Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danells Øer, en Gruppe Øer paa Grønlands Østkyst - Daneo, Giovanni, ital. Digter, (1824- ) - Daner, Navn paa den Folkestamme, som har skabt det danske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
65 1/2° n. Br. Graah saa 1829 fra sin nordligste
Teltplads paa Grønlands Østkyst, Øen »Vend
om«, i østnordøstlig Retning i 40 à 50 Sm.’s
Afstand disse Øer, som han antog at høre til
den af Danell opdagede Øgruppe, skønt de laa
Fastlandet nærmere end opgivet af Danell. Rafn
(»Grønlands hist. Mindesmærker«) antog, at de
af Danell og Graah sete Øer ud for Grønlands
Østkyst er de samme som de af Ulf Krage’s Søn
Gunbjørn opdagede Øer Gunbjørn Skær.
Efter nyere Undersøgelser findes der imidlertid
ingen Øer, som kan passe til de af Danell
omtalte.
G. F. H.
Daneo [da’næo], Giovanni, ital. Digter,
f. 16. Maj 1824 ved Aosta. Han studerede ved
Univ. i Genova, og hans Virksomhed har særlig
været knyttet til denne By og Prov.;
Pædagogikken har været hans Hovedbeskæftigelse, og en
Tid var han ansat som Undervisningsinspektør
i Prov. Genova, derefter blev han Prof. i
Pædagogik ved Byens Univ. Hans Forfatterskab
spænder over et betydeligt Omraade: Poesi i bunden
og ubunden Stil, æstetisk Kritik, Taler,
Pædagogik m. m., og han roses for korrekt Form og
lyrisk Sving. Fremhæves kan Digtsamlingen
Poesie (1885), det fortællende Digt Gotama,
Dramme e commedie (1883) - Tragedien Zuleika
hører til hans bedste dram. Arbejder -, Il
castello di Bardespina (1870) og Adolfo ed Elisa
di Montalpino (Romaner), desuden
Considerazioni sul bello (1877), Memorie d’un
convalescente, Un sogno (1879), Raffaello Sanzio (1880),
Memorie d’un galantuomo (1881), Doveri e
diritti (3. Opl. 1885) m. m. (Litt.: Mozzi, Note
su G. D. [Genua 1881]).
(E. G.). E. M-r.
Daner, Navn paa den Folkestamme, som har
skabt det danske Rige. Navnets Oprindelse (se
ndf.) er dunkel, og D.’s ældste Historie
indeholder mange uløste Spørgsmaal. Medens vi
kender fl. a. nordiske Stammer i den rom.
Kejsertid, forekommer D. ikke før Aar 500, men
nævnes fra da af meget hyppig; deres store
Vækst og Tapperhed berømmes. Det
oldengelske Beovulfdigt har bevaret os Sagn fra 6. Aarh.,
hvor D. kæmper sejrrig imod Barderne og til
sidst sejrer (se Beovulf, Hjort, Lejre,
Skjoldunger, Rolf Krake). Alle
Overleveringer betragter Sjælland med Sigersted og
Lejre som deres Hovedsæder, og hermed
stemmer denne Landsdels fremragende Stilling i
Folkevandringstidens Kultur. Ved Danevældens
Fremtræden c. 500 synes den at have omfattet
de danske Øer, samt Skaane og muligvis Dele
af den jyske Halvø. En noget sagnagtig
Beretning sætter D.’s Ry i Forbindelse med
Herulernes Uddrivelse (fra den skandinaviske Halvø).
Det synes, at Danenavnet tidlig var ved at blive
fælles for hele det senere Danmarks Befolkning;
Kong Hugleik, der c. 517 faldt paa Vikingetog
mod Friserne, kaldes af Frankerne for D.’s
Konge, af Beovulf for »Geaternes« (her vistnok
Jyderne, ikke Gøterne). En politisk
Sammensmeltning af D. og Jyder til det danske Rige
maa være sket i den nærmest flg. Tid; iflg.
Sagnet (se Dan) skete Foreningen, da man med
fælles Kræfter afslog et Angreb af Tyskerne.
