Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
give en længere Fortælling ell. Udvikling, bærer
hans Sprog tydelige Mærker af, at hans
Dannelse mest hvilede paa Studium af udenlandske
Forf. Hans Sætningsbygning er for en
stor Del latinsk, f. Eks. i Kirkehistorien:
»Gudstienesten blev hos dem indført paa et
fremmed Sprog, til hvilket at besmykke blev
foregived, at det nye Testamente vilde tabe
meget af sin Fynd og Kraft« ell. (af »Jeppe paa
Bjerget«): »En Edelmand kom engang udi et
Vertshuus; hvor, da hand havde spiset, og vilde
gaa til Sengs, hang hand sin Guld-Kiæde, som
hand plejede at bære om Halsen, paa Veggen
i Herberget« o. s. v. Hans Ordforraad er
derimod ikke alene paavirket af Latin, men
ogsaa for en stor Del af ny-europæisk Oprindelse,
Ganske vist beflitter han sig »paa en reen
Danske« og erklærer (1713), »at man kand
exprimere sig udi de fleeste Materier uden at
forskrive fremmede Gloser fra andre Stæder«, men
han vil dog ikke »kalde nogle gamle Ord fra
Landflygtighed igien, som have været meere end
100 Aar af Moden«; han bruger sin Samtids
Sprog, Yderlighederne (som Studenter-Latinen,
petit-maître-Fransk og Officer- og Barber-Tysk)
finder han latterlige, men han gaar ikke af
Vejen for dengang alm. Fremmedord, hverken
de tyske (gemeen, angenem, værende [ɔ:
während] denne treffning o. s. v.) ell. de lat. og fr.
(item, Poët, Estime, Meriter, continuere,
occuperes med Forretninger). Overfor
Sprogrensningen i hans sidste Levetid stillede han sig
afvisende (se især Epistel Nr 415 og 448), han
foretrækker Poët for Digter, outrered for
overdreven. At han dog til en vis Grad har villet
rette sig efter sin Samtid, der i hans senere
Leveaar »havde stødet sig over de fremmede
Ord« i hans Skr, ses af, at han selv (ikke
Bogtrykkeren) til Brug for 2. Udg. af
Danmarkshistorien retter f. Eks. Raillerie til skiemt,
Bravoure til tapperhed, Tendresse til
Ømhed, habile til duelig, onereux til
besværlig, plaidere til forsvare; »man seer at
brillere en air af Candeur« rettes til »man
seer at fremskinne oprigtighed«
o. s. v.
Holberg’s Sprogform kan kortelig
karakteriseres saaledes, at den gengiver Sproget i 18.
Aarh.’s første Aar uddannet til den største
stilistiske Fuldkommenhed; han fjerner saa vidt
muligt de Minder om det Gammeldanske, der
som mere ell. mindre forstenede Rester fandtes
i Skriftsproget, og bruger rene Fremmedord paa
de Steder, hvor det danske Ordforraad ikke
kunde hjælpe ham til at udtrykke sine Tanker.
Lige saa lidt som i Litt. stiftede Holberg dog
nogen »Skole« i sproglig Henseende; det blev
Bogtrykkeriernes Retskrivning og ikke Holberg’s
egen, der paavirkede Samtid og Eftertid, og
hans yngre Samtidige gik ad andre Veje end
han selv m. H. t. deres Sprogform.
Paa samme Maade som Holberg maa hans
ældre og jævnaldrende Samtidige, f. Eks. Gram,
Rostgaard, Sorterup og Falster,
betragtes som de sidste Repræsentanter for 17.
Aarh.’s sproglige Smag; heller ikke de af
Pietismen paavirkede Digtere (Brorson og Stub)
bragte noget egl. nyt i sproglig Henseende. En
ny Tid for Sprogudviklingen begynder derimod
med den Række af Populærfilosoffer,
som optraadte omkr. 18. Aarh.’s Midte. Idet de
ønskede at opdrage Folket til stringent
Tænkning, at vække dets Sans for offentlige
Anliggender og at forædle Smagen ved Hjælp af »de
smukke Videnskaber«, begyndte de et stort
Arbejde paa at uddanne Sproget, for at det kunde
blive et skønt og let bøjeligt Redskab for
Tanken, og at modarbejde den »bizarre
Sammenblanding af en pøbelagtig Plathed og en lærd
Svulst«, som de fandt i de ældre Forf.’s (bl. a.
ogsaa Holberg’s) Sprog. Hovedlederen af den
ny Bevægelse er Eilschov, der i to lat.
Disputatser (De scientiis vernacula lingva
docendis [1747]) foreslog en Mængde ny Ord, især
filosofiske »Kunst-Ord«, som han for en stor
Del selv havde dannet, f. Eks. Bevægende
Grund (ɔ: Bevæggrund), Bisag, eftertænke,
Enkelthed (simplicitas), Høre-Sal (auditorium),
Indbildings Kraft, Isse-Punct (Zenith), Omkreds
(Periferi), Overflade, Personlighed, regel-ret,
Rets-Lærd, Selvstændighed, Sjælelære,
Sædelighed, Val-Sprog, Ærekierhed o. s. v. Ogsaa m.
H. t. Stilen i sine populær-filosofiske Skr staar
Eilschov som en Banebryder; »Datidens
urimelig mange Fremmedord er hos Eilschov som
blæste bort, og den tunge Sætnings- og
Periodebygning, enhver kender fra Holberg’s Prosa,
forsvinder hos Eilschov saa at sige med synlig
Hastighed. Den behersker endnu hans første
Arbejder; men i fl. af de sidste er Stilen saa
let og livlig som i en Bog fra i Gaar« (Kroman).
Eilschov’s Virksomhed standsede ved hans
tidlige Død (1750); men hans Arbejde blev fortsat
af de soranske Professorer, især J. S.
Sneedorff, af Chr. Fleischer, Jakob
Baden m. fl.
Størst Bet. fik Sneedorff, især ved sit
Tidsskr. »Den patriotiske Tilskuer« (1761—63);
samtidig med, at han her i et let og behageligt
Sprog behandlede almeninteressante Emner,
søgte han at slaa de nydannede Udtryk fast ved
atter og atter at bruge Ord som Fordomme,
Velanstændighed, bevægende Grunde, Digter,
Forfatter, Sjælelære, Vindskibelighed,
Konst-Ord o. s. v., der saaledes hurtig blev almindelig
kendte. Mange af de nyskabte Ord havde
allerede i Eilschov’s Tid mødt en heftig Modstand
(f. Eks. hos Holberg); men om fl. gælder, at
Folk lo saa længe ad dem, at alle til sidst lærte
dem og brugte dem i Alvor; »hvem erindrer
ikke, hvorledes man indtil i vore Spillesælskaber
giækkede de Ord beundre, bedømme, Ærefrygt
o. a., da de først brugtes? nu beundrer og
bedømmer enhver Pedant og enhver
Spradebasser (!) alting«, siger J. Baden (1766). Sit
snurrigste Udtryk fik Kampen mod
Sprogrensningen ved Charlotta Dorothea Biehl’s
Komedie »Haarkløveren« (1765), hvor Elskeren
ikke bliver forstaaet, fordi han bruger
»nymodige« Udtryk som Gienstand, Fordomme,
Omdømme, Vinde-Syge, Bisager (»Er det som
Honningen ell. Voxet; thi jeg veed ikke at Bien har
andre Sager?« Ordet oversættes saa ved
»Nebensache«), Fornemmelser, Duft, virksom o. s. v.
Sprogrensningen fortsattes imidlertid bl. a. af
Chr. Fleischer, som i de sorøske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
