Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Statsforfatning og -forvaltning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samlingen 1904-05 fra det socialdemokratiske
Mindretal i Folketinget og støttedes af de andre
Mindretal i dette Ting, det konservative som det
radikale. Ministeriet J. C. Christensen modsatte
sig imidlertid en bogstavelig Opfyldelse af Grl.’s
Bud, under Henvisning til, at Folketingets
Medlemsantal derved vilde blive altfor stort, og
stillede i Stedet i den flg. Samling Forslag om en
Ændring af Grl.’s § 32, hvorved
Medlemsantallet fikseredes til et bestemt Antal. Dermed var
Grundlovsændringens Vej paa ny aabnet og
antog snart større Omfang. Den første Ændring,
der altsaa kun drejede sig om en eneste
Grundlovsparagraf, stødte nemlig bestandig paa
Modstand i Landstinget, navnlig p. Gr. a. den forsk.
Opfattelse i de to Ting ang. Spørgsmaalet om
de paa Livstid udnævnte Medlemmers Stilling
i Tilfælde af Landstingets Opløsning.
Grundlovsrevisionen skiftede herved lidt efter lidt
Maal: den udvidedes nu til at omfatte først en
fuldstændig Revision af Valgretsreglerne til
Folketinget, og tog derefter mere og mere Sigte
mod en fuldstændig Omændring ogsaa af
Landstinget. Allerede i 1907-08 fremsatte det
socialdemokratiske Parti Forslag om at udvide
Valgretten til begge Ting til Kvinder, Tjenestefolk
og 21-aarige, og i 1909-10 stillede det radikale
Parti Forslag om ikke blot at udstrække
Valgretten til alle fuldmyndige Mænd og Kvinder,
men ogsaa at afskaffe al privilegeret Valgret til
Landstinget. De af Flertallet i Folketinget
støttede Venstreregeringer søgte dog saa længe som
muligt at indskrænke Revisionen alene til
Folketingets Sammensætning, og det var endda først
i Samlingen 1910-11, at Ministeriet Klaus
Berntsen fremsatte et Regeringsforslag gaaende ud
paa Indførelse af Valgret til Folketinget for
Kvinder, 25-aarige og Tjenestefolk. Da
imidlertid ogsaa dette udvidede Grundlovsforslag
mødte samme Modstand i Landstinget som de
tidligere, opgav Ministeriet Klaus Berntsen den
hidtil fulgte »to Tempi«s Politik og forelagde
23. Oktbr 1912 et Forslag, der yderligere gik ud
paa helt at afskaffe al »privilegeret« Valgret ogsaa
til Landstinget saavel som de kongevalgte
Landstingsmænd. Forgæves søgte Landstingets
konservative Flertal nu at gøre Modstand mod det
Angreb, der altsaa nu var rettet direkte mod
det selv; det var for silde. Dets Flertal var
efterhaanden bl. a. ved Afgangen af de
Kongevalgte og som Følge af Skattelovene af 1903
svundet til een Stemme over Halvdelen, og
ovf. en Koalition af samtlige andre politiske
Partier slog dets »Valgprivilegier« derfor ikke
mere til. Og den Støtte, Landstingets Højre en
lang Tid haabede at vinde hos den mere
maadeholdne Fløj inden for Landstingets Venstre,
udeblev. Vel formaaede Landstingets Højre
endnu to Gange at standse Grundlovsforslaget:
Apr. 1913 ved at nægte det Overgang til 2.
Behandling og Juni 1914 - efter at der var
afholdt et nyt Folketingsvalg, der førte til
Ministeriet Berntsens Afgang - ved at bringe
Forslaget til Fald ved at udeblive fra
Afstemningen, saa at Tinget blev beslutningsudygtigt. Men
da Ministeriet Zahle 13. Juni opløste Landstinget
- den første Landstingsopløsning under Grl. af
1866 -, opnaaede Grundlovsforslaget sikkert
Flertal ogsaa i Landstinget og syntes altsaa
endelig sikret, da der ogsaa efter mange
Vanskeligheder opnaaedes Enighed om en ny Valglov.
