- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
716

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til Personer og Forhold. Det ny
Finanskollegium, der fik Bestyrelsen af Statens samtlige
Indtægter og Udgifter under sig, lagde en
ordentlig Plan for Finansforvaltningen, der indførtes
Besparelser, og til Hofholdningen fastsattes en
bestemt Sum. Mange Smaadomstole i Kbhvn
samledes til Hof- og Stadsretten, Højesteret
blev gjort uafhængig af Regeringen, det pinlige
Forhør ved Kat og Tamp afskaffedes. Allerede
Dagen efter Bernstorff’s Afskedigelse indførtes
der uindskrænket Trykkefrihed, hvilket
indbragte Christian VII et Lykønskningsdigt fra
Voltaire; en Omordning af Univ. planlagdes. Til
ikke faa af disse Foranstaltninger fandt han
Tilslutning; men selvfølgelig vakte hele den
fremstormende og overilede Reformiver ikke lidt
Betænkelighed, og det fremkaldte Misfornøjelse,
at mange Embedsmænd afskedigedes vilkaarlig
og uden Pension. Det værste var dog, at den
praktiske Udførelse af hans Ideer om Individets
Ret til at røre sig frit syntes at aabne Sluserne
for alskens Umoralitet. Da han desuden som
hele den Retning, hvortil han hørte, kun havde
ringe Sans for det nationales Bet., og da hans
personlige Optræden var overmodig og
udæskende, skabte han sig mange Fjender baade
mellem Høje og Lave. Mellem dem, han var
traadt for nær, var ogsaa Enkedronningen,
Frederik V’s anden Hustru Juliane Marie og
hendes Søn Arveprins Frederik. Da nu Karoline
Mathilde Sommeren 1771 havde født en Datter,
Louise Augusta, der vitterlig var Struensee’s
og ikke Christian VII’s Barn, maatte dette
vække Enkedronningens Frygt for, at en illegitim
Linie, hvis Dronningens Barnefødsler
fortsattes, kunde trænge sig ind i Arvefølgen foran
hendes Søn, og da Struensee ved et Par
Lejligheder havde vist Mangel paa Mod og
Handlekraft under lidt kritiske Omstændigheder,
bestemte hun sig til at gribe ind. En
Sammensværgelse dannedes, og støttet til et Par
Regimenter, hvis Chefer var vundne for Planen,
lod hun om Morgenen 17. Jan. 1772 Struensee
og hans vigtigste Tilhængere fængsle. En
Kommission dømte ham og Brandt fra Ære, Liv og
Gods, og Dommen, hvis Retfærdighed den Dag
i Dag er omstridt, udførtes i Apr. Maaned.
Karoline Mathilde blev skilt fra Kongen og døde 3
Aar efter i Celle i Hannover.

Den betydeligste Mand i Sammensværgelsen
var Arveprinsens Lærer, Ove Guldberg, senere
adlet som Høegh Guldberg. I 12 Aar blev han
Landets egl. Styrer, skønt han først faa Dage
før sit Fald fik Sæde i Geheimestatsraadet, der
meget hurtig efter Statsomvæltningen var blevet
genoprettet. Men Styrelsen skiftede ikke herved
Karakter; Kabinetsordrerne vedblev at spille den
samme Rolle som under Struensee. I øvrigt var
disse 12 Aar paa næsten alle Omraader en
Reaktionens Tid. Struensee havde villet skaffe
Plads for Individets Krav; for Guldberg var
Statshensynet alt. Struensee havde i hele sin
Tankegang været Kosmopolit; Guldberg søgte at
fremdrage det danske Sprog og hæve
Nationalfølelsen. I de lærde Skoler skulde der vises
Omhu for Modersmaalet, og i Hæren afskaffedes
den tyske Kommando. Ved Forordning om
Indfødsretten 1776, der ved Siden af Kongeloven
skulde betragtes som en Grundlov, forbeholdtes
Landets Embeder og Æresposter Landets egne
Børn. De fleste af de dygtige Mænd, Struensee
havde draget frem, fjernedes atter, og største
Delen af hans Reformer ophævedes.
Trykkefriheden havde han allerede selv maattet
begrænse; nu indskrænkedes den følelig, uden at der
dog ligefrem indførtes Censur. I
Landbospørgsmaalet var Guldberg’s Standpunkt det, at
»Bondestandens Aag ikke kan afkastes, uden at
Staten i alle sine Grundvolde skal bæve«. Allerede
1773 blev Hoveriet atter gjort ubestemt, »efter
enhver Egnsr gl. Skik og Brug«. Om at lette
Stavnsbaandet, som Struensee havde paatænkt, kunde
der slet ikke være Tale. Derimod fremmedes
Udskiftningen. En Frd. af 1781 bestemte, at
enhver Lodsejer skulde have Ret til at faa sine
i Fællig liggende Lodder udskiftede.

Den danske Handel var under den
nordamerikanske Frihedskrig i stærk Tilvækst. Baade
fra Ost- og Vestindien kom der rige Ladninger
til Kbhvn; men ganske særlig blomstrede
Fragtfarten i Middelhavet, der ganske naturlig paa
denne Tid kom i det neutrale D.’s Hænder,
eftersom England var i Krig med næsten alle
Sømagterne. Da de Krigsførende og særlig
England lagde ikke blot D., men ogsaa andre
neutrale Magter alle mulige Hindringer i Vejen
for den fri Færden paa Havet, kom der 1780
et Forbund, den væbnede Neutralitet, i Stand
mellem D., Rusland og Sverige til Hævdelse af
Grundsætningen: »Frit Skib gør fri Ladning«.
Andre Magter sluttede sig til, og det lykkedes
til sidst at bringe England, Frankrig og
Spanien til, om end kun faktisk, at godkende den
væbnede Neutralitets Opfattelse. Men A. P.
Bernstorff, Johan Hartvig Ernst Bernstorff’s
Brodersøn, som med udmærket Dygtighed
havde ledet D.’s Udenrigspolitik, maatte 1780 gaa
af, da han ved Separatunderhandlinger med
England havde fortørnet Rusland. Skønt
Statens Indtægter i disse Fredsaar var i Stigen,
forværredes Finanstilstanden dog ikke lidet. For
at hjælpe paa Statskassen gjorde Finansminister
Schimmelmann mod Oktroien den private Bank,
der var stiftet under Christian VI, til en kgl.
Bank. Formaalet naaedes, for saa vidt som
Staten tjente adskillige Millioner herved, men
Landets Kredit led haardt under den Mængde
ufunderede Sedler, Regeringen nu satte i Omløb.

1784 styrtedes det guldbergske Ministerium af
Kronprins Frederik. Skønt han kun var 16 Aar
gl, havde han dog længe haft Planer om at
overtage Styret. A. P. Bernstorff, der siden sin
Afskedigelse opholdt sig paa sine Godser i
Mecklenburg, havde bestyrket ham i, at han burde
være sin Faders Stedfortræder, men tilraadet
ham at vente indtil efter Konfirmationen. Denne
fandt Sted 4. Apr. 1784. 10 Dage efter, da han
for første Gang var til Stede i Statsraadet, fik
han Kongens Underskrift paa en Forestilling,
i Kraft af hvilken Kabinettet ophævedes, og et
nyt Ministerium med A. P. Bernstorff som den
ledende Aand dannedes. Guldberg, der sammen
med Flertallet af sine Kolleger maatte søge
Afsked, gik som Stiftamtmand til Aarhus.

Oven paa Reaktionen fulgte nu en rig og
frugtbar Reformperiode, der varede næsten

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:49:55 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/5/0778.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free