Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 1) Fra den ældste Tid indtil 1241
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en ny Mission; henimod 948 tillod Harald
Blaatand Oprettelsen af danske Bispesæder i Slesvig,
Ribe og Aarhus; efter Poppo’s Jernbyrd (c. 960)
lod han sig døbe, og han drog største Delen af
Folket med sig; dermed foregik det egl.
Trosskifte i D. Harald udstrakte sin Vælde over
Egnene S. f. Ejder og grundede Krigerkolonien
Jomsborg ved Odermundingen; ved Haakon
Jarls Hjælp tilvendte han sig ogsaa
Herredømmet over Norge og havde saaledes stor Magt.
Til sidst gik det nedad. Hans Krigere, der
støttede den sv. Høvding Styrbjørn mod Kong Erik
Sejrsæl, blev slagne; selv tabte han i Kamp mod
Kejser Otto II, der satte Ild paa Danevirke og
for en kort Tid gjorde Ejderlandet til et tysk
Markgrevskab; og da Harald sendte sine
Jomsvikinger mod den oprørske Haakon Jarl i
Norge, led de Nederlag i Hjørungavaag. Den
gl. Konge blev forhadt, og en Del af Folket
samledes om hans Søn Sven Tjugeskæg
(Tveskæg) (c. 985-1014), der viste Taalsomhed
i Trossagen. Harald faldt i Kampen. Men ved
List tog Jomsvikingernes snu Høvding, Sigvald,
Kong Sven til Fange, saa han maatte udrede
svære Løsepenge. For at indvinde det tabte
gjorde Sven Vikingetog til England. Under hans
Fravær bemægtigede Erik Sejrsæl sig D.; men
Sven drog tilbage og fordrev Svenskerne efter
haarde Kampe ved Hedeby. Senere sluttede
han Fred og ægtede Erik Sejrsæl’s Enke, Sigrid
Storraade. I Forbund med landflygtige
Nordmænd og Svenskerne fældede han den norske
Konge Olav Trygvesøn i et Søslag (c. 1000) og
fik derefter en Del af Norge. Et stort Blodbad
paa Danskere i England (1002) æggede Sven til
ny Vikingetog, og til sidst erobrede han hele
det rige England (1013), men døde snart efter.
Under ham paavirkedes den unge danske Kirke
af den angelsachsiske, og Høvdinger som de to
Odinkar’er traadte i Kirkens Tjeneste. Den egl.
Missionstid var nu afsluttet, og Vejen banet for
kristelig Kultur (de første danske Mønter).
Ved Sven’s Død fik hans ene Søn, Harald
(1014-18), D.; den anden Knud den Store,
der af Hæren valgtes til Konge i England,
mistede straks det erobrede Rige, men genvandt det
ved sine Landsmænds Hjælp; det blev
Vikingetogenes glimrende Afslutning. Efter Harald’s
Død fik Knud tillige D. (1018-35). Imod hans
truende Vælde sluttede Olav Haraldssøn i
Norge og Anund Jakob i Sverige et Forbund,
og medens Knud var i England, gjorde de
Indfald i D.; men Knud kom hurtig til og drev
dem tilbage (1026), hvorpaa han ubekymret
drog paa Pilegrimsfærd til Rom (1027). Ved
Løfter og Gaver til de norske Høvdinger
undergravede han dernæst Olav’s Magt, saa at
den norske Konge maatte flygte (1028), og ved
Forsøget paa at genvinde sit Rige tilsatte han
Livet (1030). Saaledes var Knud nu ogsaa Herre
over Norge. Kort før hans Død rejste
Nordmændene sig dog, afrystede Fremmedaaget og
indkaldte Olav’s Søn Magnus. Ogsaa over
Sverige og Skotland gjorde Knud Krav paa Højhed,
og i alt Fald havde han større Magt, end nogen
anden dansk Konge har haft. Fra Viking var
Knud blevet en europ. Kulturkonge, om end
han endnu kunde være voldsom (Ulv Jarl’s
Drab, Krænkelsen af Vederlagsretten). Selv for
England fik han ved sin Lovgivning og sin
kirkelige Iver stor Bet., han hævede baade
Præstestanden og Kongedømmet; men ligesaa i D.,
hvor han grundlagde de første Klostre, ansatte
lothringske Klerke og fremmede
Kristenkulturen. En stærk Støtte for Kongemagten i
begge Lande var Tinglid ell. Vederlaget. Knud
var dog mest i England og vakte derved
stundom sine Landsmænds Misnøje. Med hans Søn
Hardeknud (d. 1142) ophørte Unionen
mellem de to Lande; den norske Konge Magnus
den Gode (1042-47) vandt Herredømmet
over de Danske og slog de fremtrængende
Vender paa Lyrskov Hede, men maatte kæmpe med
Knud den Stores Søstersøn Sven
Estridsøn. Først ved Magnus’ Død kom Sven i
virkelig Besiddelse af D. (1047-76) og sikrede sig
Riget ved en blodig, men ikke altid sejrrig
Fejde (indtil 1064) med den krigerske norske
Konge Harald Haardraade. Senere udsendte
han to store Tog for at fordrive Vilhelm Erobrer
fra England, men udrettede intet. I
Fredsværket derimod lagde Sven’s fremragende Evner
sig fuldt ud for Dagen. Han organiserede de
danske Bispedømmer og hele Kirken, gjorde
Bisperne til sine Venner (Vilhelm i Roskilde),
hævede Præstestanden, svækkede Ærkesædet
Hamburgs Magt over den danske Klerus,
knyttede Landet nøjere til Pavestolen og blev i det
hele en af D.’s største Kulturkonger. Efter Sven
fulgte 5 af hans Sønner. Denne Svenssønnernes
Tid blev præget af Brydningen mellem
gammelt og nyt, Stormandsvælde og Kongemagt.
Den betydeligste af dem, Knud, vilde straks
være Konge; men ved Valget paa Isøre tog man
Sven’s ældste Søn, den afholdte, men svage
Harald Hén (1076-80), der gav Folket Love
efter dets Ønske. Knud den Hellige (1080
-86) vilde stolt og myndig udvide Kongemagten
og skabe Præstevælde til Støtte for Tronen, men
var haard og hensynsløs i Valget af Midler,
især efter at han til sin Harme havde maattet
opgive et stort Erobringstog til England (1085).
Forbitrede over hans Fogeders Uretfærdighed
rejste Vendelboerne sig imod ham, Oprøret
bredte sig videre, og Knud blev dræbt i Albani
Kirke i Odense. Med Olav Hunger (1086
-95) kom en politisk Reaktion til Roret; men
det var i alle Maader en ulykkelig Tid, og
Knud’s Bestræbelser kunde derfor med Held
genoptages af Erik Ejegod (1095-1103),
der endog fik Knud gjort til Helgen (1100) og
virkede for Tiende og for Oprettelsen af et
selvstændigt dansk Ærkesæde. Tillige slog han
Venderne, der siden Olav’s Tid havde forulempet
D. og samlede Nordens Konger til et
Fredsmøde. Grebet af Korstogsbevægelsen gav han sig
paa Pilegrimsfærd til det hellige Land, men
døde undervejs paa Cypern, samtidig med at
Paven endelig gjorde Lund til Ærkesæde for
Norden, saa at Hamburgs Højhed over den
danske Kirke blev brudt. Af de faa Svenssønner,
der endnu var i Live, blev Niels Konge (1104
-34). Denne svage og smaalige Mand kunde
ikke værne D. hverken mod indre ell. mod
ydre Fjender; Tugten i Vederlaget forfaldt,
ustraffet drev Erik Ejegod’s ældste Søn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
