Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Retsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vigtigere danske Love som Kolding’ske Reces og
Store Reces ved at optages i Udgaverne af
Jyske Lov reciperede i Retsbrugen, men
dermed standser i det væsentlige Receptionen af
dansk Ret, og navnlig fik D. L. - bortset fra
det søretlige Afsnit - aldrig Gyldighed i
Sønderjylland uden for enkelte Distrikter.
Hovedgrunden til at datere en ny Periode i
Retsudviklingen fra Slutn. af 17. Aarh. er dog
selvfølgelig den Omvæltning i Statsforfatningen,
som blev en Følge af Begivenhederne 1660, samt
den ikke længe efter stedfindende Udstedelse
af D. L. Efter Enevældens Indførelse fik den
danske Forfatning i Kongeloven 14. Novbr 1665
et helt nyt Grundlag, hvor alle ældre politiske
Institutioner undtagen Kongemagten var fejede
fuldstændig bort. Den lovgivende Myndighed
var nu hos Kongen, der kunde udøve den efter
eget Forgodtbefindende og i de Former, han
selv fandt passende. I Reglen udstedtes Lovene
som Forordninger (Plakater, Anordninger), der
rettedes til Undersaatterne i Alm. og i trykt
Form omsendtes til Læsning paa Tingene
(Landsting, Herreds-, Birke- og Byting). Som oftest
udgik slige Love med Kongens egen Underskrift,
men det forekom ogsaa, at en kgl. Resolution af
det Kollegium, som havde udvirket den,
kundgjordes som Lov i Kollegiets Navn. Mange Love
udstedtes dog ikke i den her nævnte Form,
men blev blot stilede til og meddelte de
Myndigheder, som skulde anvende dem, være sig
administrative Myndigheder ell. Domstole, og
blev da i Reglen hverken trykte ell. offentlig
kundgjorte. De udgik ligeledes enten med
Kongens egen Underskrift (Reskripter) ell. efter
indhentet Resolution i det paagældende
Kollegiums Navn.
Foruden Lovgivningsmagten tilfaldt ogsaa
den dømmende Myndighed i øverste Instans
Kongen, og heller ikke i Udøvelsen af denne
var han bunden til bestemte Former. Navnlig
var der intet til Hinder for, at Retssager uden
Rettergang afgjordes ved kgl. Reskript, og dette
fandt i Enevældens første Aarh., særlig under
Kristian VI og Frederik V, hyppigt Sted i
Straffesager. Dog fik Kabinetsjustitsen aldrig noget
stort Omfang, idet Kongen som Regel udøvede
sin dømmende Myndighed gennem Domstolene,
af hvilke den 1661 oprettede Højesteret
betragtedes som det umiddelbare Udtryk for hans
Villie.
Hvad Retsudviklingen under Enevælden
angaar, maa den første Tid betegnes som en stor
Reformperiode; særlig gælder dette om Aarene
1661-64, 1670-73 og 1679-85. I disse Aar
falder foruden Oprettelsen af Højesteret den
fuldstændige Omformning af
Centraladministrationen gennem Indførelse af Kollegiestyrelsen,
Nyordningen af Provinsforvaltningen ved
Oprettelsen af Amtmands- og
Amtsforvalterembederne, forsk. betydningsfulde Forandringer
i Købstadstyrelsen, Tilvejebringelsen af et
næsten helt nyt Grundlag for Skattevæsenet,
Indførelsen af en ny Højadel og i Forbindelse
dermed af Rang- og Titelvæsen m. m. Af endnu
langt større Bet. end disse Reformer var dog
Udstedelsen af Kristian V’s D. L. 23. Juni 1683,
hvorved et længe næret Ønske om
Tilvejebringelse af fuld Retsenhed realiseredes og største
Parten af den gældende Ret, navnlig
Privatretten, Procesretten, Strafferetten og
Kirkeretten samtidig med, at den moderniseredes, blev
samlet i en enkelt stor Kodifikation.
Efter Reformerne i 17. Aarh. fulgte en lang
Periode, hvor store Forandringer kun sjældent
fandt Sted, men hvor Lovgivningen dog saa
langt fra kunde kaldes sparsom, at der
tværtimod udgik en Overflødighed af Kongebud, men
rigtignok oftest uden omhyggelig Overvejelse
og uden synderlig Tanke for Sammenhæng og
Konsekvens. Det var den lette Adgang,
Enevælden aabnede Lovgiveren til Indgriben i alle
Forhold, som fristede ind paa dette utidige
Lovmageri, der desuden fremelskedes ved det
Utal af Supplikker, hvormed Kongen til
Stadighed bestormedes, og hvori der androges om
Undtagelser fra Lovene ell. om andre specielle
Foranstaltninger. Da Udstedelsen i Reglen skete
efter Forestilling af et enkelt Kollegium,
undertiden endog uden at et saadant var hørt, hændte
det ikke sjældent, at forsk. Kongebud stred mod
hinanden, ell. at de var saa uovervejede, at de
efter kort Tids Forløb atter maatte
indskrænkes ell. tilbagekaldes, og baade som Følge heraf
og p. Gr. a. Mængden af specielle Lovbud var
det ofte smaat bevendt med Overholdelsen. Hvad
der i øvrigt karakteriserer Datidens Lovgivning,
er dens store Lyst til smaalig Indblanding i
private Forhold og til Regulering af
Næringslivet i dets mindste Detailler. De mange hertil
sigtende Paabud og Forbud sammenfattede man
under Begrebet Politi, og det er først og
fremmest dem, der fylder op bl. Lovene fra Tiden
efter D. L., som selv havde ladet
Politilovgivningen ligge. En alm. Frd. om Politiens
Administration udgik 22. Oktbr 1701. Det her
udviklede passer mere ell. mindre paa hele
Perioden indtil Struensee, men siden Kristian VI’s
Tid spores dog i visse Henseender en
Forandring til det bedre, hvilken hænger sammen
med den voksende Bet.,
Generalprokurørembedet fra nu af fik, idet Generalprokurøren
blev Regeringens og særlig Kancelliets jur.
Konsulent, der paa Forlangende afgav Betænkning
over Retsspørgsmaal og gjorde Udkast til Frd.
Netop paa denne Tid beklædtes Embedet af fl.
betydelige Mænd; under Kristian VI saaledes
nogle Aar af Andreas Højer og senere i en
lang Periode af Henrik Stampe, der var
Generalprokurør 1753-84, men udfolder sin
Hovedvirksomhed i Aarene før Struensee.
Stampe, der skønt konservativ, allerede var
paavirket af Oplysningstidens Ideer, var ikke blot en
fremragende Jurist, men nød ogsaa stor
personlig Tillid i Regeringskredse, og han blev
derved i Stand til paa mange Omraader at præge
Retsudviklingen. Af stor Bet. var navnlig den
Fasthed, hvormed han i sine Betænkninger
bekæmpede al Slags Vilkaarlighed og ved
enhver Lejlighed hævdede Nødvendigheden af, at
Afgørelsen af Retssager forbeholdtes Domstolene.
Herved bidrog han væsentlig til at give
Styrelsen den lovordnede Karakter, som
udmærkede Enevælden i dens sidste Aarh. Stampe var
heller ingen Ynder af en Lovgivning, der greb
stærkt ind i Borgernes private Forhold, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
