Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omraade stadig er blevet indskrænket, saaledes at
de nu næsten kun bruges af Bondestanden, og
selv bl. denne er Antallet af dem; der taler ren
Dialekt, Aar for Aar blevet ringere.
Men ogsaa paa det dialektfri Sprog,
Rigssproget, har Skriften faaet en stærk Indflydelse,
der især viser sig over for Lydsystemet, idet
»bogstavret« Udtale for hvert Slægtled, der er
gaaet, er blevet mere alm. Fl. Bogstaver, som
tidligere var stumme, udtales nu; i Slutn. af 18.
Aarh. sagde man (iflg. Baden) væller, valt og
et Val, skønt man næsten altid skrev vælger,
valgt og undertiden et Valg; i en Mængde Ord
udtalte man tidligere g som j (ɔ: som sidste Led
af Diftongen ai) og b som v, medens man nu
bruger den »bogstavelige« Udtale; i 18. Aarh.
kunde man rime veyre (ɔ: vægre) sig paa leire
sig, Ewald skriver en lai (d. e. læg ulærd)
Mand, Paludan-Müller rimer Regler (af en
Regel) paa Kegler; i 18. Aarh. kan man finde
Stavemaader som slevende for slæbende (smlg.
Nutidens Vaklen mellem »Seve« og »Sæbe«); nu
udtales næsten altid et tydeligt b i slæbe, Kaabe,
Gab, Skab, Skib o. s. v. Kun yderst sjælden har
den ældre Talesprogsform sejret over den
litterære Form: man skriver nu altid savle, kævles,
Rejer, tidligere sagle, kiægles, Ræger. Den
mærkeligste Forandring er foregaaet med Ordet
Fiende; da man i St f. Bierg begyndte at skrive
Bjerg, medførte det, at mange skrev Fjende for
Fiende (i Beg. af 19. Aarh. altid udtalt med
vokalisk i), og denne Stavemaade har saa
fremkaldt den nyere Udtale med j; men endnu 1823
erklærede J. L. Heiberg det for en grov
Sprogfejl at skrive Fjende, da man altid udtalte
Ordet med et tydeligt i.
M. H. t. Ordenes Bøjning viser der sig
en tydelig Stræben efter Regelmæssighed;
»uregelmæssige« Former fra Talesproget, som endnu
var i Brug i Beg. af 19. Aarh., bandlyses mere
og mere af Skriften og »dannet« Tale: kuns
fortrænges af kun, vores af vor, Varene af
Varerne, Grammatikeren Høysgaard taler (1743) om
»Regler, som ikke har vaaren i Brug før«,
Oehlenschläger bruger (1805) Rimet: en Rose
frem sig skod — hvert Blad var Heltemod. Sit
tydeligste Udslag har denne Stræben faaet i den
nu strengt gennemførte Forskel paa ligge og
lægge, sidde og sætte; ikke alene træffer man
atter og atter hos ældre Forf. Vendinger som:
de pleye at ligge sig i skiul (Brorson),
Paradiis skal have lagt i Nærheden af Babylon
(Bastholm), Guldhornene havde henlagt paa
Kunstkammeret (P. E. Müller), den skiød sig
frem paa Bugen og sig for Guden laae
(Oehlenschläger), to Duer, der længe have sat
i Bure (Poul Møller); men 1834 siger J. L.
Heiberg, at en saadan Sammenblanding var
»ganske alm. i de høiere Classer, og giver ingen
ufordeelagtig Forestilling om den Talendes
Dannelse«. — Paa tilsvarende Maade forsøger man
i nyere Tid at adskille hænge—hang
(intransitivt) og hænge—hængte (transitivt), men
Oehlenschläger har: »den Galge hvori høit
han Forbryderen hang«; ligeledes lærer man i
Skolerne, at hinanden bruges »kun om to«,
hverandre »om flere«; derimod bruger Ingemann
begge Ordene i Flæng: »Nu titte til hinanden de
favre Blomster smaa; de muntre Fugle kalde
paa hverandre«.
