Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udbedringer og Ombygninger blev der dog
bestandig vist megen Hensynsløshed mod deres
opr. Karakter. Dette blev fra nu af bedre; fl.
af de vigtigste gl. Monumenter (Roskilde
Domkirke, Frederiksborg efter Branden 1859,
Viborg Domkirke og efterhaanden mange andre)
blev restaurerede ell. genopbyggede, i hvert
Fald med hist. Agtelse for det opr. og god
Villie til at genfremstille det, om man end ikke
i hvert Tilfælde havde Held dermed. Saaledes
vendte den arkitektoniske Interesse sig afgjort
i Retning af Middelalderen og den ældre
Renaissance; og det var ogsaa disse Stilarter, som
Bygmestrene lagde til Grund for deres
selvstændige Produktion. Naturligvis kunde
Studiet af D.’s egen ældre Arkitektur ikke være
tilstrækkeligt; de maatte ogsaa studere
Udlandets, men søgte dog gerne til saadanne
Forbilleder, der havde et vist naturligt Slægtskab
med den hjemlige danske Bygningskunst, f.
Eks. det nordligere Italiens ell. Tysklands
Murstensarkitektur. Overhovedet kom Murstenen nu
atter til Ære og Værdighed; medens man i den
klassiske Periode helst havde dækket dens
Overflade med et Puds, der skulde være et
Surrogat for fornemme Materialer, lod man nu
dens naturlige røde Farve staa utildækket.
Allerede de ældre Arkitekter, vi har nævnt,
dannede Overgangen til den ny Retning, der dog
især fandt sin Leder i J. D. Herholdt, til
hvis Eksempel de Yngre efterhaanden snart
sluttede sig, uagtet han ikke virkede som
akademisk Lærer; tillige har han dels ved sin
egen Virksomhed, dels ved Paavirkning paa
andre haft større Indflydelse end nogen anden
paa Karakteren af Kbhvn’s nyere
Bygningskunst. Omtr. samtidig med ham fremtraadte
F. Meldahl, der dog har været mindre
produktiv som skabende Arkitekt, idet hans
Virksomhed blev optaget, af
Genopførelsesarbejder af den største og vanskeligste Art
(Frederiksborg, Marmorkirken), ved hvilke det lige
saa meget kom an paa praktiske og
videnskabelige Evner som paa kunstneriske. Her turde
ogsaa være det mest passende Sted at minde
om Heinrich Hansen, der vel af
Samtiden yndedes mest for sine sirlige
Arkitekturmaleriers Skyld, men i Virkeligheden havde
mindre Bet. som Maler end ved sine
mangesidige Studier over ældre Arkitektur og
Kunsthaandværk, hvilket ogsaa fik Bet. for
Udstyrelsen af det ny Frederiksborg. Fra 1860’erne
at regne har den danske Bygningskunst i det
hele været delt mellem to Retninger. Den ene,
der er mere kosmopolitisk og gaar ud paa
moderne Elegance, er især repræsenteret af
Vilhelm Dahlerup, som har faaet nogle af de
betydeligste Opgaver i Kbhvn at løse, desuden
af O. Petersen, Alb. Jensen o. a. Til
den anden, den Herholdt’ske, hist.-nationale,
har sluttet sig Hans Holm, der som
akademisk Lærer har ført den yngre Slægt endnu
videre frem i Studiet af den gl. danske
Bygningskunst, og H. B. Storck, der baade i sine
Restaurationsarbejder og sine selvstændige
Bygninger har vist den fineste Følelse og
Forstaaelse af Karakteren af Fortidens Arkitektur.
Uden egl. at slutte sig til denne Retning har
L. Fenger staaet den temmelig nær,
fjernere derimod Vilh. Petersen og V. Klein.
En Teori om Nationalitetens Bet. for det
aandelige Liv trives naturligvis bedre i et Folk,
der har Lykke med sin Nationalitet, end i et,
hvor den lider Nederlag. Det kunde derfor
heller ikke være andet, end at Krigs- og
Ulykkesaaret 1864 med dets snart kendelige Følger for
hele Tænkemaaden i det danske Folk maatte
virke svækkende paa den Høyen’ske Lære.
Dertil kom, at de vigtigste Ledere og Mestere af den
ældre Slægt kort efter faldt fra, een efter een:
Bissen, Høyen, Marstrand, Skovgaard o. a. En
ny Stjerne i Malerkunsten havde allerede
forinden draget alles Blik til sig, nemlig Carl
Bloch, som netop i Aarene omkr. 1864 fra
Rom hjemsendte det ene store Billede efter
det andet, der paa Udstillingerne gjorde en
Opsigt, hvortil man næppe tidligere havde set
Mage; det var ligesom om det slagne D. søgte
Lindring for sine Saar i ethvert Held paa den
aandelige Virksomheds Omraade. Og der var
virkelig i Bloch’s Arbejder Vidnesbyrd om en
kunstnerisk Daadkraft, en Evne til at slaa store
Slag, som nok kunde imponere. Men den
nationale Retning tilhørte disse Billeder egl. ikke,
og de fjernede sig mere og mere fra den
Eckersberg’ske Teknik, dels iflg. nogen
Paavirkning af Samtidens Kunst i Udlandet, dels iflg.
Bloch’s Beundring for den gl. holl. Kunst, især
Rembrandt, der ikke alene kommer for Dagen
i hans Malerier, men ogsaa i hans talrige
Raderinger. I disse Aar traadte ogsaa andre, lidt
yngre Kunstnere i nogen Forbindelse med
Udlandets Kunst, dels den tidlig afdøde L. A.
Schou, dels Otto Bache, der uden egl. at
gaa i Skole andensteds dog havde et vaagent
Øje med, hvad der foregik i Kunsten i
Udlandet, især i Frankrig, og tillige paa egen
Haand med stor Energi og malerisk-praktisk
Talent udviklede sin Teknik i en rent anden
Retning end den Eckersberg’ske. Imidlertid var
dennes Time endnu ikke slaaet; Modsætningen
mellem den nationale Retning, der allerede nu
var rykket op til at være den konservative, og
den udenlandske vedblev at mærkes, medens
dog den stærke Brydning og Agitation fra
tidligere Tider stilnede noget af.
Landskabsmaleriet fulgte overvejende i Skovgaard’s og Kyhn’s
Spor; bl. Skovgaard’s ældre Elever kan mindes
C. F. Aagaard og især J. la Cour, der
fremfor alle arvede sin Mesters store
Formsans. Efter dem fremtraadte G.
Christensen, H. Foss, A. Fritz, I. D. Frisch,
Chr. Zacho, Edv. Petersen, Hans
Friis, K. O. Brasen, A. Thorenfeld
o. a. og - naar man vil følge Rækken ned til
den nyeste Tid - R. Bissen, L. Kabell,
Viggo Pedersen og Henrik
Jespersen (den sidste har udmærket sig ganske
særlig ved sine fortrinlige, halvt
naturvidenskabelige Forsøg med Sollysvirkninger). Alle disse
Kunstnere har, i alt Fald en Tid lang,
væsentlig fulgt den fra de ældre Landskabsmalere
udgaaede nationale Retning; nogle af dem maa
vi dog atter nævne senere i en anden
Sammenhæng. Harald Jerichau uddannede
sig derimod i Italien som Landskabsmaler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
