Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Abildgaard -, derefter forlod D. og traadte
ud af ethvert Forhold til det, idet han en kort
Tid blev Prof. i Berlin og derfra atter higede
med hele sin Længsel mod Italien, hvor han
levede sine sidste Aar. Hans overordentlige
Kompositionstalent og ejendommelige, alvorlige
cg kernefulde Opfattelse af antikke Emner fik
stor Bet. for Udviklingen af den tyske
Malerkunst. - Den anden var den danske
Billedhugger Bertel Thorvaldsen.
Naar der skal gøres Rede for den danske
Kunsts Historie, forelægger man sig
uvilkaarlig paa ny det Spørgsmaal, om det er hist.
forsvarligt vedblivende at gøre saa meget Væsen
af Thorvaldsen, som man tidligere har gjort.
Det er kun godt og vel 70 Aar, siden han døde,
og hvor mange tænker nu paa ham? Naar der
i den senere Tid tales om ham i Indland eller
Udland, henstilles det undertiden i det
mindste som uafgjort, om hans hele Berømmelse
ikke var af den skrøbelige Art, der af
Historien vil blive dømt som en Fejltagelse af hans
Samtidige. Dette kan nu ikke afgøres ved
noget Magtsprog; ja ikke engang, hvad man
kalder Beviser, kan klare Sagen, fordi Beviser
maa henholde sig til en æstetisk Totalanskuelse,
der ogsaa kun har en begrænset hist.
Gyldighed. Her maa vi lade det bero ved den
ubestridelige hist. Kendsgerning, at den
Berømmelse, som han nød i sin egen Tid og den
nærmest paafølgende, var langt større og af en
ganske anderledes overlegen Art end den, som
er faldet i nogen anden dansk Kunstners Lod.
Han gjaldt, enhver anden ufortalt, fra henimod
1820 til c. 1840 for Europas største Kunstner;
uagtet Franskmændene stillede sig mindre
anerkendende til ham end de andre Nationer,
kunde de dog henrives af Begejstring og finde,
at Laurbærkransens rette Plads var hans
Hoved. Og Tidsalderen var jo stærkt æstetisk
sindet: den store Kunstner rangerede mellem
kronede Hoveder, ell. vel rettere mellem
Olympens Guder. Det maa desuden siges, at
Thorvaldsens Berømmelse i hans egen Tid var
fuldkommen ægte, det var ingen
Virtuosberømmelse; thi han søgte altid sin Ære i sin Kunsts
Grundtræk og Hovedlinier og var ikke og vilde
ikke være Virtuos. Han var paa ingen Maade
noget Prestige-Menneske og havde ikke mindste
Anlæg til at gøre Reklame for sig selv. Han
producerede og vedblev at producere, og Verden
beundrede og applauderede efterhaanden hver
eneste Ting, der udgik fra hans Haand. Der
dryssede og regnede Æresbevisninger ned over
ham i bestandig rigere Maal; han tog derimod
og lod sig ganske naivt forkæle; men selv har
han aldrig rørt en Finger for at fremkalde ell.
fremskynde det. Og hans Berømmelse gik ud
paa noget, der virkelig var stort, og som hørte
med til det betydningsfuldeste og centraleste i
hele det aandelige Liv; thi det var fremfor alle
ham, der gav Tonen an for sin Tidsalder m. H.
t. den ideale Opfattelse af Menneskeskikkelsen.
Medens Spørgsmaalet ved de andre Partier af
den danske Kunsthistorie bliver om, hvorledes
D. har tilegnet sig det øvrige Europas Kunst,
bliver Spørgsmaalet alene ved Thorvaldsen -
ell. dog næsten alene ved ham - om, hvorledes
Europa har tilegnet sig, hvad der udgik fra D.:
tor saa vidt vejer han mere end alt det andet
Kisammen. Han gav for sin Tid den danske
Ejendommelighed, som han medbragte fra sit
Fædreland, en universel Bet., gjorde den til
Ingrediens i Verdensudviklingen. Og Bevidstheden
herom har uden Tvivl ogsaa givet Styrke til det
kunstneriske Liv overhovedet i D., ja endog ved
Midten af Aarh. til Nationalfølelsen i videre
Forstand. Derimod kom der senere en Tid, da
Thorvaldsens Berømmelse, efter at den egl. Ild
i den var slukket, alt for meget gik over til at
blive et nationalt Dogme, der holdtes i Live ved
den mest vidtstrakte og tankeløse Brug af hans
Kompositioner i billige og ringe Gengivelser til
Dekoration af hvad som helst. Øjet blev saa vant
til ham, at det blev ganske ligegyldigt for ham,
til sidst ked af ham.
I sin Ungdomstid i D. udførte Thorvaldsen kun
nogle Dekorationsfigurer og mindre Arbejder,
der for Akademiet og Kunstelskerne kunde
godtgøre hans Adkomster. Bl. de akademiske Lærere
synes Abildgaard klarest at have indset, at der
boede noget betydeligt i den stille og
tilbageholdne Yngling; og hans Kammerater
betragtede ham som et aandelig privilegeret
Menneske. Efter en regelmæssig akademisk
Karriere drog han som Stipendiat til
Italien, hændelsesvis ad Søvejen med et
dansk Orlogsskib, saa at han Syd fra over
Neapel ankom til Rom (8. Marts 1797) i en Alder
af 26-27 Aar. Denne Rejserute fik stor Bet. for
hans Kunst, idet han saaledes foreløbig kun
meget lidt kom i Berøring med den ital.
Renaissance, der, hvis han var kommet N. fra over
Land, vilde have mødt ham med fuld Styrke i
Firenze, hvorimod han nu straks kom i intensiv
og overvejende Berøring med Antikken.
Allerede i Neapel mødte den ham, og i den mest
indtagende Skikkelse, idet han her fik at se de
antikke Vægmalerier og Stukdekorationer fra
Pompeji og de andre af Vesuv begravede Byer.
Til Trods for, hvad han ellers fik at se, har
intet paavirket ham saa meget som denne Kunst
med dens Lethed i Behandlingen, dens
uforlignelige Sans for rytmisk Ynde i Holdning og
Bevægelse og dens fredlyste Stemning, hvori
selv det alvorligste bliver æstetisk fortonet, men
som hyppigst aander et idyllisk Skælmeri. I
Rom fik Carstens’ Kunst nogen Indflydelse paa
ham, og m. H. t. den mere videnskabelige
Forstaaelse af Antikken fandt han der en saa god
Vejleder, som han overhovedet kunde finde, i
den slesvigske Kunstarkæolog G. Zoëga. I sine
første Aar i Rom producerede Thorvaldsen dog
kun lidet. Hvad hans udvortes Stilling angaar,
førte han den for D.’s Stipendiater alm., noget
trykkede Tilværelse; men det var tillige
ejendommeligt for Thorvaldsens højnordiske Natur,
at han modnedes meget langsomt; til Gengæld
var han da efter en Gang at have naaet
Modenhed i den sjældneste Grad sikker paa sig selv
og sin kunstneriske Evne. Han selv og alle
andre gik ud fra, at hans Ophold i Udlandet
kun vilde blive kort; men han vilde dog nødig
forlade Rom uden at have udført et betydeligt
Værk og havde Foraaret 1803 sin Statue af
Jason med det gyldne Skind færdig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
