Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Planteverden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Humusmasser. Kærplanter kan paa denne Maade
danne ret mægtige Tørvelag (Kærmoser).
Moser kan ogsaa opstaa paa andre Maader i
D.’s ferske Vande, nemlig hovedsagelig af
Mosser, navnlig Tørvemos (Sphagnum). Ofte
indfinder disse sig ovenpaa og overdækker
Kærmoserne helt, og p. Gr. af deres ejendommelige
Bygning bliver de i Stand til at vokse højere
og højere, medens de nedre Dele efterhaanden
dør og gaar over i Tørv. I andre Tilfælde er
Mosens Tilblivelse forsk. herfra. Fra Bredden
af smaa Søer og Damme, hvor der ikke findes
stærkt Bølgeslag, vokser Sump- og Vandplanter
ud i Vandet, tillige med Vandmosser (Hypnum
fluitans, H. giganteum o. a. Arter) og
Tørvemosser. Der danner sig ofte en Hængesæk, et
tæt, af sammenfiltrede Plantedele dannet Dække
over Vandet. Fra de omgivende Højder fører
Vinden og vel ogsaa Vandstrømmene Blade,
Frugter, Grenstumper m. m. ud i Vandet, hvor
de begraves; Træstammer styrter ud fra
Bredderne og begraves ligeledes, og er Vandet
blevet rigt paa Humussyrer, kan disse Plantedele
bevares i uendelige Tider i den af
Vandplanterne, Mosserne o. s. v. dannede Tørvemasse.
Efterhaanden tilvokser den hele Dam, og
Tørvemosset bliver omtr. eneraadende paa Overfladen.
I dets bløde Masser trives mange andre Planter,
dels andre Mosser, dels Halvgræs (Kæruld,
Star), Benbræk, Blomstersiv, Trehage, Soldug,
Tranebær, Rosmarinlyng, Klokkelyng o. s. v. De
af Japetus Steenstrup i hans enestaaende,
epokegørende Værk om »Vidnesdam- og Lillemosen«
(1842) studerede saakaldte Skovmoser er
opstaaede paa denne Maade; de i Tørven
bevarede Planterester har belært os om de i
Løbet af de sidste Aartusinder foregaaede
Forandringer i D.’s Plantevækst (Steenstrup,
Vaupell, N. Hartz, Knud Jessen).
Tørvemosserne formaar at optage Vand fra
Atmosfæren og kan derfor vedblive at vokse
længe efter, at de ikke længere kan optage
Grundvand; en væsentlig af Tørvemos dannet
Mose bliver til sidst urglasformet hvælvet i sin
Midte - deraf Navnet Højmose i
Modsætning til de flade Kærmoser. De er
næringsfattige, medens Kærmoserne er meget rigere
paa Næring. Efterhaanden som ældre Højmoser
bliver mere tørre, faar andre Planter, der
ynder en mindre fugtig Bund, Overhaand, og
navnlig vil Mosen let blive dækket af Hedelyng
(»Lyngmose«, f. Eks. Vildmoserne i
Nørrejylland).
Den frugtbare Jordbund i D., hvis Grundvand
ligger dybere, har i fordums Dage været
skovklædt. Den ældste Storskov var, som Steenstrup
først paaviste, Fyrreskov (Pinus silvestris); den
er nu helt forsvundet, og Fyrren er ikke mere
vildtvoksende i D.; efter den kom Egeskoven,
som atter til Dels er fortrængt af Bøg, vistnok
for en væsentlig Del ved Hjælp af Mennesket,
der ved Grøftning har gjort Bunden mere tør
og passende for Bøg. Kun paa de fugtige, lerede
Jorder paa Lolland o. a. af de sydlige Øer og
paa Jyllands magre Sandjorder holder nogle
Egeskove sig endnu.
