Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men her gik Meningerne saa langt fra hinanden,
at den eneste Udvej syntes Vedtagelsen af
Svane’s Forslag om at lægge Sagen i Kongens
Haand. Dette skete da. Kongen skulde løses fra
sin Ed og Haandfæstningen tilbageleveres ham
med Tilføjelse af, at »man i al Underdanighed
formodede, at Hs. Maj. derimod lader formere
en Reces, saaledes som det kan være ham, Riget
og hver Stand især til Gavn og det gemene
Bedste«. 17. Oktbr fandt Overleveringen af den
kasserede Haandfæstning Sted, 18. hyldedes
Frederik III som Arvekonge af de tilstedeværende
Stænder, 15. Novbr af dem, der havde været
fraværende ved den foregaaende Akt. Indtil
først i Decbr var Stændermødet samlet, optaget
af Forhandlinger om Beskatningen og
Indkvarteringen. Planen til den ny Regeringsform,
Kongen havde lovet, drøftedes Mand og Mand
imellem, et og andet Forslag fik vel ogsaa Form;
men det gunstige Øjeblik til at sikre Folkets
fremtidige Deltagelse i Statsstyrelsen var ikke
blevet benyttet, og nu var det for sent. Raadets
og Adelens Modstandskraft var alt tidligere saa
haabløs brudt, at de ikke havde kunnet tage sig
sammen til en Fordring om virkelig at faa
forhandlet, hvad der skulde erstatte
Haandfæstningen. Nu var ogsaa de lavere Stænders
Handlekraft udtømt. Alt løb ud i Sandet under
Beklagelser over de tunge Byrder og Forsøg paa
at vælte dem over paa hinanden. Uden nogen
formel Opløsning døde Stændermødet saa at
sige hen af sig selv, det sidste i D. i over
halvandet Hundrede Aar.
Den gentagne Hylding var ikke Kongen nok.
Han ønskede en skriftlig Forsikring af
Stænderne, og 10. Jan. 1661 udsendtes da til
Underskrift Enevoldsarveakten, ved hvilken
Adel, Gejstlighed og Borgere i D. erklærede, at
de »i Særdeleshed at derved god Fortrolighed
og Samdrægtighed indbyrdes kunde
tilvejebringes«, utvungne og uanmodede havde overdraget
Frederik III og hans ægte Efterkommere,
mandlige og kvindelige, Arverettighed til D.’s og
Norges Riger samt alle jura majestatis, absolut
Regering og alle Regalia, ligesom det henstilledes
til Kongens Vilje, hvorledes Regeringen herefter
skulde anstilles og Successionen ordnes, hvilken
Kongens sidste Vilje skulde være som en
Fundamentallov for Underskriverne og deres
Efterkommere. Denne Fundamentallov kom med
Kongeloven 14. Novbr 1665, der
udtrykkelig henviser til Enevoldsarveakten som sit
Grundlag. Den kristne Lære, som den
indeholdes i den augsburgske Konfession, skal være
Indbyggernes Religion, den danske
Enevoldskonge er hævet over alle menneskelige Love og
har kun Gud til Dommer over sig baade i
gejstlige og verdslige Sager, han har Magt til at
give, ophæve og forandre alle Love undtagen
Kongeloven, til at ind- og afsætte alle
Embedsmænd, begynde Krig og slutte Fred, paalægge
Skat og endelig til at styre Kirken lige saa
enevældig som Staten. Med sit 13. Aar er han
myndig; Formynderskabet for en mindreaarig
Konge ordnes af den nærmest foregaaende. Ved sin
Regeringstiltrædelse skal Kongen lade sig salve,
men denne Handling er kun et Vidnesbyrd om
hans Ydmyghed, ikke nogen Betingelse for hans
Overtagelse af Kronen, ligesom han ikke skal
aflægge nogen Ed, da Enevoldskongen ikke kan
bindes af sine Undersaatter. Riget skal være en
Enhed, udelt og uskiftet gaar det fra den ene
Konge til den anden; de yngre kongelige Børn
maa nøjes med Haabet og et nødvendigt og
reputerligt Underhold i Penge ell. Gods, der dog
kun overlades dem til Brug, ikke til Eje.
Kongeloven, der fastslog D.’s Forfatning for de flg.
200 Aar, og som gjorde dets Konge omtr. fra
den mest indskrænkede til den mest
uindskrænkede Hersker i Kristenheden, er i sin endelige
Skikkelse et Værk af Peter Schumacher, der
sikkert ene har Æren for de klare og bestemte
Arvegangsregler; men i øvrigt er der forud for
dens sidste Redaktion gaaet en Række
Forhandlinger og Overvejelser, der stadig har nærmet
den mere og mere til den rene Enevælde.
At det fra første Færd ikke har været
Meningen at berøve Stænderne enhver Del i Rigets
Styrelse, synes at fremgaa af Kbhvn’s
Privilegier (24. Juni 1661). De indledes med en
Forsikring om, at den som en fri Rigens Stad og
Stand skal være med til at deliberere og give
sin Stemme, naar Kongen godt
befinder Stænderne at sammenkalde.
Men et lgn. Løfte findes ikke i de samtidige
Privilegier til Adel, Gejstlighed og Købstæder. Af
disse var Adelens i øvrigt af den Beskaffenhed,
at Standen ikke ønskede dem offentliggjorte.
Ikke nok med, at dens Magt politisk var
tilintetgjort, og dens sociale Stilling som
Førstestand truet af de stærkt frembrydende
Lighedstendenser, der aabenlyst begunstigedes af
Regeringen; den saa sig nu tillige sin Skattefrihed
berøvet. For de lavere Stænders Vedkommende
betegnede Privilegierne derimod for saa vidt et
Fremskridt, som det Formynderskab, Adelen
hidtil gennem Lensmændene havde øvet over
dem, nu skulde ophøre. Men Købstæderne vandt
ikke herved i Selvstændighed, eftersom deres
Magistrater fremtidig udnævntes af Kongen.
Allerede umiddelbart efter den første
Arvehylding havde Frederik III lagt Haand paa det
store Arbejde at reorganisere
Regeringsmaskineriet, der efterhaanden havde vist sig ganske
ude af Stand til at funktionere. Med Sverige som
nærmeste Forbillede indrettedes 5 Kollegier:
Kancelliet, Skatkamret, Admiralitetet,
Krigskollegiet og Højesteret. Forsædet i Højesteret
førtes af Kongen selv, i Spidsen for de andre kom
Mænd, der havde staaet ved hans Side under
Stændermødet, Peter Reedtz, Hannibal
Sehested, Henrik Bjelke og Hans Schack, og disse
Mænd blev desuden tillige med Svane og
Nansen Medlemmer af Statskollegiet, der paa en
Maade traadte i St f. Rigsraadet, men
selvfølgelig ligesom de andre Kollegier kun var
raadgivende. I dem alle optoges Borgerlige ved
Siden af Adelige, i Reglen dog kun i mere
underordnede Stillinger. Til en Beg. havde den ny
Ordning vistnok sine Mangler; men i det hele
gennemførtes den dog med Dygtighed, og med
ikke ringe Omsigt toges der fat paa de store
Opgaver, som Landets ødelagte og forarmede
Tilstand lagde hundred Fold Hindringer i Vejen.
De gl. Len afløstes af Amter, hvis Styrelse
overdroges til Amtmænd, der sattes paa fast Gage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
