Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
danske Konge, støttet til Ludvig XIV og Jakob II,
1684 atter fordrive ham; men Regeringsskiftet i
England 1688 forandrede denne gunstige
Situation, og ved Altonaforliget 1689 tvang Vilhelm
III, nu begge Sømagters Herre, D. til paa ny at
genindsætte Hertugen. Med dyb Bekymring saa
Christian V paa de Farer, der herfra kunde
true, og søgte derfor de sidste Aar af sit Liv ad
fredelig Vej at ordne Forholdet til Sverige, dog
uden Held. Da den unge Hertug Frederik IV
1698 ægtede Karl XII’s Søster, blev Faren større
end nogen Sinde.
Det indre Reformarbejde, der, paabegyndt af
Frederik III, var blevet standset ved den
Skaanske Krig, tog Fart efter Freden; men det blev
ikke Griffenfeld, som kom til at lede det. I Beg.
af 1676 var han blevet fængslet og dømtes til at
miste Ære, Liv og Gods, overbevist om at have
taget mod Skænk og Gave ved
Embedsbesættelser, men ikke om Landsforræderi. Mistanken
herom havde sikkert været den væsentligste
Grund til hans Fald. Af hans Arvtagere i
Styrelsen var vel ingen af første Rang, men
Christian V havde dog fremdeles dygtige Mænd til
sin Raadighed baade paa de øverste Trin og til
det egl. Arbejde (Fr. Ahlefeldt, Jens Juel, von
Stöcken, Rasm. Vinding, Ole Rømer, Kr. S. v.
Plessen o. fl.). 1683 udkom det ypperlige
Lovarbejde Danske Lov, og 1688 var i det
væsentlige den ny Matrikel færdig, der
baserede Hartkornsbeskatningen ikke som tidligere
paa Landgildeafgifterne, men paa Jordens
Bonitering. Baade for Matriklen og for Indførelsen
af fælles Maal og Vægt i hele Landet har Ole
Rømer Æren. I det hele virkedes der ivrigt for
Landets Opkomst, og navnlig stræbte man,
overensstemmende med Tidens Anskuelser, at
fremme Handel og Industri. For Bønderne gjordes
der derimod kun lidet, og deres Stilling var og
blev elendig, haardt trykkede som de var af
Hoveri og tunge Skatter. Kongen selv var stærkt
optaget af Arbejdet for Landets Vel og satte
sig efter Evne og med stor Flid ind i Sagerne.
Alt som Tiden gik, voksede han sig stedse
fastere i Enevældens Ideer, som det kan ses af hans
efterladte Regeringsregler. Det udtales i dem
udtrykkelig, at Stænderne er uforenelige med
Suveræniteten, ja efter Kongens Mening
aabenbart enhver Art af permanente, raadgivende
Forsamlinger. Statskollegiet var allerede ophørt
at bestaa kort efter Griffenfeld’s Fald; i Beg. af
1690’erne opløstes ogsaa Kommercekollegiet, og
i dets Sted traadte de saakaldte Kommissioner
for Raadstuen i Kbhvn, hvor Mænd, der
udnævntes særlig for hvert enkelt Tilfælde,
drøftede og forberedte Sager af meget forsk. Art.
De vedvarede indtil nogle Aar ind i Frederik
IV’s Regering, da der 1704 paa ny oprettedes
et Kommercekollegium, som 1708 omdannedes til
et Politi- og Kommercekollegium. Under
Christian V udvidedes D. med Oldenburg og
Delmenhorst, som erhvervedes under Griffenfeld’s
Styrelse.
Frederik IV (1699-1730) maatte begynde
sin Regering med at bekrige sin Fætter og
Navne, den unge Hertug af Holsten-Gottorp. I
Tillid til Hjælp fra sin Svoger Karl XII havde
denne i høj Grad udæsket den danske
Regering. Fra sine Forbundsfæller, Rusland og
Sachsen, fik D. ingen Understøttelse, altsaa maatte
Frederik IV, da Karl XII med Bistand af en
eng.-holl. Flaade landede paa Sjælland, og
Vilhelm III desuden sendte en Hær ind i Holsten,
slutte Fred i Travendal, hvorved der gjordes
Hertugen nogle Indrømmelser. Indtil 1709 var
D. Tilskuer ved de store Krige, der førtes i
næsten hele Europa, og i disse Fredsaar
trivedes dets Handel godt, men efter Slaget ved
Poltava indvikledes det paa ny i den store
nordiske Krig. Der var i Konseil’et delte
Meninger om, hvorvidt det var rigtigt at hjælpe
Peter den Store med at svække Sverige og
derved øjensynlig bidrage til at gøre Rusland til
Nordens Hovedmagt; men Udsigten til at vinde
de Skaanske Prov. tilbage og knuse
Holsten-Gottorp var for fristende til, at Frederik IV
kunde undlade at benytte den. Til en Beg. var
han ikke heldig. Slaget ved Helsingborg 1710
tabtes, og dermed maatte foreløbig Tanken om
at erobre Skaane opgives. 1711 var der Pest i
Kbhv. Den bortrev 1/3 af Byens Befolkning og
bidrog væsentlig til at hemme alle
Krigsforetagender det Aar. 1712 forlagdes Skuepladsen
til Tyskland, hvor Frederik IV tabte Slaget ved
Gadebusch. Men da den sv. Hærfører Magnus
Stenbock, Sejrherren ved Helsingborg, vendte
sig mod V. og gik ind paa den jyske Halvø,
lysnede det. Forstærket med russ. og sachsiske
Hjælpetropper indesluttede den danske Hær
ham i Tönningen, som den hertugelige Regering
havde aabnet for ham, hvilket Frederik IV
straks benyttede sig af til at lægge Beslag paa
den gottorpske Del af Sønderjylland; og han
beholdt det vundne, da der ved Fæstningens
Overgivelse fandtes Beviser for, at
Kommandanten kun havde handlet efter sine Foresattes
Ordrer. 1716 kom Peter den Store med en
betydelig Hær til Kbhvn for sammen med den
danske at rette et afgørende Angreb paa
Skaane. Førend i Septbr var Styrken dog ikke
samlet, og det, fandt Zaren, var for langt fremme
paa Aaret til at begynde et Felttog. Hans
Vægring ved at deltage førte til et halvt Brud
mellem de to Forbundsfæller, der senere yderligere
uddybedes. Men uden Hjælp fra Rusland maatte
enhver Tanke om at gøre Erobringer i selve
Sverige opgives. Maalet blev nu alene at sikre
sig hele Sønderjylland. Det stod i Forbindelse
hermed, at Frederik IV nærmede sig England
og Frankrig, der mæglede Fred i Frederiksborg
1720, hvor Sverige opgav sin Toldfrihed i
Sundet og betalte D. 600000 Rdl., medens
Vestmagterne garanterede D. den evige Besiddelse af
Hertugdømmet. 1721 indlemmede Frederik IV
det i sin Krone som et i onde Tider løsrevet
Ledemod af D.’s Rige. Dets Stænder hyldede
ham og lovede Lydighed mod ham og hans
Efterfølgere i Regeringen efter Kongelovens
Ordlyd. Noget synderligt gjordes der dog ikke
for en virkelig Tilknytning, og navnlig havde
Regeringen ikke Øje for Bet. af at styrke den
danske Nationalitet i det genvundne Land. Den
unge Gottorphertug Karl Frederik’s Krav var
imidlertid ikke ved den ny Ordning bragt ud af
Verden. Hans Fader var paa Tog med Karl XII
falden ved Klissov 1702; selv havde han opholdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
