Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog - Danmark. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nordisk filologi. Ny följd«, I ff. [1889 ff.];
»Dania«, I-X [1890-1903]; »Danske Studier« [1904
ff.]; Fremdeles Afh. i »Det philologisk-historiske
Samfunds Mindeskrift« [1879]; Opuscula
philologica. Mindre Afh. udg. af philol-hist.
Samfund [1887]; »Festskrift til Vilh. Thomsen«
[1894]; »Festskrift til H. F. Feilberg« [1911]).
V. D.
Litteratur.
Den danske Litt.’s Historie falder, ligesom
Folkets Aandsudvikling, væsentlig i 3 Tidsrum:
en Oldtid med en væsentlig nordisk-hedensk
Kultur (800-1000), en Middelalder med
kristelig-ridderlig Kultur (1000-1520) og en
nyere Tid (efter 1520) med den af Reformation
og Renaissance skabte Kultur; den sidste med
tre kendelig adskilte Former: den lutherske Tid
(1520-1720), den holbergske og Oplysningstiden
(1720-1800) og 19. Aarh. Med
Kulturovergangene følger ogsaa de væsentlige Trin i Sprogets
Udvikling: et oldnordisk, et ældre dansk og gl
dansk, et nyere dansk (efter Reformationen)
og et nyeste dansk (efter c. 1750).
1) Oldtiden. I hele Tidsrummet før
Kristendommens Indførelse spiller mundtlig
Overlevering den alt overvejende Rolle, og de
allerfleste af den Tids litterære Frembringelser er
derfor gaaede tabt. Runeskriften, der tidligst
optræder ved Aar 300 ell. 400, bringer først fra
Vikingetiden (800-1000) et større Antal
Mindeindskrifter; den samtidige uskrevne Litt.
er os delvis bevaret af Sakse og Islændingene.
Denne Tid skaber en rig Digtning af Kvad
om Heltelivet. Sine Emner fandt den dels
i de tyske og gotiske Folks Sagnverden,
saaledes som denne opfattede og tilegnede sig
Folkevandringens store Optrin og blandede dem med
ældre Sagntræk, dels i Nordens egne
Kongeætter og Folk inden for den samme
Omvæltningstid, da Danernes Rige samledes til eet
(Heltetiden). Saaledes fremkom Digte om
Sigurd’s Ormekamp, Jarmunrik’s Grumhed, om
Hildebrand’s Sønnedrab og Vølund Smed’s sene
Hævn, ved Siden deraf de nordiske Emner:
Hagbard’s og Signe’s Elskov, Hedin’s og Hogne’s
evige Kamp, og fremfor alt Rolf Krake’s og
hele Skjoldungættens Kampe paa Lejre. Den
poetiske Form havde Nordboerne fælles med
Stammefrænderne i Syd. Det var de korte
Verslinier, med Bogstavrim i St f. de blødere
Enderim, med et rigt Digtersprog til at
udmale Konge og Kamp, Sværd og Skib, Ulv og
Aadsel, Guld og Gavmildhed. Dog ud af denne
Digtnings strømmende Fylde har vore
Forfædre tidlig dannet deres ejendommelige Form;
de har snævret den brede Ordstrøm ind i
knappe Strofer af otte korte Linier, ombyttet
den lange Tale med den rammende Replik og
trængt Handlingen sammen, helt ell. saa vidt
muligt, i karakterfuld Samtale. Saaledes opstod
en for Norden ejendommelig, kortfattet episk
Digtning med et stærkt dramatisk Præg, der
siden genfødtes som Middelalderens Folkevise
og atter levede op med 19. Aarh.’s Romantik.
Til denne Digtart hører Hagbard’s og Signe’s
Kvad, Hildebrand’s Dødsklage og fl. a., som
Sakse har bevaret os i Overs. Men berømtest
af den Tids Digte er »Bjarkemaal«:, der i en
Slags dram. Form - bevægede Samtaler mellem
Rolf Krake’s Kæmper - fremstiller Heltekongens
Fald, indtil Bjarke, sidst af dem alle, synker
om, forbandende Odin som Ulykkens Ophav. Det
er dog nær ved at overstraales af
»Ingjaldskvadet«, hvor Starkad den Gamle (Stærkodder)
maner Kong Ingjald til at vise sig Forfædrenes
Helteliv værdig; Digtet bæres af en stigende
Lidenskab, der naar sit Toppunkt i Daad, da
Kongen springer op og fælder sin Faders
Banemænd; og det gløder af Begejstring for
Fædrenes nøjsomme og daadstærke Liv. Sit erotiske
Sidestykke har det i »Helgakvadet«, der lader
Helteelskoven sejre over den sanselige
Kærlighed. Ved Siden af disse Optrin levede paa
Folkemunde Prosafortællinger om
Heltenes Storværker; Uffe’s Ejderkamp og Amled’s
Vanvid er de herfigst udførte bl. disse danske
Heltesagaer. Besyngelsen af Samtidens Daad
er ved Siden af Oldkvad Skjaldens Opgave; men
alle disse Kvad er gaaede i Glemme, undtagen
nogle enkelte Ærevers, indhugne paa Runesten.
Digternes Navn var Skald, Skjald, Sanger, ell.
Thulr, Nynner; den sidste vistnok særlig
Foredrager af belærende Kvad (rimeligvis af noget
lgn. Indhold som de norske Thulr-Digte i den
ældre Edda); nogle Navne paa Digtere er os
bevarede, uden at vi kan knytte Værker til
dem; i Sagnet om Kong »Hjarne Skjald« har
Folket tegnet Digtets Magt og Digterens
Afmagt over for den ydre Verden.
Skal vi kort nævne Særpræget ved hele
denne Digtning, er det først en Glæde ved
Hærfærd og Vaabenbrag -, den er arvet fra en
endnu fjernere Old; dernæst en Dvælen ved
Livets Nedgang, derfor er Dødskvadene saa
mange, Helten dør »leende« i Trods mod de
stærke Magter, ell. han bøjer med resigneret
Styrke sit Hoved under Nornernes Dom -,
dette er Grundstemning fra Hedenskabets
sidste Tidsalder i Norden; og endelig en Tro paa
Idealets Styrke, Sejr for Troskaben mod sit
eget Jeg, mod Folk og Frænder, - Følelser,
som man da først nylig er blevet sig bevidst,
men som har en Fremtid for sig.
2) Middelalderen. D.’s Middelalders
Litt. kan overskues som et Hele, hvori tre
særprægede Tidsrum viser os karakteristiske Trin
i samme Udvikling. Gennem en langvarig
Overgangstid (950-1150) dæmrer det frem
til Valdemarernes straalende Sol (1150-
1250), hvorpaa den sene Middelalders
Oplysningstid (1250-1520) følger som et klart
Graavejr til Modning og til Høst af de første
Tidsrums Spirer og Blomster. Men mellem
Valdemarstid og Oplysningstid spænder
Folkevisen en levende Bro og udfolder sig som D.’s
Middelalders mest nationale Skabning, hvor hver
af Tidsaldrene har ydet sit Tilskud.
Dæmringstiden (950-1150) er den
famlende Blanding af hedensk og kristen
Kultur. Digterverdenen lever endnu mest i de gl.
Kvad; men fra Pladsen ved Høvdingens Side
fortrænges den danske Skjald en Tid af den
mere kunstfærdige isl. Rimsmed, og lige i
Tidsalderens Slutn. af den »saksiske Sanger«. I
Sagndigtningen sætter Kristendommens Kamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
