- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
514

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dandolo, Navnet paa en berømt venetiansk Patricierslægt - Dandolo, Tullio, ital. Forfatter, (1801-1870) - Dandré-Bardon, Michel François, fr. Maler og Raderer (1700-83) - Dandy (eng.), Laps, Modejunker - Dandy valse, se Papir. - Danearv. var i det gl. sv. og norsk-isl. Lovsprog Benævnelsen paa Arv, der tilfaldt Kongen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Redskab for sin Politik, idet han først lod den
erobre Zara i Dalmatien for sig, dernæst førte
den til Konstantinopel, hvor den ny Kejser
havde gjort Vanskeligheder med at forny Venedigs
Handelsprivilegier, og hvor han saa var med til
at faa det lat. Kejserrige oprettet (1204). D. var
et af Emnerne til Kejserværdigheden, men
attraaede den næppe for Alvor, idet han mente
det mere i Venedigs Interesse at faa den svage
Balduin af Flandern valgt. D. kunde imidlertid
p. Gr. a. Venedigs store Erhvervelser (se
Venezia) kalde sig »Herre over 3/8 af det rom.
Rige« (quartæ partis et dimidiæ totius imperii
Romanie dominator
). D. døde i Konstantinopel
23. Juni 1205 og begravedes i Sofiakirken. (Litt.:
Kretschmayr, »Gesch. v. Venedig« I [»bis
z. Tode D.’s«], Gotha 1905).

Enrico’s Sønner udmærkede sig paa forsk.
Maade i Venedigs Tjeneste, og hans Sønnesøn
Giovanni var Doge 1280-89. Dennes Søn,
Andrea, førte Venedigs Flaade i Krigen mod
Genua 1294, men blev slaaet og taget til Fange,
hvorover han skal være blevet saa overvældet
af Skam, at han dræbte sig ved at slaa sit
Hoved mod en Skibsmast. Francesco var
Doge 1329-39. I hans Embedstid førte Venedig
Krig med Martino della Scala i Verona,
erobrede Treviso og udvidede Republikkens
Herredømme paa »terra ferma«. Andrea er den
sidste Doge af Familien D. (1343-54). Han tog
en Universitetsgrad i Padua, hvor han en Tid
var Prof. i Jura. Petrarca, der var en nær Ven
af Andrea, karakteriserer ham som »retfærdig,
ubestikkelig, opfyldt af Kærlighed og Iver for
sit Fædreland, dertil lærd, af sjælden
Veltalenhed, viis. nedladende og human«.
Hovedbegivenhederne i hans Embedstid er: Pesten 1348,
Krigene med Genua, hvis stigende Indflydelse i
Orienten var en Trusel mod Venedig, men som
hemmedes ved den store Søsejr ved Cojera,
Undertrykkelsen af Oprøret i Zara m. m. D. er
særlig kendt som Historiker; hans Annaler
(Venedigs Historie til 1280) og store Samlinger,
foretagne paa hans Foranledning, af
Traktater (liber albus, Venedigs Traktater med
Orienten, liber blancus, dets Traktater med
Vesten) er en Hovedkilde til Venedigs ældre
Historie. (Litt.: Simonsfeld, »A. D. und
seine Geschichtswerke« [München 1876]. D.’s
Annaler er offentliggjorte af Muratori i
Scriptores rer. Italic. XII; Lenel, »Die Entstehung d.
Vorherrschaft Venedigs in der Adria« [1897]).
Girolamo (1796-1866), Søn af
Republikken Venedigs sidste Admiral Silvestre D., er den
sidste af den Slægt, hvortil Dogerne hører. Han
tog 1848 Del i Venedigs Oprør mod Østerrig og
blev senere Direktør for Statsarkivet dei Frari.
Han er Forf. til La caduta della repubblica di
Venezia ed i suoi ultimi cinquant’anni
(1855).

