Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Interesse, tog Fart, nu da den var befriet for
Hansestædernes overmægtige Konkurrence, og
Landet havde i den flg. Menneskealder en
lykkelig Tid. Særlig var det dog den danske Adels
Guldalder. Efter Kongens Eksempel rejste den
trindt om sine prægtige Herresæder, den
optraadte som Mæcen for den opblomstrende Litt.,
der var vakt til Live af Reformationens Røre,
og den talte selv Videnskabsmænd som Tyge
Brahe inden for sine Rækker. Til Held for
Landet vidste Kongen at holde det uden for den
Dogmestrid, der rasede mellem de tyske
Protestanter, og da han døde, indtog D. en
Stormagts Rang.
Christian IV (1588-1648) var ved
Faderens Død kun 12 Aar gl, og Landet styredes
derfor, indtil Kongen 1596 erklæredes for
myndig, af et adeligt Regeringsraad under Forsæde
af Kansleren Niels Kaas, der uden at ænse
Adelens Klager over den afdøde Konges
Styrelsesmaade førte Regeringen i samme Aand,
om end Formynderne havde adskillige
Stridigheder med Enkedronningen. Udadtil var
Sverige stadig Arvefjenden, talrige
Grænsestridigheder i Lapmarken bidrog til at holde
Fjendskabet ved lige, og da Karl IX forbød Handelen
paa de sv. Erobringer omkr. den finske Bugt,
udbrød Kalmarkrigen 1611. D. gik vel
som Sejrherre ud af denne; men Forholdene
var ved at forandre sig til dets Ugunst. Thi
Nederlænderne, Tidens vigtigste Handelsfolk,
der i den foregaaende Tid af Frygt for Spanien
havde staaet i et venligt Forhold til D., sluttede
sig nu, opbragte over Christian IV’s Sundpolitik,
lil Sverige, og en ny Krig med dette Land var
i Udsigt. Den udskødes dog foreløbig ved de
tyske Forhold og Christian IV’s Indgriben i
disse 1625. Hans Deltagelse i Trediveaarskrigen
var lidet heldig; Slaget ved Lutter am
Baremberg tabtes (1626), de kejserlige Tropper
oversvømmede Jylland, og D. maatte derfor trække
sig ud af Krigen, just da Lykken var ved at
vende sig, men slap dog for Landafstaaelser
ved Freden i Lübeck 1629. Christian IV, der
ængstedes over Sveriges store Fremgang,
optraadte i den flg. Tid som Mægler og nærmede
sig mere og mere Kejseren og de kat. Magter.
Samtidig forhøjedes Sundtolden fl. Gange, hvad
der ganske drev Nederlænderne over i Sveriges
Arme, og da man tillige chikanerede den sv.
Handel, faldt General Thorstenson 1643
pludselig uden foregaaende Krigserklæring ind i
Holsten, hvor Hertugen af Gottorp erklærede
sig neutral, medens en anden sv. Hær trængte
ind i Skaane. Krigen traf D. ganske uforberedt;
men det frelstes ved Kongens Energi, idet det
lykkedes ham ved Slaget paa Kolbergerheide
(1644) foreløbig at hindre de to Hæres
Forening. Nederlænderne støttede imidlertid privat
Svenskerne, og da deres forenede Flaader
havde ødelagt den danske, nødtes Christian IV til
ved Freden i Brömsebro (1645) at afstaa
Herjedalen og Jemteland, Gotland og Øsel samt
Halland paa 30 Aar. Ved en særlig Traktat
nedsattes desuden Sundtolden betydelig for
Nederlændernes Vedk. Førerskabet i Norden var ved
denne Fred fra D. gaaet over til Sverige.
Indadtil udfoldede Christian IV i den første
Menneskealder af sin Styrelse en rastløs
Virksomhed. Store Lovarbejder saa Lyset, der
byggedes talrige Slotte, Byer og Fæstninger, Flaaden
udvidedes betydelig, og 1614 lagdes Grunden til
en national Milits, der dog blev til saare liden
Nytte; til Handelens Fremme stiftedes fl.
Handelskompagnier, og der udsendtes
Ekspeditioner til Grønland og Indien. Trods alt dette var
Finansvæsenets Tilstand foreløbig god; først c.
1620 mærkes Omslaget, og efter Freden i
Lübeck hvilede et haardt Skattetryk paa det af
Krigen medtagne Land. Styrelsens monarkiske
Præg viste sig ved, at fl. af de høje
Rigsembeder i lang Tid stode ubesatte. Men Kongens
personlige Indgriben i mangfoldige
Detailspørgsmaal hindrede et større Overblik, og efter de
uheldige Krige rejste Adelen atter Hovedet.
Rigsraadet indskrænkede paa fl. Punkter
Kongens Magt, bl. a. ved at benytte sig af den
udvalgte Konge Prins Christian’s Død 1647, og
hans Planer om Vornedskabets Ophævelse samt
Lensvæsenets Reorganisation strandede paa dets
Modstand. Men jævnsides med Rigsraadet
begyndte Stænderne nu at træde frem, og deres
Opposition var nok saa meget rettet mod dette
som mod Kongen. De gl. Danehoffer var
forsvundne under Erik af Pommern, og først i
Slutn. af 15. Aarh. dukkede Herredagene
op; i Reglen mødte kun Adelen paa disse, men
stundom udvidedes de til Stændermøder
ved Tilkaldelsen af Repræsentanter for de
uprivilegerede Klasser. De havde spillet en vigtig
Rolle indtil Grevefejden, men traadte
derpaa i lange Tider mere i Baggrunden, indtil de
i Slutn. af Christian IV’s Regering hævede sig
til en ret betydelig Indflydelse. Deres egl. Hverv
var Bevillingen af ny Skatter; men i øvrigt var
deres Magt meget ubestemt, og de var i det
hele nok saa meget Udviklingsmuligheder som
en fastbygget Institution.
Christian IV døde 1648, uden at der var valgt
nogen Tronfølger, og Rigsraadet førte derfor
Regeringen i det halve Aar, der hengik, inden
Frederik III (1648-70) besteg Tronen,
efter at have underskrevet en Haandfæstning,
der paa alle Punkter indskrænkede hans Magt
til Fordel for Raadet og Adelen. Denne Stand,
der fra at være en Krigeradel var gaaet over
til at blive en Embeds- og Godsejeradel, stod
nu i social Henseende paa Højdepunktet af sin
Magt. Den ejede 47 % af Landet med al kgl.
Ret over sine Bønder, og Halvdelen af disse var
ligesom den selv skattefri, uagtet den
Rostjeneste, der havde ligget til Grund for dette
Privilegium, nu var ganske betydningsløs. Men det
indre svarede ikke til det ydre. Den var
økonomisk ødelagt, og dens i Forvejen lidet talrige
Rækker udtyndedes mere og mere ved en
usædvanlig stærk Dødelighed. Tilmed var den
indbyrdes splidagtig, idet største Delen af Adelen
saa med skæve Øjne paa de saakaldte
»Svigersønner« ɔ: storættede Adelsmænd, der var gifte
med Christian IV’s og Kirsten Munk’s Døtre,
og bl. hvilke Rigshofmesteren Korfits Ulfeldt og
Norges Statholder Hannibal Sehested øvede den
største Indflydelse. I disse Forhold ligger delvis
Forklaringen til, at den forøgede politiske Magt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
