Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opføre en ny, pragtfuld Kirkebygning, en
Rotunde helt af Marmor (fra Brudene i Norge),
havde man først anvendt den danske
Bygmester Nic. Eigtved, som ogsaa byggede
Palæerne paa Amalienborg; men efter hans Død
1754 indkaldtes til Opførelsen af Marmorkirken
den dygtige Franskmand N. H. Jardin.
Allerede forinden var fra Frankrig ankommet
en ikke mindre talentfuld Billedhugger, J. F.
Saly, der skulde udføre Kongens
Ryttermonument paa Amalienborg. Samtidig hermed (1754)
oprettedes det kgl. Akademi for de
skønne Kunster, ell. rettere sagt: man
ophøjede en Kunstskole, der allerede
forefandtes, til Statsskole, til et kgl. Akademi, som man
for øvrigt aflagde daarlig nok, medens der ikke
var Grænse for Ødselheden, hvor det mere
ligefrem kom an paa Forherligelse af
Kongemagten. Saly blev kort efter Akademiets Direktør,
saa at det næsten er overflødigt at sige, at dets
Indretning og Ledelse var aldeles fr. Den Stil,
som Saly og Jardin bragte med sig til D., var
Overgangsstilen mellem Ludvig XV’s Rokoko og
den strengere antikiserende, klassiske Retning,
der blev betegnende for Ludvig XVI’s Tid og
senere for Republikken og det første
Kejserdømme. Saly stod Rokokoen nærmere; han
naaede at faa sit elegante Monument over
Frederik V færdigt, om end i reduceret Skikkelse;
Jardin, hvis Stil peger mere frem mod
Eftertiden, maatte efterlade sin Marmorkirke
ufuldendt, men udøvede i videre Omfang en ret
betydelig Indflydelse paa dansk Bygningskunst,
som han førte ud af Rokokostilen.
Akademiet blev i sin tidligere Tid virkelig et
Middel til at frigøre og opdyrke Folkets
kunstneriske Kræfter. I dets Skole undervistes -
væsentlig under Udlændinges Ledelse - en lille
Række danske Ynglinge, som efter deres
Læretid gjorde Rejser til Paris, nogle af dem ogsaa
til Italien, og som derefter i Aarh.’s 2 ell. 3
sidste Tiaar selv stod som ledende Mestere,
som Professorer ved Akademiet, hvilket de
bragte op i Højde med de bedre tilsvarende
Anstalter i Europa. Men den Kunst, som lærtes
i Akademiet, var lærd og klassisk og foreløbig
meget fremmed for Folkets aandelige
Forudsætninger. Billedhuggeren Johannes
Wiedewelt tilegnede sig i D. og Paris især den
pompøse og klassiske Stil fra Ludvig XIV’s Tid;
senere sluttede han i Rom Venskab med den
berømte tyske Kunsthistoriker Winckelmann og
fik af ham teoretisk Anvisning til det rene
Studium af Antikken; men den praktiske Skole,
han havde gennemgaaet, beholdt dog
Overvægten hos ham over den aandrige Tyskers
Teorier. Hans Hovedværker er de anselige
Marmormonumenter i Fredensborg Slotshave
og i Roskilde Domkirke. Et langt betydeligere
og mere energisk Talent var Maleren Nic.
Abildgaard, som i Udlandet studerede alt,
hvad der var klassisk: Antikken,
Michelangelo, Rafael, Tizian, Poussin og Lairesse, og
paa denne Maade udviklede sig til en Type paa
en lærd og akademisk Maler paa lgn. Vis som
hans Samtidige Reynolds ell. Fuessly i England.
Desuden havde han universelle Anlæg, gav sig
af med Arkitektur og Kunsthaandværk og havde
en Finger med i Spillet i Skulptur; han var
belæst paa vanskelige og videnskabelige
Omraader og vilde gerne gøre lærde Opdagelser.
Men han var af Sind Despot og
Aandsaristokrat, betragtede Publikum med suveræn
Ringeagt og satte ikke mindste Pris paa at være i
Forstaaelse med en folkelig Tankegang. Dette
skønner man bedst ved det af ham
komponerede Monument for Bondestandens
Frigørelse (»Frihedsstøtten« paa Vesterbro), som,
uagtet det angaar den folkeligste Sag af alle,
dog helt igennem taler et lærd allegorisk Sprog,
en Slags kunstnerisk Latin, der ligger ganske
uden for de Samfundslags Fatteevne, hvem
Monumentet nærmest gælder. Ogsaa som Maler
valgte han helst sine Emner i alle Haande for
den alm. Dannelse mindre tilgængelige
Kulturkilder; dog var der for meget af en sand
Kunstner, endog Digter, i ham til, at han ikke
en Gang imellem skulde give noget, der var
fuldt tilgængeligt og forstaaeligt for Følelsen,
endog gribende og betagende. Hans Figurstil er
hyppigst, trods al Lærdom i Enkelthederne,
maniereret, men kan ogsaa undertiden hæve sig
til festlig Skønhed. Abildgaard var en meget
indflydelsesrig og med Hensyn til Kunstens
klassiske Principper uden Tvivl meget dygtig
akademisk Lærer; men da han naturligvis ikke
kunde give sine Elever nogen Anvisning paa
det, som væsentlig fattedes ham selv, et
umiddelbart Syn paa Naturen, var der ingen rigtig
Sundhed ell. Grøde i hans Undervisning. Bl.
hans mere kendte Elever kan nævnes C. F.
Høyer, Kratzenstein Stub, J. L.
Lund og C. W. Eckersberg; den
sidstnævnte blev, som vi skal se, Fremtidens
Mand, men rigtignok i en ganske anden Retning
end Lærerens. - Jens Juel virkede
overvejende som Portrætmaler og vandt paa dette
Omraade stor Popularitet og varigt Ry, skønt
han i malerisk Gedigenhed aldrig kunde maale
sig med sin ældre Samtidige, Portrætmaleren
Vigilius Erichsen. I Juel’s Portrætter
fra hans tidligere Tid er der dog ikke alene
tekn. Virtuositet, men ogsaa Alvor i Følelsen
og Karakter i Opfattelsen; senere, da han mere
og mere blev Modemaler, blev hans Opfattelse
flov og sødlig; en vis Gratie i Penselføringen
forlod ham dog aldrig. Mere Bet. end hans
senere Portrætter har hans smaa danske
Landskaber: han blev nemlig af egen Hu og
Drift D.’s tidligste Landskabsmaler paa
virkelig kunstnerisk Vis, uagtet man paa fl. Maader
mærker de gl. holl. Forbilleder gennem hans
Skildring af dansk Natur. Erik Pauelsen
er værd at mindes som Portræt- og
Genremaler. - Som Kobberstikkere vandt den
ældre (J. M.) og den yngre (J. G.) Preisler
Anerkendelse; de blev dog overfløjede af J. F.
Clemens, som i Wille’s Skole uddannede
sig til en fuldendt Mester i en vis simpel, solid
og kraftig Stil, der ingenlunde udelukkede
Virtuositet, men ikke lod den mærkes. Han
anerkendtes ogsaa som en af Europas ypperste
Kobberstikkere paa sin Tid.
Grundtonen for en Tidsalders Stil er
tydeligst udtalt i dens Arkitektur. Og en af de mest
ledende og mærkelige Kunstnere fra den sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