De Forandringer med Hensyn til
Bøjningssystemet, der ikke har deres Grund i
Spekulation og Stræben efter Regelmæssighed, er
derimod temmelig faa; i nogle Ord er Kønnet
forandret: en Telt, en Lune, en Tempel,
en Smiil forekommer i 18. Aarh., en Neg
endnu hos Grundtvig (1840). Helt
fortrængte af Nutidens Rigssprog er f. Eks.: et
Laster (for en Last, Fejl), ofte hos Ewald;
et Lynet (Baggesen 1817), nu et Lyn; et
Blomster, nu en Blomst; en Taar fortrænges af
en Taare, som endnu 1774 var »et usædvanligt
Ord«; Flertalsordet Ferier (Blicher) er
blevet til en Ferie; i 18. og Beg. af 19. Aarh.
brugtes Flertalsformerne Narrer, Straffer, Engler,
Porter, Eventyrer. Oehlenschläger kan
bruge Eeger (Egetræer), Negler og Sumper
(»Hollands Sumper«, 1842); Henriette
Nielsen’s Vaudeville hed 1849 og 1855
Slægtningerne, men 1866 Slægtningene; et aabet Brev,
et vaaget Øje o. desl. bliver iflg. en Bevægelse,
der kan føres tilbage til 17. Aarh., til aabent,
vaagent o. desl.; han traad (endnu hos H. C.
Andersen) fortrænges helt af han traadte; han
har vandt sig til (f. Eks. hos J. Baden), nu: har
vænnet sig til; i 18. Aarh. kan der bruges
Fortidsformer som stinkede (stank), udpibede,
tællede (talte), skiulede, pinede; i 19. Aarh. blev
dette skede (endnu i Biblen 1830) til dette skete
(først i Biblen 1842). — De Punkter, hvori
Nutidens Rigssprog endnu vakler, er meget faa,
f. Eks. en ell. et Blyant, Katalog, Minut; de
eneste større »Uregelmæssigheder« findes m.
H. t. Brugen ell. Opgivelsen af Verbernes
Flertalsformer i Skrift (Opgivelsen af
Flertalsformerne blev først tilladt af Ministeriet 1900) og
m. H. t. Bøjningen af de stærke Verbers
Participium; man træffer baade han er kommen og
kommet, han er bleven bunden og blevet
bundet o. desl.
Paa Ordforraadet viser Skriftsprogets
Indflydelse sig ved, at meget faa af de Ord,
som brugtes i Slutn. af 18. Aarh., siden den
Tid er gaaet helt ud af Sproget; som
Eksempler kan nævnes: snousk (snurrig) (hos
Baggesen, Oehlenschläger, Blicher),
en Smækfilliken (Tøjte, alm. i 18. Aarh.), Frisler
(Plettyfus); Undtagelser er dog de
Fremmedord, der bevidst er fjernede. Nogle faa Ord (som
drone, hamper) er sunkne ned i det vulgære
Sprog.
Ret ofte er Ordenes Bet. blevet forandret;
Sagn betød i 18. Aarh. »Udsagn«, underlig
(underfuld), kræsen (lækker), vittig (forstandig),
smaalig (nøjagtig), nerveus (kraftig), nedrig
(lav; ach søger de nedrige stæder, Brorson),
endda (endnu), omendskiønt (selv om),
ufordragelig (uudholdelig); endnu i 19. Aarh. kan
artig bet. »morsom«, rar (sjælden), overalt (i
det hele taget). Nogle Ord er blevne »uhøviske«
ell. har paa anden Maade faaet nedsættende
Bet.: Retirade, opr. Tilbagetog, senere ogsaa
Toiletteværelse; hos Carl Bernhard (1836)
bringes en besvimet Baldame ind i »Damernes
Retirade«; hos Chr. Winther hedder det
(1843) om »Jomfru Vaar«: »fra sit Closett hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