Vicenzo D., Greve, Kemiker og Agronom
(1758-1818), var Medlem af den cisalpinske
Republiks store Raad og derefter Guvernør i
Dalmatien, hvorefter han levede paa sine Godser
ved Varese. Han forbedrede Vejvæsenet,
Agerbruget og Vinavlen i Lombardiet. Han er Forf.
til Fondamenti della fisico-chimica applicati alla
formazione de’ corpi et de’ fenomeni della
natura
(1796), Les hommes nouveaux, ou moyens
d’opérer une régénération morale
(1799),
Enologia (1812), Il buon governo de’ bachi da seta
(1816), Storia de’ bachi da seta (1818-19). Hans
Memoirer er udgivne af Compagnoni (1820).

Emilio D., Søn af nedenn. T. D. (1831-59),
deltog i Revolutionen i Milano 1848, kæmpede
mod Østerrigerne i Lombardiet og Tyrol, senere
mod Franskmændene i Rom; Kampe, som han
senere skildrede. Efter en Rejse i Orienten
1850-51 udgav han Viaggio in Egitto, nel
Sudan, in Siria ed in Palestina 1850-51
(1854).
Hans Biografi er forfattet af G. Carcano (1872).
L. K.

Dandolo, Tullio, ital. Forfatter, Søn af
ovenn. Agronom og Kemiker Vicenzo D., f. 1801,
d. 1870. Han har skrevet en Mængde Værker
af forsk. Art; her skal blot anføres nogle af de
vigtigere: Viaggio per la Svizzera (13 Bd, 1820
-36), Studi sul secolo di Pericle e il secolo di
Augusto
(2 Bd, 1835-37), Reminiscenze e
fantasie
(2 Bd, 1841), Roma e l’imperio sino a
Marco Aurelio
(1844), I secoli di due sommi
Italiani, Dante e Colombo
(2 Bd, 1852), Il
Pensiero pagano e il Pensiero cristiano nei giorni
dell’ Imperio
(3 Bd, 1855), Storia del Pensiero
nei tempi moderni
(3 Bd, 1864-71).
(E. G.). E. M-r.

Dandré-Bardon [dã’dre-bar’då], Michel
François
, fr. Maler og Raderer (1700-83),
Elev af Vanloo, Direktør for Marseilles
Tegneskole, senere Rektor ved Paris-Akademiet, har
foruden ved dygtig kunstnerisk Virksomhed
(Kirkemalerier, Paris o. a. St.) gjort sig kendt
som Kunstskribent: en Levnedsskildring af
Vanloo, et Værk om de gamle Folkeslags Dragter
(1772), m. m.
A. Hk.

Dandy [’dändi] (eng.), Laps, Modejunker.
Ordets Oprindelse er ukendt; det brugtes iflg.
Murray ved den skotske Grænse i Slutn. af
18. Aarh. og var alm. i London c. 1813-19.
Jack-a-D. forekommer fra 1659 og havde i 18.
Aarh. en Bet., der kunde gaa over til D.
(C. K.). I. O.

Dandyvalse [’dändi-], se Papir.

Danearv. Dana arver ell. dana arf, henh.
dánararfr var i det gl. sv. og norsk-isl.
Lovsprog Benævnelsen paa Arv, der tilfaldt Kongen
ell. i visse Tilfælde Bispen efter en Udlænding,
som døde i vedk. Land uden at efterlade sig
Arvinger. I videre Bet. brugtes D. i yngre Love
ogsaa om Arv, faldet efter en Indlænding, der
døde uden Arvinger. Man mente i sin Tid, at
D. betød Arv efter danske Mænd, fordi Danske
i Norge og Sverige var de bedst kendte og
hyppigst forekommende Udlændinge; men nu
antages det, at første Del af Ordet er
Genitivformen af et Verbalsubstantiv af Verbet »at dø«,
og at det bet. en i Mangel af Arvinger ligesom
»død« Arv. I Danmark forekommer D. næppe
før midt i 15. Aarh., men Begrebet var langt
ældre og omhandles allerede i Landskabslovene,
der ikke har nogen særlig tekn. Benævnelse
derfor. Andetsteds bruges Udtrykket »arveløst
Gods«, undertiden ogsaa »Danefæ«, hvis Bet.
dog egl. var en anden. I den nyere Lovgivning
anvendes Ordet ikke (se Arvefaldsret).
(Ludv. H.). P. J. J.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:00 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0532.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free