Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod den gl. Vildskab sig Spor i Erik Ejegod’s
Raseri og Kong Svend’s Kirkebod, alt medens
den gl. Helteskildring langsomt formes om til
en Fremstilling af det fællesdanske Riges
Skæbne. - I kirkelige Kredse opstod efterhaanden
Trang til en skreven Litt., men alene paa
Latin. Det første Værk er Knud den Hellige’s
Levned (c. 1096), snart efterfulgt af Englænderen
Ælnod’s fyldigere Fremstilling; under den
blodige Borgerkrig skabte en Roskildeklerk den
første Danmarkshistorie (den saakaldte
»Roskildekrønike«, c. 1138); ved Lunds Domkapitel
o. fl. St. optegnedes Fortids og Samtids
Begivenheder i Aarbogsform.
Som ved et Spring i Udviklingen bringer
Valdemartiden med eet en rig Litt. Og
naar vi spørger Datiden om, hvor den kommer
fra, lyder Svaret overalt: Absalon. Vi kan øjne,
hvordan alle Retninger mødes hos ham og
smelter sammen i hans helstøbte Personlighed. Han
bringer hjem med fra Paris-Univ. et Blik for
Kirkens Opgave som Kulturens store Vejbryder
og er tillige berørt af 12. Aarti.’s første
Renaissance og Skønhedssans. Stærkere endnu er
de hjemlige Træk, som den sjællandske
Jordbund og Hvide-Slægten har fostret. Han elsker
Fortidens store Skikkelser og gløder efter at
kunne naa op imod dem, han drager hele
Nordens Sagnfortællere og Sagamænd til sig; han
freder om gl Skik og rister paa Fædrenes Vis
Runer i Mindestene. De fra Absalon’s Kreds
udgaaede Skr falder i to Grupper: en mindre, paa
Modersmaalet, som Tilfredsstillelse af praktiske
Krav, og de lat. Skr, hvori hans højere
Tankeverden er fremsat. Det første skrevne Værk er
den sjællandske Kirkelov, vedtaget af
Biskop Absalon og Bønderne paa Møde i
Ringsted (1171); senere lod han
Vederlagsretten og dens Historie føre i Pennen, for
sammen med den unge Kong Knud at genoplive
Hirdmandslivet fra Knud den Store’s Dage.
Disse Skr har rimeligvis givet Stødet til Skaanske
Kirkelov og de ad mere privat Vej udarbejdede
sjællandske og skaanske
Landslove. Hele Latinlitteraturen gælder D.’s
Historie: her var jo Opgaven over for en Samtid,
der troede, D.’s Historie begyndte med Daaben
i Ingelheim, at nævne Skjoldungnavnet med den
rette Klang og at vise den Kæde af Storværker
fra alle Tider, der var Danefolkets Eje. Det
første Arbejde af denne Art er den i Roskilde
skrevne »Krønike om Lejrekongerne«; den
lundske Aarbog er siden udvidet til en hel Krønike
om Fortid og Nutid. Omkr. 1185 skriver en
Herremand i Absalon’s Nærhed, Sven
Aggesøn, sin korte Danmarkshistorie og sin
Vederlagsret, i livlig og pyntelig Stil. Og ved den Tid
tager Absalon’s Skriver Sakse (med Tilnavn
»den Lange« ell. Sjællænder, af en senere Tid
kaldt Grammaticus ɔ: Sprogmester) fat
paa Historiearbejdet. Han (der selv kalder sig
»den ringeste i Absalon’s Flok«) synes at være
den unge Klerk, der først gennem Absalon’s
Mund lærer den absalonske Tidsalder ret at
kende, Borgerkrigens Tvedragt og
Venderkampens stolte Fællesværk; ingen Mand har
inderligere end han optaget i sig det absalonske Syn
paa Livet og paa Folket; hele det Billede, som
en Menneskealder har dannet og arbejdet paa,
vinder her sin ydre Form. Sakse’s
Historieskrivning begyndte med at føre
Borgerkrigstidens Historie i Pennen med en Livagtighed,
Udførlighed og klart Overblik, som er
enestaaende i dansk Litt. Men Værket voksede, alt som
Kræfterne steg, og Absalon skyndede til, til en
vældig »Danesaga« (Gesta Danorum), hvis
første Halvdel er Oldtidens Heltedigte, oversatte
i Prosa og Vers og sammensmeltede næsten til
en Art Nationalepos med glødende
Fædrelandskærlighed, Begejstring for alt ædelt og
ejendommeligt og med et ridderligt Skær, der stemmer
alle Billedets Farvetoner sammen -, medens
han samtidig skrev selve Absalontidens fyldige
Erindringer. Endnu længe efter Absalon’s Død
(1201) sad Sakse over sit Livsværk, formede
paa sit Stof og filede paa sin Latin, aflokkede
det fremmede Tungemaal alle de malende og
poetiserende, stundom ogsaa barokke
Vendinger, hvori det var ham og hans Samtid
naturligt at udtrykke deres varme Følelse; han synes
først at have faaet Værket bragt til Ende op
mod 1220. Men da var allerede en ny Slægt
fremme, med noget ændrede Maal; disse Mænd
var oplærte i den parisiske Skolastik og
Retslærdom og satte sig mere ensidig det Maal at
indplante den kirkelige Kultur paa dansk Grund.
Ærkebiskop Anders Sunesøn gaar i
Spidsen med sit store teologiske Læredigt om
Skabelsen og om meget andet (Hexaëmeron) og sin
lat. Omarbejdelse af Skaanske Lov; men Tidens
ejendommeligste Skikkelse har vi i Biskop
Gunner i Viborg, der udarbejdede Rigets første
Lovbog (den saakaldte Jyske Lov, 1241);
i hans Person forenes lat. Kløgt med dansk
Aabenhed, Godmodighed og Vid. Han døde 1251
som den sidste af Valdemartidens Bannerførere;
hans Vita, skrevet af Munke i Øm Kloster, er
den danske Middelalders sidste mærkelige
Historieskrivning, et Gravminde over den storladne
humant-nationale Tidsalder. Den flg. Slægt
tilhører Standsinteresserne og Tiggermunkene.
Og dog var der en anden, dansk
Aandsretning, der blev de lat. Bogmænd for haard og
afskar baade Sakse’s og Ærkebispens Folianter
fra at naa den tiltænkte Plads i Ungdommens
Udvikling. Det var Folkeviserne. Den
første Digtning, vi kan henføre hertil, er den Vise
om Roskilde-Blodbadet, som en »Sanger« kvad
for Valdemar’s Hær i Graahedeslaget (1157);
men om Folkevisestilen da har været fuldt
udviklet, er tvivlsomt. Der er bevaret en stor Flok
Viser om Valdemartidens Kongeslægt og
ypperste Adelsmænd; men det er underlig faa,
hvor denne Tids stærke Fædrelandsfølelse
genspejles: Stig Hvide’s Heltedød og Riber-Ulf’s
Kamp for Banneret, Dagmars- og
Bengerdviserne. Ellers ser Sangen i Valdemar kun den
attraastærke Hersker, i Dronning Sofie den
nidske Ægtefælle; og Esbern Snare er den
rødkindede og raske Bejler. Hele dette personlige
Præg, selve den begyndende Trods mod
Kongemagten og talrige enkelte Fejlgreb oven for den
hist. Virkelighed viser os, at det først er en
Efterslægt, der har digtet Valdemarernes
Sagnkreds færdig. Allermest gælder det denne Kreds’
Mesterværk, den yngre Tovevise, der næppe er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
