Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 1) Fra den ældste Tid indtil 1241 - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mænd havde allerede optegnet de gældende
skaanske og sjællandske Love. I sit huslige Liv
havde Valdemar tunge Sorger. Dronning
Dagmar og Dronning Berengaria døde begge i deres
fejreste Ungdom; hans ældste Søn, den udvalgte
Kong Valdemar, omkom ved et Vaadeskud
(1231), og med Bekymring skal han have
forudset Ufred mellem sine yngre Sønner. »Ved
hans Død faldt Kronen af de Danskes Hoved«,
hedder det i Krøniken.
Lovene og Kong Valdemar’s Jordebog (s. d.)
giver Indblik i Valdemarstidens Kultur.
Oldtidens enkle Samfundsforhold er blevne mere
sammensatte, til Dels under Paavirkning af
almeneuropæiske Kulturformer.
Kongedømmet havde som førende Magt hævet sig stærkt
og øget sin Værneret, sin Straffemyndighed og
sin Indflydelse paa Lovgivningen; idet den
ældste Kongesøn i Faderens Levetid blev udvalgt
Konge, var der gjort Skridt til Kronens
Arvelighed. Kongens Ombudsmænd (Fogeder) hørte
nu til Rigets fornemste Slægter, og
Hofembederne, særlig Drostens, Marskens og Kanslerens,
var ved at blive høje Rigsembeder. Enkelte
Landsdele, særlig Sønderjylland og Halland,
gaves Kongeætlinger at styre; men disse
Lensmænd var egl. kun Embedsmænd,
Feudalvæsenet var endnu kun en lille Spire og svækkede
derfor ikke Kronen. Stænderne er ved at
udforme sig. Præstestanden havde
opnaaet stor Magt ved de rige Gaver og de
kongelige Privilegier, som tilflød Kirker og Klostre;
ved Domsret i egne Sager, ved Cølibatet, der
endelig gennemførtes, og ved kanonisk Rets
Indtrængen i den nationale Kirkelov
udsondredes den stærkere fra Folket. Domkapitler
fandtes nu ved alle Bispekirker, og de havde
frit Bispevalg. Klostrene tiltog stadig; fra
Valdemar II’s Tid fik D. foruden de landlige
»Herreklostre« Dominikaner- og Franciskanerklostre i
Byerne. Med Roskilde Domkirke begynder den
gotiske Stil i D. Klerke, ja endog Lægfolk, drog
til Paris for at studere (Absalon, Peder og
Anders Sunesøn, Erik Plovpenning), og i Hjemmet
gjorde de deres Lærdom frugtbringende; særlig
samlede den gl. Biskop Gunner i Viborg
Discipelskarer om sig. Adelen er ved at opstaa.
Ansete Stormænd udgjorde sammen med
Bisperne Kongens Raad, en Rigsrepræsentation,
der hørtes i vigtige Sager. Men desuden var der
dannet en langt bredere Tjenesteadel, idet
Storbønder blev »Hærmænd« ell. »Herremænd« (ɔ:
Herrens Mænd) hos Konge, Hertug ell. Bisp.
Altid rede til Rigets Forsvar og til Gengæld fri
for de alm. Skatter dannede de et udvidet
Vederlag; Absalon søgte derfor ogsaa at binde
dem til den gl. Vederlov, og lykkedes det ikke,
saa var de dog i Valdemarstiden en god Støtte
for Kongedømmet, samtidig med at de lettede
Krigsbyrden for Folket, saa det alm.
Ledingsudbud blev lempeligere, og fredelig Dont kunde
trives trods de stadige Krigstog.
Borgerstanden begyndte at udvikle sig, takket være
Freden efter Vendertogene, der blev til
Købstædernes Forøgelse og til Handels og Haandværks
Fremme, og den stærke Sammenslutning i
Gilder; det ældste, man kender, er »Edslaget« i
Slesvig paa Knud Lavard’s Tid. Byerne stilledes
ofte under Kongens særlige Værn og begyndte
at faa egne Stadsretter, Slesvig saaledes c. 1200.
Hos Bondestanden, Folkets store
Hovedmasse, var Selveje endnu overvejende, og der
var ikke nogen Kløft mellem den og de andre
verdslige Stænder. Man sporer nogen
Udjævning inden for dens Rammer. Den Adelbonde,
som ikke hævede sig til »Herremand«, rykkede
for saa vidt lidt ned paa Samfundsstigen,
medens Bryden og den voksende Klasse af
Landboer (Fæstere) hævede sig og kom Adelbonden
nærmere, og de fordums Trælle gik over til at
blive smaa og fattige Landbrugere (Inderster,
Gaardsæder, »Kaadkarle«). Den egl. Bonde
levede under ret gunstige Forhold; dalede hans
politiske Indflydelse, fordi Konge, Præstestand
og Adel blev de Ledende, saa valgte han dog
frit sine Nævninger, varetog sine Interesser paa
Tinge, og opretholdt den urgamle
Landsbyforfatning med dens Fordeling af Jordlodderne og
dens Fællesskab m. H. t. Græsgange. Landet
var godt opdyrket. De danske Heste var
efterspurgte, og der udførtes aarlig op imod 10000
over Ribe. En anden Rigdomskilde var de store
Sildefiskerier ved Skanør, der medførte
anselige Handelsmarkeder. Lykken tilsmilede
saaledes D., i alt Fald indtil Valdemar II’s
Nederlag. Valdemarstiden imponerer ved sin sjældne
Samfundsharmoni, ved sit organisatoriske
Storværk, der skabte et fast Skattevæsen, støttet til
Vurdering og Matrikulering af Jorden, og et
klart gennemtænkt, retfærdigt og lempeligt
Ledingsvæsen, og endelig ved sit rige Aandsliv.
Absalon var Mand for at sammensmelte den
fremmelige fr. Kirkekultur med Dyrkelsen af de
fædrene Minder; han var Ophavsmand baade
til Sakse’s Danmarkskrønike og til de Danskes
Pariserstudier. Ved Valdemar II’s Hof høres
den sidste islandske Skjald og tillige den tyske
Minnesanger. Runer og Oldkvad fanger endnu
Interessen, men samtidig kvæder man
Folkeviser og træder Dansen dertil. Saaledes mødes
gammelt og nyt, nordisk og europæisk.
H. O.
2) 1241-1660.
I Valdemarernes Tid havde hele D. været
samlet under een Hersker, i hvem den
nogenlunde ensartede Befolkning saa sin naturlige
Fører; men efter Valdemar Sejr’s Død brødes
denne indre og ydre Enhed. Af hans tre
ægtefødte Sønner besteg Erik Plovpenning
Tronen (1241-50), medens dennes Brødre og
Slægtninge fik Dele af Riget til Len, saaledes
Abel, der 1232 var blevet Hertug i
Sønderjylland. Krongodset, der spillede Hovedrollen i
Middelalderens Finansvæsen, splittedes derved
mellem Kongsætlingene. Erik’s Regering var en
stadig Kamp med Brødrene; den fik en tragisk
Afslutning ved, at han paa Abel’s Bud dræbtes
i Slesvig, hvorpaa denne toges til Konge
(1250-52). Han viste sig som en kraftig Hersker, men
faldt efter en kortvarig Regering paa et Tog
mod Friserne. Med Forbigaaelse af hans Sønner
valgte Stormændene nu Broderen Christoffer
I (1252-59), der dog maatte indrømme
Valdemar Abelssøn Sønderjylland. Allerede Abel
havde vistnok faaet Landet som arveligt Len, og
hans Efterkommere søgte efter bedste Evne at
udvide deres Rettigheder og Besiddelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
