Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blevet til før 13. Aarh.’s Slutn. Digtningens
Udviklingstid falder da under Valdemarerne (1150
-1250), og maaske tidligere; det er
Valdemarstiden, der ogsaa her har sammensmeltet
fremmed og hjemligt til en dansk Nationallitteratur.
- Det er let at kende fl. af de ny Indflydelser:
»Saksiske Sangeres« Heltekvad havde siden
Knud Lavard’s Tid været yndede ved det danske
Hof; men af større Bet. blev den lyriske
Dansestrofe af fr. Udspring. Dansen optræder i D.
midt i 12. Aarh. og rev alle med sig, Hofmænd
og Fruer, selv Munken i sit Kloster; forgæves
kæmpede Sakse mod denne Gøgleridræt. Kort
efter 1200 har vi det første nordiske Dansevers;
ved samme Tid skete Sammensmeltningen af den
lyriske Dansestrofe (som Indledning og Omkvæd)
med det større fortællende Digt. Oldkvadene,
der til Dels omstøbes i den ny Form, lærer
Sangerne at fastholde det rammende Ordskifte
og den korte, men bestemte Handling i den
nyere, mere stemningsfyldteForm; man undgaar
i dansk Folkevisestil de andre Folkedigtningers
lyriske Vaghed, saavel som Ridderepos’ets
trættende Bredde. Det gl. Digtersprog svinder bort;
men i Samtidens jævne Talesprog (det »ældre
danske«) skaber den ny Digtning sig et Udtryk,
som henter sin Pragt fra Rose og Lillie ell.
endnu hellere fra Linden, der grønnes, og
Løvet, der falmer. Naturens frodige Vækst og
Dansens lette elskovssvangre Bølgegang svøber
sig om Visens faste Ordskifte og følger dens
Strofer ud og ind; derfor strør Tove med Silke
for sin Fod og danser ind i sin Undergang; og
den dansende Kæde snor sig som Ellepigebaand
om Hr. Oluf i Lunden. Den tragiske
Grundstemning er oldtidsfarvet og danner en mærkelig
Modsætning til den meste Ridderlitteratur; men
en mægtig Livsfølelse rører sig gennem den og
fortoner selv Ulykken i sit poetiske Skær. Og
med Jubel forkynder den ny Digtning sin Sejr,
selv over den kirkelige Kultur, med Visen fra
Erik Menved’s Bryllup (1296): »Der var Glæde
i Frue-Kloster, de Nonner de læste og sunge;
end var der mere i Kongens Gaard: de legte
med danske Tunge«. Dansen gaar, og den
danske Tunge lyder, i Kongens Gaard som paa
Ridderens Toft, og ude ved Strand, i
Bryllupssal og i Barselstue, og paa Høje ell. ved Kilder
om Midsommers Aftener. Digterens Navn
kender vi ikke; men af de Hundreder af Viser, der
melder om Herremænd og Fruer, deres Fejde
og Elskov, maa sikkert de allerfleste være blevne
til bl. selve de syngende Adelsfolk. Et Navn som
»Væder Sanger« (skaansk Herremand omkr.
1300) antyder os en af Førerne for sin Tids
Dansesang.
De sørgelige Ufredsaar under Erik Klipping’s
Sønner bringer en ny Gruppe af danske Viser.
Om selve Drabsstedet i Finnerup væver en
tragisk Digtning sine brogede Billeder, saaledes
som det engang før var sket om Lejregaardens
Brand. Den begynder med Samtidens korte
Stridsviser fra ulige Synspunkter (1286 »Nu
stander Landet i Vaade«; »Min ædelig Herre
hin unge Hr. Marstig«), og den naar sin
Fuldendelse (c. 1350?) i den store Vise om Marskens
Hævn, - vel den danske Middelalders ypperste
Digtning. Fra samme Tidsalder er den tragiske
Vise om Ebbe Skammelsøn’s Fæstemø-Drab og
Bersærkergang (»Fordi træder Ebbe
Skammelsøn saa mangen Sti vild«); den enlig trodsende
Herremand og især den Fredløse er denne Tids
Helte. Den folkelige Genrejsning 1340 fejrer i
Niels Ebbesøn’s Vise endnu mest den
selvstændige Adelsmand og kun mindre hans Daad for
Fædrelandets Skyld. - Niels-Ebbesøn-Visen er
tillige mærkelig ved, at den ikke er Dansevise,
men et fortællende Digt (uden Omkvæd), der
har bragt Samtiden Bud om Kuliegrevens Drab.
Først i 15. Aarh. kender vi ellers disse
fortællende Digte, der til Dels blev foredragne af
vandrende »Spillemænd«; en saadan Vise som den
om Ranild Jonsøn’s Endeligt var yndet for sin
moralske Tone og gik godt i Spænd med
Helgenviser til lat. Salmemelodier. Over Middelalderens
sidste Aarh. hviler der et mattere Præg;
hverken Dronning Margrete’s Vise ell. nogen anden
kan hæve det. Boglig Indflydelse gør sig
gældende, selv Stykker af Rimkrøniken smedes om
i Viseform, og endogsaa den vakre »Fuglevise«
om Adelens Sejr 1523 har nærmest sine
Forudsætninger i boglige Moraldigte.
Tagne som Helhed er Folkeviserne den
danske Litt.’s mærkeligste Frembringelse. En
Tid har heri afspejlet sit Billede saa klart, at
det aldrig vil udviskes. Under Søndringens Tid
for Samfundslivet tegner Viserne os alle disse
Individer, der har Styrke og Mod paa Livet,
Karakterer haarde som Flint, og der spruder
Gnister af dem, der er noget forbavsende
ukølnet i deres Had som i deres Kærlighed. Og
mærkelig bløde Toner ind imellem: Ridderen, der
kommer fra Hr. Torben’s Drab til hans Datter,
og hvis Elskov nu vaagner gennem Anger. En
Rigdom af Stemninger og Karakterer, fra Møens
Morgendrøm til den graanede Kvindes Opgørelse
med Livet, fra den overgivne »Jomfrusvend«,
der vil »bryde den Bølge blaa alt med sit
blanke Sværd«, til Germand Gladensvend’s
dødsviende Kærlighedslængsel. - Den letflagrende
Vise fanger ogsaa Laan fra Udlandet; men det
er formet og indsmeltet, til Folket ser sit eget
Billede i Spejl. Over for Middelalderens europ.
Idealer møder vi en underlig Trods; Kirken faar
kun Anerkendelse paa Afstand, og
Munkekappen er Skive for Spot; Riddertidens ideale
Kvinde forekommer ikke, de danske Møer og Fruer
staar fast i Livets Virkelighed og kan klare
sig med Snille og Mod, med Skæmt slippe fra
en paatrængende Bejler, ell. og - om ingen
anden Udvej staar aaben - »draget Kniv af
Ærme rød« til egen ell. til hans Død.
Riddervæsenets ydre Side trænger mere igennem, alt
som Adelsstanden fæstner sig: den høviske Færd
og overdaadige Pragt er store Fortrin; at gøre
Lykke i Verden, »vinde Guldkrone og
Dronningnavn«, bliver Livsmaal, - og Fremstillingens
Lyrik ell. Overgivenhed dækker over Maalets
Ubetydelighed.
Ridderviserne, selv de af dem, vi plejer at
kalde de hist., har stadig Interessen hos det
enkelte Menneske, Statstanken er svag, og
Middelalderens store religiøse Ideer synes at ligge
uden for Ridderens Tankeverden. Og dog ikke
helt. Den Drøftelse af Menneskets Forhold til de
kristne Ideer, som vi før mødte i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
