Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Tysk. Kun en ringe Del (1900 omtr. 8000 af
omtr. 150000 Mennesker) af den indfødte
nordslesvigske Befolkning har Højtysk til
»Modersmaal«; derimod viser den forholdsvis store
sønderjyske Avis- og Boglitteratur, som er
fremvokset siden den nationale Rejsning omkr. 1840,
at Dansk er det Sprog, hvorigennem det store
Flertal af Nordslesvigerne modtager deres
Dannelse. Som Omgangssprog bruger de allerfleste
dansktalende Nordslesvigere det sønderjyske
Almuesmaal, der er lige saa rent dansk (jysk)
som Dialekterne N. f. Kongeaaen; dansk
Rigsmaal spiller kun en ubetydelig Rolle som
Talesprog i Nordslesvig. (Litt.: »Haandbog i det
nordslesvigske Spørgsmaals Historie« [1901]; M.
Mackeprang, »Nordslesvig 1864—1909«;
»Dania«, VI, S. 129 ff, VII, S. 65 ff.).
I Kongeriget D. har næsten alle større
politiske Begivenheder (f. Eks. Struensee’s Fald
1772, Krigene 1848—50 og 1864) og aandelige
Bevægelser afsat deres Spor i Sproget; dette er
nu, trods Optagelsen af mange ny
Fremmedord, utvivlsomt mere rent Dansk (nordisk) end
i Slutn. af 18. Aarh. Medens der endnu i Beg.
af 19. Aarh. taltes meget Tysk bl. de højere
Stænder i D., er Dansk nu saa at sige det
eneste Sprog, der bruges som Omgangssprog i
D. Et nyt dansk Sprogomraade med danske
Aviser og Bøger er opstaaet bl. de danske
Udvandrere i Amerika, idet store Strækninger,
især i Iova og Dakota, næsten udelukkende er
beboede af Dansktalende.
De Forandringer, det danske Sprog er
undergaaet siden c. 1770, er i det hele lidet
iøjnefaldende. Der foregaar ingen voldsom
Udvikling af samme Art som den, der indtraadte i
Midten af 18. Aarh. Medens man godt kunde
tro, at der laa et Aarh. og ikke knap 10 Aar
mellem Holberg’s Epistler og Sneedorffs
»Tilskuer«, gør Sneedorffs ell. Ewald’s Prosa ikke
noget synderlig mere forældet Indtryk end f.
Eks. Fru Gyllembourg’s Sprogform. Sproget har
m. a. O. vundet en høj Grad af Fasthed.
Denne Fasthed viser sig for det første i
Retskrivningen, der som Regel har været
Forf.’s egen og kun undtagelsesvis
Bogtrykkernes. For de fleste Ords Vedk. fastslaas allerede
i sidste Halvdel af 18. Aarh. en bestemt
Stavemaade, som i mange Tilfælde staar Talesproget
temmelig fjernt; spille og spilde, skylle og
skylde har saaledes i Talesproget resp. samme
Konsonanter, men forsk. Rodvokaler, medens
det omvendte er Tilfældet i Stavemaaden.
Stræben efter »etymologisk« Stavning viser sig bl. a.
ved Brug af mange stumme Bogstaver, som
undertiden savner enhver hist. Berettigelse: man
skriver godt, vidtløftig, bedste, faldt (p. Gr. a.
god, vid, bedre, falde) i St f. got, vitløftig,
beste, falt, som man endnu skrev længe efter
Midten af 18. Aarh.; derimod opgiver man d’et
f. Eks. i rendse (af ren), vandt til (jfr Vane),
grædsk, Forskield, giordt, blive sadt til o. s. v.