Noget større Troværdighed har de Sagn, der
lader Harald Hildetand (c. 550-600) samle hele
Danmark. I 8. Aarh. (777) var D. den eneste
politiske Betegnelse for hele Danmarks
Befolkning; i Kong Alfred’s Rejsebeskrivelse c. 890
nævnes udtrykkelig »Norddaner« paa Øerne og
i Skaane, »Syddaner« i Jylland indtil Hedeby.
Paa Jellingestenen c. 985 taler Kong Harald om
»Daner«, »alt Danmark og Norge«.
En sproglig Betragtning stemmer med disse
hist. Data. Kun to Stammenavne findes brugte
af Danmarks Befolkning: D. og Juter ell. Jyder
(foruden en Gren af Frisernes Stamme paa
Sønderjyllands Vestkyst). Alle andre Folkenavne er
afledte af Stedsbetegnelser: Angelboer af Angel
ɔ: den krogede Halvø; Angler som Folkenavn
kendes næppe i Nordisk), Vendelboer,
Skaaninger o. s. v. D. og Jyder forholder sig da til
hinanden næsten som Sviar og Gøter (medens
Norge foruden fl. mindre har fire større
Stammenavne: Raumer, Ryger, Horder og Trønder).
De betegner to nærbeslægtede Folkestammer,
hvis Sprog var ens, ved Danevirke og i Jellinge
som paa Sjælland og i Skaane (de nuv.
Dialektforskelligheder er af nyere Oprindelse; se
Danmark [Sprog]). Sammensmeltningen til eet Folk
har for Jyllands Vedk. givet sig Udtryk bl. a.
i Navne som Danevirke, Daneryge (se
Danerlyng) og Sagn om Kong Dan. I Vikingetiden
er D. ved at faa en endnu mere omfattende
Bet. I Vesteuropa bruges D. ofte som fælles
Navn for alle Nordens Folk, enstydigt med
Normanner. At denne Tanke ikke har været
selve Nordboerne fremmed, ses af Udtrykket
dansk Tunge om det nordiske Sprog.
Navnet Danmark er afledet af
Folkenavnet D. Det har sit Sidestykke i norske Navne
som Telemark, Hedemark, Finmark, der alle
er afledte af Folkenavne. Sidste Del af Navnet
er det oldnordiske mörk, Skov, men synes i
denne Forbindelse at bet. Folkets samlede
Omraade, baade dyrket og (især) uopdyrket,
skovbevokset Land. Paa samme Maade bruger et
af den ældre Eddas Kvad Hún-mörk om
Hunernes Landomraade; Gjukungerne rider gennem
»al« Hunemarken, den ukendte Mørkskov og de
grønne Vange (ligesom »alt Danmark« paa St.
Jellingesten). Navnet optræder tidligst paa Lille
Jellingesten (c. 930) og antydes omtr. samtidig
ved den lærde frankiske Benævnelse paa D.
»Markomanner«.
Oprindelsen til D. skjuler sig i en fjern
Fortid. »Selve den sproglige Karakter af Navnet
D.«, siger S. Bugge, »viser, at dette Navns
Oprindelse tilhører en Tid, der ligger langt, ja"
jeg vover trygt at sige, sikkert 1 Aartusind forud
for den Tid (c. 500 e. Kr.), fra hvilken vi først
finder det optegnet«. Den rimeligste Formodning
om Oprindelsen er S. Bugge’s, at D. hænger
sammen med irsk duine, Mennesker, og græsk
Χθόνιος, tilhørende Jorden; Navnets Bet. skal da
være »Landets Børn« (jfr »Tysk«, egl. den, som
tilhører Folket) ell. maaske »de nede ved
Jorden boende«, »Lavlændere« (jfr angs. denu, Dal).
Men noget endeligt Resultat har
Sprogvidenskaben ikke at opvise. D. findes i Personnavne
hos nordiske, tyske og eng. Stammer (Dan,
Deneberth, Denihilt o. s. v.), tidligst i 6. eller
maaske 4. Aarh. Denne Udmærkelse skyldes
næppe D.-Folkets Opsving i 6. Aarh., men er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
