Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - damoiselle (senere demoiselle) (fr.), opr. Benævnelsen paa unge adelige Piger, til Stadighed var om Husets Herskerinde - Damokles, Syrakusaner, der levede ved Dionysios den Ældres Hof - Damon og Fintias, to Pythagoræere i Syrakus, bekendte for deres trofaste Venskab - Damoreau, Laure Cinti Montalan, fr. Sangerinde, (1801-1863) - Damourit, se Glimmer. - Damp kalder man enhver Luftart, der nogenlunde let ved Afkøling og Tryk lader sig forvandle til en Vædske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beslægtede ugifte Prinsesser. I vore Dage kaldes
i Frankrig enhver respektabel, voksen, ugift
Kvinde mlle., i Tyskland hed til langt ned i
19. Aarh. enhver ugift Kvinde af borgerlig
Stand mlle., sammentrukket til »Mamsell«; i
vore Dage hedder hun »Fräulein«, og
»Mamsell« bruges nu - ligesom for en stor Del i
Sverige - kun i Tiltale til Sypiger,
Opvartningspiger (»Schenkmamsellen«) o. s. v.
Damokles, Syrakusaner, der levede ved
Dionysios den Ældres Hof, bekendt af flg.
Anekdote, hvorfra det alm. brugte Udtryk »et
Damoklessværd« stammer. D. priste Dionysios’
Lykke i høje Toner; da Tyrannen spurgte, om
han havde Lyst til at prøve, hvordan den i
Virkeligheden var, og D. med Glæde gik ind
herpaa, blev der beredt et Maaltid for ham
med de mest udsøgte Retter og den fineste
Opdækning. D. hvilede paa en Sofa dækket med
kostbare Tæpper og skulde just til at nyde alle
Herlighederne, da han pludselig blev var, at
Dionysios over hans Hoved havde ladet et
skarptslebet Sværd hænge op i et Hestehaar,
som en Antydning af de Farer, der stadig truede
en Eneherskers Liv. D. havde nu nok af
Herskermagtens Glæder og bad blot om at maatte
slippe bort.
C. B.
Damon og Fintias, to Pythagoræere i Syrakus,
bekendte for deres trofaste Venskab. Da der
ved den yngre Dionysios’ Hof opstod Strid om
Pythagoræernes Trofasthed i Venskabsforhold,
lod man Fintias falskelig anklage for tilsigtet
Attentat mod Herskeren og dømme til Døden;
han bad om Frist til Solnedgang for at ordne
sine Sager og fik den indrømmet mod, at D.
med sit Liv indestod for hans Tilbagekomst.
D. blev altsaa fængslet i Fintias’ Sted, og denne
gik bort. Ved Solnedgang, da man allerede
troede, at han var flygtet, kom han imidlertid
tilbage for at udløse sin Ven og lide Døden;
Dionysios omfavnede dem begge og ønskede, at
han kunde være med i et saadant Venskab,
som nu havde staaet sin Prøve.
C. B.
Damoreau [damå’ro], Laure Cinti
Montalan, fr. Sangerinde, f. i Paris 6. Febr
1801, d. i Chantilly 25. Febr 1863, debuterede
paa Théâtre Italien som Cherubino, kom 1826 til
den store Opera, senere til Opera comique, har
ogsaa sunget i London, Bryssel og Amerika.
Rossini skrev de kvindelige Hovedpartier i
»Korinths Belejring« og »Moses« for hende, Auber
bl. a. »Den sorte Domino«. 1834-56 var hun
Lærerinde ved Konservatoriet. D. har udgivet
adskillige Romancer og en Sangskole.
S. L.
Damourit [damu’rit], se Glimmer.
