Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til å; denne Overgang fuldendes nu, hvad man
ser af Stavemaader som mool (Maal), for (Faar)
o. s. v., og et nyt å udvikler sig af opr. kort a
især foran (opr.) ld og rth, samt ofte efter v:
hollæ (af haldæ), gaard (af garth), wogn (af
wagn). - M. H. t. Vokalernes Længde
sker der ved Aar 1300 en vigtig Forskydning,
idet man paa den Tid begynder (med faa
Undtagelser) at forkorte lange Vokaler foran
dobbelt Konsonant (oldn. nátt havde langt a,
dansk Nat har kort a), medens opr. kort Vokal
forlænges foran enkelt Konsonant, der
efterfølges af Vokal: oldnordisk tala, bera havde
korte, dansk tale, bære lange Rodvokaler;
dog fordobles m efter Vokal (undtagen i),
hvorfor vi faar korte Vokaler i dømme (opr. dømæ),
Tømme (opr. tømæ). Disse Lydovergange
gennemføres allerede i 14. Aarh. Vi har saaledes,
især i Slutn. af 15. Aarh., faaet et Lydsystem,
som endogsaa paa visse Punkter havde fjernet
sig mere fra ældste Dansk, end Nutidens
Rigssprog har gjort (smlg. f. Eks. ældste Dansk
dagh, gammeldansk daw, nuv. Dansk Dag).
Rimeligvis er ogsaa den nuv. Accentuering
paa denne Tid blevet gennemført, i det mindste
maa det for Rigssproget og de fleste Sprogarter
karakteristiske »Stød« være udviklet i Slutn. af
Unionstiden at dømme bl. a. efter den
Beskrivelse af Dansk, som gives af en sv. Forf. i 16.
Aarh.: the tryckia ordhen fram, lika som the
willia hosta.
Den Vaklen m. H. t. Sprogformerne, som i
det hele udmærker Gammeldansk, viser sig
ogsaa i Ordenes Bøjning, saaledes at
Resterne af det gammelnordiske Bøjningssystem
bliver sjældnere og sjældnere, medens Sproget
samtidig nærmer sig Nutidens. Bl.
Substantivernes Flertalsendelser kan der endnu ved
Aar 1500 (og senere) træffes gl. Former: godæ
quinnæ, all righæ och landh; ny klædhe; blanth
paradisæ trææ; men desuden finder man (delvis
endogsaa ved Aar 1300) yngre Former som
ughær (ældste Dansk ukæ); manghæ par klædher;
trær; mangæ lande. - Genitivmærket -s trænger
mere og mere frem og bruges ofte i alle 3 Køn
og i begge Tal: goodh koness dør; myn modhers
søn; inghen wuenners rad (Uvenners Raad);
foræ mynæ synners skyll; theres kongæ o. s. v.;
men ogsaa paa dette Punkt træffes gl. Former
som: thin hustruæ ord oc hennæ røst, hennis (!)
forældre oc hennæ (!) brugome; andre manne
afæktan (Angreb); for theræ homood skild, ell.
