Tid
bredte sig paa Øerne, saa Regeringen sig nødsaget
til at internere alle de Spedalske paa Øen
Molokai. 1873 tilbød D. frivilligt at overtage
Præstetjenesten bl. disse Ulykkelige. Ved hans
Komme til Øen var der 600 Spedalske, deraf
210 Katolikker, men hans kærlige og
selvopofrende Virksomhed bevirkede, at den lille kat.
Menighed snart voksede. Han virkede ikke blot
som Sjælesørger og Lærer, men ogsaa som Læge
og Tømmermand, bl. a. tømrede han Ligkister
til de Spedalske. Efter 12 Aars trofaste Arbejde
blev han selv angrebet af Sygdommen, og 4 Aar
efter døde han (15. Apr. 1889).
D. er ingenlunde den eneste, men kun
den mest kendte Missionær, der har
virket blandt de Spedalske. Han havde selv
fl. af sine Ordensbrødre som Medhjælpere
foruden nogle Franciskanernonner, der særlig
virkede bl. Kvinderne og Børnene, og efter hans
Død er hans Arbejde blevet fortsat, bl. a. af
»Broder Dutton«, en tidligere amer. Officer,
der var blevet saa grebet af at læse om D., at
han havde besluttet selv at ofre sit Liv for at
tjene de Spedalske. Ogsaa protestantiske
Missionærer har arbejdet bl. de Spedalske paa
Molokai, saaledes den indfødte Præst
Hanaloa, der frivillig fulgte sin spedalske Hustru til
Øen, hvor han gjorde Præstetjeneste til sin
Død (1877-89).
Paa mange andre Steder, baade i Asien,
Afrika og Amerika, har den kat. Mission oprettet
Asyler for Spedalske, og det samme er i endnu
højere Grad Tilfældet med den protestantiske.
Allerede William Carey (s. d.) fik i
Kalkutta oprettet det første Hospital for Spedalske
i Indien. 1822 begyndte Brødremenigheden at
arbejde bl. de Spedalske i Kaplandet. 1874
grundede den protestantiske Irlænder Wellesley
Bailey Mission to Lepers in India and the
East, der i Indien har oprettet 43 Asyler for
Spedalske og desuden understøtter 21 andre. En
af de mest kendte af disse Anstalter, »Chandag«,
ved Foden af Himalaja-Bjergene, blev 1891
overtaget af en amer. kvindelig Missionær, Miss
Mary Reed, der selv var Spedalsk. (Litt.:
Johs. Jørgensen, »En Apostel« [Kbhvn
1900; Biografien af D. maa her tjene som
Baggrund for et Angreb paa den protestantiske
Mission]; »Die katholischen Missionen« [1902-
03, Nr. 1-3. 5. 9-12]; I. Richter i
»Allgemeine Missions-Zeitschrift« [1899], S. 49 ff.,
119 ff., 164 ff.; J. Jackson i The International
Review of Missions [1915], S. 584 ff.).
L. B-n.
Damiens [da’miæ], Robert François, f.
1714, var af simpel Herkomst, blev Tyende i
forsk. fornemme Huse og overtraadte tidlig og
gentagne Gange Lov og Ret. 5. Jan. 1757
foretog han i Versailles et Mordanfald paa Kong
Ludvig XV: med en Pennekniv tilføjede han
Monarken et yderst ubetydeligt Saar i den ene
Side. D. forsøgte ikke at flygte og blev straks
fængslet. Motiverne til hans Gerning er ikke
ganske klare: Nogle lader ham være underkøbt
til Udaaden af Jesuitterne, andre mener, at det
har været den simple og enfoldige Mands
Indignation over det skandaløse Regimente i
Frankrig, der førte hans Kniv. Parlamentet
dømte D. til Partering (ɔ: Sønderrivning ved 4
Heste), men med forudgaaende Pinsler:
Knibning med gloende Tænger, sydende Olie og
smeltet Bly i de blodige Brandsaar o. s. v.
Eksekutionen fandt Sted paa Grevepladsen 28.
Marts 1757 og varede i 4 Timer.
Damiette [da’miæt], se Damiat.
Damiri, Kemaleddin
Muhammed-ibn-Musa (d. 808 efter Hedjra = 1405 e. Kr.),
berømt arab. Naturhistoriker, har forfattet et
Værk »Hajât-ul-hajawân« (ɔ: Dyrenes Liv), som
indeholder en alfabetisk ordnet Beskrivelse af
alle bekendte Dyr; det er ikke noget eksakt
naturvidenskabeligt Værk, hvilket bl. a. ses af,
at ogsaa fl. fabelagtige Dyreskikkelser er
medtagne; det behandler Dyrene m. H. t. deres
Rolle i Litt. og i Folketroen og omtaler
endvidere den Bet., de har i Menneskenes Drømme,
og hvilke dyriske Produkter, der kan udnyttes i
Medicinen. Er derfor end dets naturhistoriske
Værd grumme ringe, har det des større Værd
for hele den orientalske Kulturhistorie. Det
foreligger i fl. Udg., hvoraf den største
(alkubra) er udg. fl. Gange, saaledes i Bulak (1284
efter Hedjra = 1867-68). Smlg. ogsaa
arabisk Litteratur.
J. Ø.
Damis, se Etamine.
Damjanics [’dåmjånet∫], Johann, ungarsk
Revolutionsgeneral, f. 1804 i Stasa i
Militærgrænsen, d. 6. Oktbr 1849 i Arad. Da
Revolutionen brød ud, var D. Kaptajn i Fodfolket,
og skønt han var af serb. Oprindelse, sluttede
han sig med Begejstring til denne. Han blev
Chef for en af de irregulære Batailloner og
udmærkede sig i de blodige Kampe med Serberne
i saa høj Grad, at man gav ham Tilnavnet
l’homme de fer. I en af sine Proklamationer
udtalte han engang flg.: »Hvis I holder fast ved
eders frihedsfjendske Hensigter, vil jeg forfølge
eder, saa længe som der paa ung. Grund findes
en Serber, og for at der ikke skal være det
mindste Spor tilbage af den forræderske Race,
vil jeg dræbe mig selv«. Han forfremmedes 1849
til General og bidrog væsentlig til den ung.
Hærs Sejre ved Szolnok, Waitzen og i fl. a.
Træfninger og deltog i Befrielsen af Fæstningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