Damp kalder man enhver Luftart, der
nogenlunde let ved Afkøling og Tryk lader sig
forvandle til en Vædske ell. (sjældnere) til et fast
Stof. Da det i den nyere Tid er lykkedes at
fortætte alle Luftarter, er det egl. ganske
vilkaarligt, hvor man vil trække Grænsen
mellem »D.« og »Luftarter«. Men da det har stor
praktisk Bet., om en Luftart under alm.
forekommende Tryk og Temperaturer lader sig
fortætte, ell. om dette først kan ske ved kraftige,
kunstige Midler, vedbliver man at bruge begge
Navne. Fordampe ved alm. Temp. kan
næsten alle Vædsker og ikke faa faste Legemer,
saasom Kamfer, Hjortetaksalt
(Ammoniumkarbonat) og Is. Ved tilstrækkelig høj Temp. kan
ethvert Stof bringes til at fordampe, om det
ellers kan eksistere ved denne Temp. Selv
Kulstof fordamper langsomt i den elektriske
Glødelampe, hurtigere i Buelampens langt stærkere
Hede. Ved Fordampningen spiller Trykket paa
Vædsken en stor Rolle. Kan D. ikke overvinde
dette Tryk, sker Fordampningen kun fra
Vædskens Overflade. D. siver langsomt ud i Luften,
og naar denne har optaget saa megen D., som
den kan, hører Dampdannelsen op, hvis den
dampmættede Luft ikke føres bort. Blæst
fremmer derfor Vands og andre Vædskers
Fordampning. Om Fordampning fra Vædskers Indre,
se Kogning. Det Tryk, som D. frembringer
i et lukket Rum, der holdes paa konstant Temp.,
forholder sig ligefrem som Mængden af D. i
Rummet. Man kan vise dette ved at slippe Vand ell. en
anden Vædske draabevis ind i en stor, lufttom
Flaske, hvis Temp. ikke forandres, og som staar
i Forbindelse med en Trykmaaler. Jo mere
Vædske der fordamper i Flasken, desto større
bliver Trykket og det saaledes, at D. af to lige
store Draaber frembringer dobbelt saa stort
Tryk som D. af een o. s. v. Men naar en vis
Vædskemængde er fordampet i Flasken, hører
Dampdannelsen op; føres mere Vædske ind,
bliver den liggende uden at fordampe, og
Trykket stiger ikke. Man siger da, at Rummet er
»mættet« med D.; ogsaa D. selv kaldes mættet.
Dens Tryk er da det største, som den kan
udøve ved den givne Temp. Men gør man Flasken
varmere, kan der fordampe mere Vædske i
den, og Trykket stiger, baade fordi den alt
tilstedeværende D. søger at udvide sig ved
Opvarmningen, og fordi der kommer ny D. til.
Havde Flasken været fyldt med tør Luft, vilde
Fordampningen foregaa meget langsommere,
men der vilde dog fordampe lige saa megen
Vædske som før, inden Rummet blev mættet,
og Trykket vilde være Summen af Luftens Tryk
og det Tryk, som den samme Dampmængde
vilde frembringe i det lufttomme Rom
(Dalton’s Lov). Ikke mættet D. forholder sig over
for Sammentrykning og Udvidelse som Luft og
følger altsaa Boyle’s Lov (s. d.). Holdes
Trykket konstant, udvider den sig som andre
Luftarter 1/273 af sit Rumfang ved 0° for hver Grads
Opvarmning. Til at maale Damptryk, der er
mindre end Atmosfærens, benyttes et Barometer
som Fig. 3. Man lader lidt af den Vædske, hvis
Tryk skal maales, stige op gennem Kviksølvet
i Røret; naar den kommer op i det tomme Rum
over Kviksølvet, vil den helt ell. delvis
fordampe. D. vil trykke Kviksølvet et Stykke ned,
og denne Sænkning i Barometrets Stand er da
Maal for Damptrykket. Vil man have mættet
D.’s Tryk maalt paa denne Maade, maa man
slippe saa megen Vædske op, at den ikke helt
kan fordampe. For at holde Temp. konstant,
omgiver man Barometerrøret med et videre
Rør, hvori der findes Vand ell. én anden
Vædske, der kan opvarmes til den Temp., ved
hvilken Damptrykket skal maales. Paa
Termometret øverst til venstre aflæses denne Temp.
Til Maaling af højere Damptryk kan bruges et
ombøjet Glasrør (Fig. 4), hvis korte; videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
