Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dette, da Slesvig hørte til det danske Rige og
var et næsten fuldstændig dansk Land.
Perioden fra Kiel-Freden og til 1830 var, hvad
Kongeriget angaar, næsten ganske blottet for
Bevægelser af egl. politisk Natur. Den levende
Kritik, der gjorde sig gældende over for
Regeringen i Anledning af Norges Tab og de dermed
sammenhørende Forhold, lagde sig snart igen,
og da Kongen Maj 1815 vendte hjem fra
Wien-Kongressen, blev han modtaget med alm. og
ublandet Jubel. Det haarde økonomiske Tryk,
som efter Krigen hvilede over Landet,
Trætheden og Afslappelsen efter de lidte Skuffelser
bidrog ogsaa væsentlig til at aflede
Opmærksomheden fra de offentlige Forhold. Kun Dr.
Dampe’s ganske umodne og enkeltstaaende
Forsøg 1820 paa at danne en politisk Forening
med det Formaal, om fornødent med Magt, at
virke hen til Indførelsen af en fri Forfatning,
danner her en Undtagelse. Dampe blev dømt
fra Livet og benaadet med livsvarigt Fængsel
paa Christiansø. I øvrigt vaagede Regeringen
meget nøje over, at Pressen ikke overskred de
snævre Grænser, som var dragne for dens
Virksomhed, og disse blev tilmed ved forsk. Anrd.
yderligere indskrænkede. Befolkningens
Loyalitetsfølelse var i denne Periode stærkere end
nogen Sinde, og man greb enhver Lejlighed til
at lægge den for Dagen, saaledes navnlig i
Anledning af Prins Frederik’s (den senere Kong
Frederik VII’s) Bryllup 1828 med Kongens
yngste Datter Vilhelmine, en Forbindelse, af
hvilken man ventede sig en lykkelig Fremtid for
Kongestammen. - I Hertugdømmerne var der
en noget stærkere politisk Bevægelse oppe i hine
Aar. Allianceforholdet til Napoleon vakte
Misstemning hos den Del af Holstens og Slesvigs
tyske Befolkning, som blev revet med af den
stærkt vaagnende tyske Nationalfølelse, og
Uvillien voksede ved de uheldige Virkninger, som
Pengevæsenets Forfald og Bankordningen fik
ogsaa for Hertugdømmernes Vedkommende.
Eftervirkningerne heraf sporedes ogsaa ind i
Fredsaarene, men om nogen alm. national
Uvillie mod D. og dets Regering fra
Hertugdømmernes tyske Befolknings Side var der i Fredsaarene
indtil 1830 ikke Tale, og den politiske
Opposition, der fremkom, bares jo ogsaa saa godt som
udelukkende frem af Ridderskabet paa dets
særlige Standsinteressers Vegne. 1815 opstod
Spørgsmaalet om en holstensk Forfatning, idet
Forbundsaktens 13. Art. bestemte, at enhver tysk
Forbundsstat skulde have en landstændersk
Forfatning. Den saakaldte »vedvarende Deputation«
af Hertugdømmernes Prælater og Ridderskab
krævede nu, at denne Stænderforfatning tillige
skulde omfatte Slesvig, og gjorde gældende, at
der tilkom Deputationen som den eneste
tilbageværende Levning af Hertugdømmernes gl.
forfatningsmæssige Repræsentation
Skattebevillingsret. Prof. i Historie ved Kiels Univ., F. C.
Dahlmann, var Deputationens Pennefører, og han
støttede væsentlig sin Bevisførelse paa Christian
I’s Landsprivilegier af 1460. Over de sidst
stedfundne Skattepaalæg og over de Byrder, den ny
Bankordning havde paaført Hertugdømmerne,
klagedes der ikke alene af reale Grunde, men
det gjordes ogsaa gældende, at de var ligefrem
ulovlige, da de ikke var bevilgede af Prælater
og Ridderskab, og en Del Godsejere stiftede
endog en Forening til Dannelse af en fælles
Fond, hvoraf Omkostningerne ved Eksekution
for nægtede Skatter skulde udredes. 1815
-19 førtes der en livlig, skriftlig
Forhandling mellem Deputationen og Regeringen om
disse Spørgsmaal. Regeringen nedsatte 1816 en
Kommission til Udarbejdelse af en raadgivende
Stænderforfatning for Holsten, men afviste
bestemt Deputationens Inddragning af Slesvig i
Forfatningsspørgsmaalet og Kravene om
Skattebevillingsret. Til sidst truede man Deputationen
med Ophævelse og dens enkelte Medlemmer
med Straf, hvis man vedblev at fremsætte slige
Fordringer, og Bevægelsen standsede saa i nogle
Aar, delvis vel ogsaa p. Gr. a. den stærke
Reaktionsbevægelse, som de samtidige demokratiske
Strømninger i Tyskland foranledigede. 1822-23
indankede Deputationen sin Sag for
Forbundsdagen; men Stemningen her var ikke
Forfatningskravene gunstig, og navnlig paa
Foranledning af den østerr. og preuss. Regering afvistes
Sagen, idet man i alt væsentligt gav den danske
Regerings Opfattelse Medhold. Den preuss.
Gesandt erklærede, særlig hvad Slesvig angik, at
dette Hertugdømme laa ganske uden for det
tyske Forbunds Raaderum. Derefter døde Sagen
hen for Hertugdømmernes Vedkommende, og
ligeledes standsede Kommissionsarbejdet paa
den særlige Stænderforfatning for Holsten.
I økonomisk Henseende var Perioden 1814-30
ret begivenhedsrig for Landet, om end det
meste af, hvad der er at berette, gaar ud paa
Tab og Tilbagegang. Norges Afstaaelse
nødvendiggjorde ret betydelige Reduktioner, saavel i
Militærvæsenet som i Centraladministrationen,
men disse Reduktioner var dog langtfra saa
store, som Statens formindskede Omraade og
den slette Finanstilstand opfordrede til, og
desuden vedblev Hoffet og den udenrigske
Repræsentation at kræve alt for betydelige Summer.
Dette i Forbindelse med det uheldige
»Gratiale«-System og de mange Haande Besvigelser,
der fandt Sted fra Embedsmænds Side, gjorde,
af man, trods en endogsaa ret smaalig
Sparsommelighed paa forsk. Omraader og trods
Kongens personlige Nøjsomhed og gode Vilje til
at holde Udgifterne nede, aldrig kunde faa disse
til at svare til Indtægterne. Disse kom ogsaa,
p. Gr. a. de slette Tider, navnlig for
Landbruget, ind med ringere Beløb end paaregnet, og
samtidig krævede de forsk. Kalamiteter store
ekstraordinære Udgifter ell. Udlæg. Resultatet
var, at man i de 19 Fredsaar efter 1815 forøgede
Statsgælden med c. 10 Mill. Rdlr., samtidig med
at der fandt et betydeligt Forbrug af Aktiver
Sted. Status forringedes i det hele i disse 19
Aar med c. 2 Mill. Rdlr. aarlig. - Heldigere
var man med Pengevæsenets Ordning.
Rigsbanken omdannedes 1818 til en »Nationalbank«
under selvstændig Bestyrelse; Banken
administreredes forsvarlig, og Tilliden til den var i det
hele i Stigen, saa at Kursen paa
Rigsbanksedlerne i Løbet af 1820’erne nærmede sig stærkt
til Pari.
Saa godt som alle Landets Næringsveje havde
i den nævnte Periode haarde Prøvelser at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