Den Aug. 1914 udbrudte Verdenskrig bragte dog
atter Sagen midlertidig til Standsning, idet det
syntes farligt midt under disse urolige Forhold
at udsætte Landet for en saadan voldsom
Valgkamp som den, der kunde forudses, naar den
ny Grl. skulde træde i Kraft. De standsede
Forhandlinger optoges imidlertid nogen Tid efter
igen, og denne Gang ved Initiativ fra det
konservative Partis Side. Og efter at Forslaget, der
under Behandlingen mere og mere havde faaet
Form af en omfattende Grundlovsrevision, var
gaaet glat igennem Rigsdagen og paa ny
vedtaget af denne efter afholdte ny Rigsdagsvalg,
der fandt Sted som »Fredsvalg« uden Valgkamp,
kunde det paa Grundlovsdagen stadfæstes som
D.’s Riges Grl. af 5. Juni 1915. Den ny Grl., der
altsaa er D.’s 5., ell., naar den oktrojerede
Fællesforfatning af 1854 medregnes, 6.
Rigsforfatning, siden 1848, er dog endnu (i 1916) ikke
traadt i Kraft. Paa Grund af de urolige
Verdensforhold skulde den nemlig iflg. dens 6.
midlertidige Bestemmelse først træde i Kraft et Aar
efter Stadfæstelsen, og denne Bestemmelse
kunde atter ændres ved simpel Lov. I Henhold
hertil er den ny Grl.’s Ikrafttræden atter udskudt
ved L. af 15. Marts 1916 til 5. Juni 1917,
medmindre et andet Tidspunkt fastsættes ved ny L.
Alligevel vil den her blive lagt til Grund for den
flg. Fremstilling.
II. Forfatningens
Grundprincipper og Magtfordeling. Regeringsformen
er indskrænket monarkisk. Den lovgivende Magt
er hos Kongen og Rigsdagen i Forening, den
udøvende Magt hos Kongen, den dømmende
Magt hos Domstolene, Grl.’s §§ 1 og 2. Det er
den berømte Montesquieuske Lære om
Statsmagternes Adskillelse, der genlyder i disse Ord.
Men denne Lære er i Grl. ikke gennemført
ensidigt. Dels gør allerede Grl.’s § 2 Kongen ikke
blot til Eneindehaver af den udøvende, men
ogsaa til Medindehaver af den lovgivende
Magt, saaledes at Kongen ikke blot har
Veto ved Loves Givelse, men ogsaa
Forslagsret lige saa vel som Rigsdagen. Dels er
Grundlovens § 2 heller ikke helt udtømmende.
Saaledes har paa den ene Side Rigsdagen ogsaa
adskillige andre Beføjelser end en lovgivende,
f. Eks. Medvirkningsret ved visse vigtige
Traktaters Afslutning, ligesom den helt
igennem kontrolerer Regeringens Førelse og
eventuelt endog vælger ny Konge og
Rigsforstander, naar ingen Konge eller
regeringsdygtig Konge findes. Paa den anden Side har
Kongen foruden Lovgivningsmagt sammen med
Rigsdagen Ret til paa egen Haand at give
foreløbige Love efter § 25. Endelig maa ogsaa nu
alle til Folketinget valgberettigede Borgere for
saa vidt siges at være Medindehavere af den
øverste lovgivende Magt, selve den
grundlovgivende Magt, som der nu efter Grl.’s § 93 til
en Grundlovsbestemmelses Vedtagelse kræves
Folketingsvælgernes Godkendelse ved en direkte
Folkeafstemning.
III. Kongemagten og Ministeriet.
Kongemagten er efter Grl.’s § 1 arvelig. Arvefølgen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
