- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
518

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danebroge, Navnet paa de Danskes Nationalfane, en rød Dug med et bredt hvidt Kors, der naar helt ud til Randene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hærafdelinger førte Rigets Banner. Hvor Originalen har
været ophængt skjult for Menigmands Øje, om
i Rigets Dressel (i »Folen«) paa Kalundborg Slot,
i Lunde Kirkes Skatkammer (ell. maaske i
Slesvigs Domkirke; i Slesvig førtes ved Valdemar
den Unges Kroning som Tronfølger 1218 de
Forhandlinger, der indledede Estlandstoget),
vides ikke. Man har henpeget paa en
Efterretning fra Kong Christian I’s Hyldning 1448, der
kunde tyde hen paa, at det har været et gennem
Tiderne gentaget Led af Hyldningsakten, at
Ærkebiskoppen til den nyvalgte Konge
overrakte det himmelfaldne Rigets Banner, »Symbolet
paa den højeste Myndighed til at samle Riget
og Folket indad- og udfadtil«. Men netop fordi
selve det originale Banner saa sjælden blev
udfoldet, vidste Menigmand ringe Besked med
denne Relikvie, og der udspandt sig i
Middelalderens Slutn. Rygter om, at Originalen
allerede var bortkommet i Erik af Pommern’s Tid,
medens der efter Reformationen gik Frasagn
om, at den var tabt ved Hemmingsted i
Ditmarsken 1500. Usikkerheden forøges yderligere
for Forskningen derved, at den himmelfaldne
Fane endnu 1527 findes regnet mellem Rigets
12 Herligheder.

Har man end p. Gr. a. de navngivne ansete
Hjemmelsmænd i en særlig Grad fæstet sig ved
Efterretningen om dens Tab ved Hemmingsted,
kan det dog indvendes, at en 300 Aar gl
Fanedug ikke har egnet sig til at udfoldes som
Hovedfane i Krig. Sandsynligere forekommer
denne Efterretning, saafremt Danebrogsfanen
kan tænkes medtaget af Kongen i
Ditmarskerfejden som en hellig, sejrvarslende Relikvie,
svarende til »Kong Erik’s Banner«, som Sten
Sture 1495 havde laant af Ærkebispen i Upsala
mod de hedenske Russere; D. kunde føres mod
alle Danefolkets Fjender. Kongehusets
Anmodning om at laane hellige Relikvier afsloges
næppe nogen Sinde, end ikke da Dronning Dorothea
begærede at laane en saa dyrebar Relikvie som
Jomfru Maria’s Særk fra Lunds Domkirke. Kong
Hans var ikke saa heldig som Sten Sture at
kunne holde sit Løfte om at føre Relikvien
tilbage, og al Tale om og Tro paa Relikvier
forstummede ikke længe efter. Sikkert er det da
ogsaa, at der ved Hemmingsted tabtes fl.
Hovedbannere og Bannere, der krævedes
udleverede 1559, og den egl. Hovedfane,
Kongefanen, behøvede ikke at have været nøjagtig
lig D. Den kunde, som vi ser af Flaget fra 1427,
have været tegnet med de 4 Kongevaaben om
D.’s hvide Kors. Johan Rantzau, der paa Kong
Frederik’s Vegne modtog Trofæerne, har
næppe i den Tradition, han lod gaa i Arv til sin
Søn, lagt nogen Vægt paa, at der i sin Tid
havde knyttet sig papistisk Overtro til
Danebrogsfanen; det var alene dens Værd som hist.
Relikvie, han havde i Tanken. Og Traditionen i
Slægten lød tillige bestemt paa, at der 1559 kun
var »et Stykke« tilbage af det Banner, som ved
et Under var givet en dansk Konge, »og det var
næsten ødelagt af Fugtighed og Ælde«. Deri laa
da maaske ogsaa Grunden til, at man ikke førte
denne Trofæ til Hovedstaden, men lod den
deponeres som en hist. Mærkelighed i Slesvig
Domkirke, Hertugdømmernes Hovedkirke, hvis
Anseelse i Folket var hævet ved, at den var blevet
Kongemausoleum og dens Indre tilmed nys
forskønnet ved det prægtige Monument, der var
rejst over Frederik I’s Grav. Der er derved
netop vist en saa stor Pietet mod det »Stykke«,
der var tilbage af den himmelfaldne
Danebrogsfane, som man paa nogen Maade turde
forudsætte, at Tiden havde Sans for. (Efter Ulrich
Petersen er de sidste Rester gaaet til Grunde
her c. 1660. En Fanespids af udmærket Arbejde,
nu i Nationalmus., og hvortil er knyttet en
tilfældig Tradition om, at den skal have hørt til
det gl. D., er persisk, fra 16. Aarh.).