Stærkest viser denne etymologiske Stræben sig
ved den i 19. Aarh. fastslaaede Forskel paa
ville—vilde, kunne—kunde o. s. v.; i Slutn. af
18. Aarh. kunde man skrive: at kunde sætte,
man vil kunde se, jeg har kundet, et Menneske
skulle staae o. s. v. Tilsvarende er Forholdet
med stumme g’er; p. Gr. a. spørge, følge, vælge
o. s. v. skriver man spurgte, et Spørgsmaal,
fulgte, valgte og et Valg i St f. spurdte, et
Spørsmaal, fuldte, valte, et Vall; endnu 1792
siger J. Baden: »Val af vælger skrive de fleste
uden g«.
Brugen af store
Begyndelsesbogstaver i Substantiver blev i Løbet af 18.
Aarh.’s sidste Halvdel næsten eneraadende baade
i skrevne og trykte Værker; 1819 udkom dog
endnu en Bibel, i hvilken Substantiverne var
trykte med smaat. De Punkter i Retskrivningen,
hvorom der endnu ikke er fastslaaet noget
bestemt, er forholdsvis faa, og Usikkerheden
beror især paa Vaklen mellem den Stavemaade,
som mere ell. mindre havde vundet Hævd i
19. Aarh.’s første Halvdel, og de Reformer, som
blev foreslaaet især af Rask, N. M.
Petersen og »det nordiske
Retskrivningsmøde« i Sthlm 1869. Godkendt i den af
Ministeriet 1889 og 1892 autoriserede Retskrivning
er det f. Eks. at opgive Vokalfordobling og
stumme e’er (Forskellen paa lang og kort Vokal
bliver saaledes som oftest ikke betegnet i Skrift),
at opgive stumt j efter k og g, at bruge j og v
i St f. i og u som sidste Led i Diftong, at
indskrænke c, q, z og x til Fremmedord.
Derimod har kun et mindre Antal danske Forf.
antaget det af Rask foreslaaede svenske Tegn
å for aa ell. fulgt N. M. Petersen og
Stockholmermødet i at genindføre
Brugen af smaa Begyndelsesbogstaver i
Substantiverne. En stor Forandring er i 19. Aarh.
foregaaet m. H. t. selve Skriften. I 16. og 17.
Aarh. blev danske Bøger altid trykte med
Fraktur (»danske Bogstaver«); ved Aar 1700 gjorde
man de første Forsøg i D. paa at trykke Dansk
med Antikva (lat. Bogstaver) — de ældste
kendte Eksempler er nogle Smaaskrifter af Fr.
Rostgaard (1703 ff.) —, i 18. Aarh. (især
mod Slutn.) træffer man ret ofte Bøger, der er
trykte med Antikva; men endnu 1799 erklærede
Rahbek: »Hvad der er trykt med lat.
Bogstaver hos os, er og bliver Latin, som gode,
ærlige, danske Folk hverken kan ell. vil læse«,
og i Beg. af 19. Aarh. blev Frakturbogstaverne
næsten eneraadende, hvorfor Rask’s Forsøg paa
at indføre Antikvaskriften mødte en voldsom
Modstand. Siden Midten af Aarh. (og især efter
1870) er dog Brugen af Antikva blevet saa alm.,
at det nu maa anses for en Sjældenhed, naar
f. Eks. en skønlitterær ell. videnskabelig Bog
bliver trykt med Fraktur, og kun ganske faa
af den yngre Slægt kan læse skrevne »danske
Bogstaver«.
Det mest karakteristiske ved Sprogudviklingen
siden 1770 er den stærke Vekselvirkning
mellem Skrift og Tale.
Skoleundervisningen er blevet forbedret og Modersmaalet
indført som Fag i alle Undervisningsanstalter,
Læselysten er tiltaget, Litt. vokset, og især er
Avisernes Antal og Udbredelse blevet overordentlig
stor. Som Følge deraf staar Sproget for de
flestes Bevidsthed klarest i dets skrevne
Form, hvilken Omstændighed har faaet en stærk
Indflydelse paa Talen.
Den vigtigste Forandring, som er foregaaet
med Talesproget, er, at Dialekternes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