Bøgen er et skyggegivende (og
skyggetaalende) Træ; derfor bliver Skovbunden i Bøgeskoven
saa bar, og kun i det tidligste Foraar, før
Bøgens Løvspring, trives her en blomsterrig Flora
(Anemone, Lærkespore, Kodriver, Guldstjerne
o. a. Planter, hvis overjordiske Dele snart
forsvinder, samt en Del andre, fleraarige Urter,
der holder længere ud, saasom Skovmærke,
Bingelurt, Flitteraks, Lund-Rapgræs, Miliegræs o.
fl. a. samt Bregner). Egen er derimod et
Lystræ, der behøver mere Lys end Bøgen, som
netop derfor saa let fortrænger Egen, naar den
har faaet Indpas i en Egeskov med gunstig
Jord. Egeskovens Karakter er p. Gr. a.
Lysforholdene en helt anden; den har en frodig
Underskov af Hassel, Tjørn, Navr, Slaaen, Benved,
Pil, Kvalkved, Hindbær o. a. samt mange Urter,
ogsaa de nævnte.
Saa længe det faldne Løv kan faa Lov til at
blive liggende og dække Skovbunden, vil der
iflg. P. E. Müller udvikle sig et rigt Dyreliv i
Løvskovene mellem Bladene og i Jorden under
dem; det er navnlig Regnormene, der kommer
til at spille en Rolle, idet de gennemroder
Jordbunden og danner Gange i den, hvorved den
gennemluftes, fortærer Planterester, sluger
Jorden og aflejrer deres Ekskrementer oven paa
den i Form af grynede Masser, blander
Muldstofferne og uorganiske Dele sammen o. s. v.
En saadan løs, muldet Bund er fortrinlig
skikket for Bøgen og for alle dens Følgeplanter;
D.’s smukkeste Bøgeskove vokser paa en saadan
Bund. Faar Vinden derimod Indpas i Skoven,
og blottes Skovbunden for Lyset, f. Eks. ved
uforstandig Hugst, vil Løvdækket føres bort, de
smaa Dyr i Jordbunden forsvinder, Jorden
tørrer ud og bliver fast, muldfattig og plantefattig,
ell. den dækker sig især med Græs. I andre
Tilfælde, hvor Vinden kommer til at stryge hen
over Bunden og udtørrer den, men
Planteresterne bliver liggende, vil de fine Rødder af
forsk. Planter væve sig tæt sammen med
Planteresterne til en sortebrun, tørveagtig, svampet
Masse, Mor, der danner et paa ikke
sønderdelte Plantedele rigt Dække over Jorden, som
lukker Luften ude og derved fremkalder
Syredannelse i Jorden. Paa en slig Morbund kan den
muldede Bunds Urter ikke trives; i deres Sted
indvandrer Bølget Bunke, Skovstjerne,
Majkonval, Lyng, Blaabær o. fl.; de to sidst nævnte
hører til de stærkt mordannende Arter. Bøg
og Eg kan heller ikke forynge sig, Skoven
forsvinder, og Lyngheden træder ofte i dens Sted.
Lyngheden er overhovedet i fl. Tilfælde,
som alt nævnt, det Plantesamfund, som sluttelig
beholder Marken. Den er en stedsegrøn,
hovedsagelig af smaabladede Dværgbuske dannet
Plantevækst, der er skikket til at udholde
Tørhed og slette Ernæringsvilkaar. Hedelyngen
(Calluna vulgaris) er den tonegivende Plante;
den er nøjsom og haardfør, trives paa Bund af
meget forsk. Art, lige fra varm og tør Sandbund
til en vandtrukken Mosebund. Til den slutter sig
Revlingris (Empetrum nigrum), der ligeledes
har smaa, liniedannede Blade med
Spalteaabningerne indesluttede i en Fure paa Bladets
Rygside, Melbær, Graapil, Blaabær
(Vaccinium Myrtillus), Tyttebær (Vaccinium Vitis idda),
Gyvel, Arter af Visse - alle smaa og
smaabladede, til Dels stedsegrønne Dværgbuske, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