D.’s korsmærkede Dug har fra Middelalderen
til den Dag i Dag vajet under Gaffel og paa
Mastetop af alle de Skibe, der hørte hjemme i
danske Havne. I Hæren er D. derimod ikke
ført saa uafbrudt og udelukkende som Mærke.
Allerede paa Krigsscener, fremstillede i Slutn.
af 16. Aarh., ser vi, at den i Europa fra gl Tid
raadende Skik, at Fyrstens Vaabenflag bliver
Krigshærens Mærke, paa ny gør sig gældende i
Danmark, idet det tværstribede oldenborgske
Mærke og ikke D. kan findes ført som
Hovedbanner. Paa Basrelieffremstillingerne paa
Frederik II’s Sarkofag i Roskilde Domkirke ses
D. gennemgaaende som Rytterstandart, men kun
i eet Tilfælde som Fodfolksfane, og da er dens
to yderste Hjørner afrundede. Alle
Orlogsskibene paa Basreliefferne fører D. som
Splitflag og i den samme Form, i hvilken vi finder
det i Middelalderen i Everschip’s Segl. Endnu
paa Frederik II’s Tid var Splitflaget dog ikke
udelukkende Skibsflag; paa Kronborg-Tapeterne
paa Nationalmus. ser vi det i et Felt ført af
Rytteri, medens i et andet Felt den danske
Flaade bærer et lige afskaaret Flag (Stutflag),
med hvilket ogsaa andre Skibsbilleder fra
samme Tid fremtræder. I Christian IV’s
Regeringstid maa Splitflaget derimod være fastslaaet som
Orlogsflag og Mærke for kgl. Ejendom, medens
»Stutflag« altid føres i Hæren. Hen i Tiden ses
D. som et beskedent lille Hjørnemærke i de i
mange forsk. Farver varierede Faneduge, som
Hæren førte. Norge vælger under Christian
Frederik (1814) D. til sit Hovedflag med den
gyldne norske Løve som Særmærke i øverste
Kvadrat ved Stangen. Dette Flag veg 1815 for det
tretungede sv. Flag med et rødt Hjørne med et
hvidt Skraakors, indtil 1844 det særlige norske
Flag komponeredes, som har arvet det hvide
Kors paa den røde Dug fra D., men paa det
hvide Kors fører det mørkeblaa »Hjerteblad«.
Men i Danmark var fra 1842 Danebrogsfanen paa
ny normeret som den danske Hærs Fællesmærke.

Ang. Reglerne for Tegningen i Flaget og dets
Føring, se Danske Flag.

(Litt.: J. J. A. Worsaae, »Om D.« [1849];
C. F. Wegener, »Om D. og
Danebrogsordenen« [1872]; C. Paludan-Müller,
»Sagnet om den himmelfaldne Danebrogsfane«
[1873]; A. D. Jørgensen, »Om D.’s
Oprindelse« [Hist. Tidsskr. 4. Rk. V 1875-77];
Henry Petersen, »Et dansk Flag fra
Unionstiden« [Aarh. f. nord. Oldk. 1882]; A. D.
Jørgensen
, »Undersøgelser vedrørende D. og
det danske Kongevaaben« [Hist. Tidsskr. 6. Rk.
I, 1887-88]).
(H. P.). H. A. K.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:40:20 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0536.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free