Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dæmringstidens Kongesagn, træder nu frem i en
enestaaende rig Samling af Trylleviser.
Elverfolksdigtninger af keltisk-eng. Ophav og
slavisktyske Nøkkeviser er tilegnede i Norden og
indarbejdede mellem hjemlige Jætte- og
Trolddomsforestillinger. De vilde Naturkræfter i
Menneskesjælen, som Erik-Ejegod-Sagnet for første
Gang fremstillede, bliver nu personificerede
som det ustandselige »Hævnersværd«, de haardt
bindende »ramme« Runer og den blanke »Ljud«’s
Lokketoner. Under en Smerte og Klage, hvor
det primitive Menneskes Naturrædsel smelter
sammen med kristen Forsagelse, finder man
Udtryk for de overstærke Følelser, som
menneskelig Villie ikke kan tvinge, og man afmaler
Rosenlunden og Aadybet som det, der gemmer
Fare, Elverhøjen som den, der vil opsluge.
Ridder Oluf bliver i Morgengryet ramt af det
dødbringende »Elverskud«; Germand Gladensvend
bliver, selv paa sin Brudevej, blodsuget af den
lede Havtrold; intet kan redde Mennesker, uden
det at holde sig uden for de farlige
Naturmagters Omraade. Og ind imellem kommer dog
Haab om Sejr, om at »vende« de ramme Runer
ell. med Snille at gaa uden om dem (Ridder
Stig); i Visen om »Harpens Kraft« genopstaar
Orfeus-Myten og forkynder Menneskeaandens
Sejr over Død og Dybets Magter. Næsten uden
at bruge de kirkelige Udtryk arbejder
Visesangen med de af Kristendommen vakte
Forestillinger; kun »Hævnersværdet«’s »Herre Peder«
smeder sig i Jern og gaar Bodsgang efter sin
Bersærkerfærd.
Mere bevidst religiøse Ideer rører sig i
Genganger- og Legendeviser, der dog har
mindre Rod i Adelen, men fastest Fodfæste i
Bondestanden. Her indskærpes Gengæld efter
Døden; Tonen fra det mægtige norske
Draumekvæde (s. d.) gaar ogsaa igen i danske Viser
(Omkvædet: »Tungen taler, men Sjælen skal
svare for Dommen«). Somme Tider høres der
om Bod og Anger, stundom om Naade; i
enkelte Viser løfter Salighedslængslen sine Vinger
højt op i det blaa, Fuglen sidder paa Lindekvist
og synger saa favert om Jesus Krist; selv
Moderkærligheden kan ikke holde Barnet tilbage
paa Jorden: »Det er langt bedre i Himmerig
at være end her paa Jorden Guldkrone bære; i
Himmerig er stor Glæde«.
Ved Siden af alle disse Viser, der vil tegne
Samtidens Liv, møder vi to Grupper af Viser,
der staar i nærmere Forhold til den europ.
Ridderverden, Kæmpeviser og
Romanviser. Sangene om Didrik af Bern (s. d.)
og hans Kæmper har Rod i den djærve og
skæmtende tyske »Spilman’s«-Digtning fra den
ældre Middelalder og blev især den danske
Adels Yndlingssange (»De var syv og
syvsindstyve, der de drog ud fra Hald«). Men jævnsides
dem staar Kæmper af hjemlig Byrd, baade
Oldtidens »Kongesønner« med deres
Ulykkesskæbner (Hagbard’s og Signild’s Elskov bliver nu,
hvad Sigurd’s og Brynhild’s har været for
Oldtiden) og de nyskabte Folkehelte, Holger
Danske og hans yngre Aandsbroder Svend
Felding; Holger-Digtningen stammer for den
ene Vises Vedk. fra den fr. Karl-Magnus-Helt
Ogier le Danois; Tonen i de danske Viser er
Didrikskæmpernes, Tankerne er det ridderlige
Værn om Kvinden og den varmeste
Nationalfølelse, naar Holger strider for D.’s »Krone af
Guld«, og Svend Felding render Dystløb for »de
danske Jomfruer deres Ære«. - En underlig
Modsætning til disse Friluftsskikkelser er
Romanvisernes Helte og Heltinder med deres
smægtende Elskov. Dette gælder baade Ridder
Tristan’s Stævnemøde med Dronning Isolt,
Torkel Trundesøn’s adstadige Passion for Fru
Adelus og Aksel Tordsøn’s kuldskære Bejlen til
Valborg. Skuepladsen i disse Viser er oftest i
Udlandet (især dog gerne i Norge); de er den
Del af dansk Visesang, der mest lever af den
europ. Riddertids høviske Væsen og aarelange
Kærlighedssukke, med beskeden Tilsætning af
nordisk Kyskhed. Uden for Riddersalen trives
denne Digtning ikke.
Den senere Del af Middelalderen (1250-
1520), Oversættertiden, har en
skreven Litteratur, vidt forsk. baade fra
Folkeviserne og fra Valdemartidens Værker. Den
skaber ikke ny Ideer; men den udbreder de
gl., den gør Udtog, og den oversætter. Den
Modersmaalets Vækst, der følger heraf, i
Løsning af litterære Opgaver og ny
Samfundsklassers Inddragelse i Aandslivet, er det oplivende
Syn i en ellers smaatskaaren Tid; men det er
Vintersæd, som først skal bære Korn en anden
Sommer. Som denne Litt.’s Beg. (c. 1250?) kan
vi nævne de Kongerækker og Krøniker, der er
en udtyndet Gengivelse af Sakse’s
Danmarkshistorie, og de Læge- og Urtebøger, som gaar
under Henrik Harpestreng’s Navn (Læge hos
Erik Plovpenning). 1284 vedtog Flensborg
Byraad at lade sin Byret nedskrive paa Dansk;
Eksemplet følges efterhaanden med Byretter,
Lavsskraaer og med Brevskaber i Tusindvis.
Der oversattes Helgenhistorier, Rejsebeskrivelser
og Lucidarius; den birgittinske
Klosterbevægelse (c. 1400) bragte en stor Tilvækst af
Opbyggelseslitteratur, især af mystisk Retning, og
deriblandt den første, ufuldkomne
Bibeloversættelse. Den poetiske Litt. er ulige fattigere,
naar den skal blive til med Pen i Haanden:
Unionstiden bragte fra Sverige de af Dronning
Eufemia fremkaldte Overførelser af rimede
Romaner: Flores’ og Blanceflor’s
Kærlighed, Ivan Løveridder’s eventyrlige Tog og
Hertug Frederik af Normandi’s
Dværge- og Jætteoplevelser, samt den fr.
Ridderdigtning Karl-Magnus-Krøniken i
Prosa. Saaledes fik D. sent og uselvstændig det
keltisk-fr. Ridderepos; og disse Bøger fik kun
ubetydelige Efterfølgere. - Af større Interesse
er de moraliserende Digte. Mærkeligst af dem
er den danske Rimkrønike (c. 1440,
trykt 1495), hvori en Sorømunk, Broder Niels,
lader alle Fortidens Konger staa frem af
Graven og med Anger, Advarsel ell. venlig
Formaning fremstille deres Livsløb for
Efterslægten, - et Slags ufuldbaaret Foster af en Divina
Commedia, snart udtværet, snart rammende med
sin Alvor ell. sin Skæmt. Krønikeforfatteren har
faaet en ret begavet Lærling i Odensepræsten
Hr. Mikael med hans religiøs-moralske
Læredigte (1496). Til lettere Arbejder i samme
Retning hører Dyrerim o. l., til de sværere »Peder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