Omskrivninger som: en enkkæ hennes søn. Den
vigtigste Afvigelse fra Nutidens Rigssprog er,
at Substantivernes gl. Køn er bevaret, saaledes
hedder det: døthæn han, løcken hun, hughen
(Sindet) han, tungen hun; ogsaa ved Artiklen
gøres der i nogle Haandskrifter Forskel paa
Hankøn og Hunkøn, idet der i Hunkønsord
bruges -en, i Hankønsord -ind(h) - det
efterhængte d betegner »mouilleret« Udtale af n -:
solen (Hunkøn) oc manyndh (Hankøn), jordhen,
hemmælind. Under Bøjningen af Adjektiver
og Participier kan man i Gammeldansk
endnu finde den gl. Endelse -er i Hankøn
Ental: han war døther; en godher man; Adam
war skapter; men den opfattes ikke mere som
Nominativsendelse: meth wredher hw;
udy onder leffneth, udelades ofte i Hankønsord:
en godh man; han war fødh af jomfruæ maria,
og kan ogsaa føjes til Hunkønsord: met fedher
kool (fed Kaal) ok stekther hønæ. Især i Jysk
kan -t falde bort i Intetkøn Ental: thet ær af
dygdher full; torffwet wordher rijg; i Skaansk
bevares derimod jævnlig de gl. Endelser
uforandrede: thet skal allom mannom witerlikt
waræ; hafwa folla makt ok alla. Verbernes
Talbøjning bevares som Regel; men mange
Former - særlig i jyskfarvede Skr - viser, at
Talesproget i fl. Egne havde opgivet den
konsekvente Brug af Flertalsformerne: allæ fuglæ
som hedher volucres pa latine; the faar; the
gik; tha skall bodhæ heden oc cristen seth; the
kan; i seer; i Passiv gøres der ligeledes endnu
ofte Forskel paa Ental og Flertal: thet spørs,
hwadh som manneligh gørs, thet giffs, ieg slos,
ther gaffs; men de nuværende Tostavelsesformer
kan ogsaa bruges i Ental: thet spøries; han
giffues; Christi legome tagis nedher. - Som
Mærke for 2. Person i Fortid af stærke Verber
bruges Endelsen -t: thu gaft, sath (du saa),
ligeledes tw skalt, thu wilt; men fra de Verber,
hvis Rod ender paa Tandlyd: thu weest (ved),
bøst (bød), overføres Endelsen -st ogsaa til
andre Verber: thu gaffst, togst, ja endogsaa tw
ærst, og undertiden træffer vi helt ny Former
som thu skall, wil thu. Ved Siden af den opr.
danske Imperativ Flertal paa -er (vaker oc
bedær) bruges ogsaa (især i svenskfarvede Skr)
Endelsen -en: løsen them ok ledhen til mech.
I øvrigt er Personbøjningen, der allerede i
ældste Dansk var ved at ophøre, nu næsten helt
forsvunden. Ligesom i Nutidens Talesprog føjes
personlige Pronominer ofte som en Slags Endelse
til Verbet: ieg skall haffuet (have det); thu
sigeræt; the sculæ bæren (bære ham) til jorthæ;
han scal beholdæn (beholde den).
Paa den gammeldanske Syntaks’ Omraade
er nogle af de vigtigste Afvigelser fra ældste
Dansk og Tilnærmelser til Nydansk, at der
gøres en udstrakt Brug af Artiklerne, baade
den bestemte og ubestemte: Maanen driffuer
dugghen for soolæn need aff skyæn til iordhen,
- tha war een fromber man i een stadh som
kalles Nicomedia; »ubestemt« (formelt) Subjekt
findes ofte: thær war en prest hedh Abiathar,
- ther kom ey en tijl lande hiem, ell.
afvigende fra Nutidens Sprogbrug; wi læse aff, at thet
war een man, hwilken som haffdæ twenne
sønær. - Præpositionerne har for en
stor Del mistet den gl. Styrelse, til styrede
tidligere udelukkende Genitiv, men i Gammeldansk
træffes f. Eks. han stak till hannum. -
Ligesom paa Sproglærens andre Omraader staar
ogsaa i Ordføjningen gammelt og nyt ved Siden
af hinanden: nogre theeris lymmer (nogle af
deres Lemmer), men: en aff the iaffninge; særlig
i Poesi er gammeldags Konstruktioner og
Ordstillinger alm.: han redh trongen vey och
mørken liedh; en gammel frwæ oc wijs; Konjunktiv
bruges ret ofte: soffnædæ han (faldt han i Søvn),
tha gullæ (gjaldt) tet hans liff; ey blæstæ han
so fast wdhen hanum dreffue nøtth til; hawdhæ
iech wist, how (hvo) thu waræ.
M. H. t. Orddannelsen foregaar der i
Gammeldansk en stor Udvikling; vel kan man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>