Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Afslutning af det holstenske
Forfatningsspørgsmaal. Endskønt man ikke vilde ind paa
en Fællesforfatning for Hertugdømmerne,
kunde man dog ikke undgaa at lade den
forestaaende Ordning omfatte ogsaa Slesvig, og
Frederik VI ræsonnerede da saaledes, at det var
bedst at tage Kongeriget med, »inden de
forlangte det« Af disse Overvejelser fremgik saa
Forordningerne af 28. Maj 1831 om raadgivende
Provinsialstænder for Nørrejylland, Øerne,
Slesvig og Holsten. For at give Kongen Raad m. H.
t. den nærmere Udarbejdelse af
Stænderforfatningen, hvis Grundtræk i øvrigt allerede var
angivne i Forordningerne af 1831,
sammenkaldtes 1832 Forsamlinger af »oplyste Mænd« fra
Kongeriget og Hertugdømmerne, og 15. Maj 1834
udkom saa Forordningerne om de 4
Stænderforsamlingers nærmere Indretning og Virkemaade.
Enhver Lov, der havde Forandring i
Undersaatternes personlige ell. Ejendoms-Rettigheder
ell. i Skatterne og de offentlige Byrder til
Genstand, vilde Kongen, forinden den udkom,
forelægge Stænderne til Betænkning. Ligeledes
skulde Stænderne have Ret til at gøre Kongen
Forestillinger og Forslag ang. Forandringer i
Lovgivningen ell. Maaden, hvorpaa Lovene
udfartes. Stænderne skulde ordinært samles hvert
andet Aar; de Deputerede valgtes for 6 Aar;
hver Forsamling valgte selv sin Præsident;
Forhandlingerne var ikke offentlige, men det
væsentlige af dem skulde meddeles i en
Stændertidende. Østifternes Stænderforsamling
skulde bestaa af 70 Deputerede, hvoraf 12 var valgte
af Kbhvn, 11 af de øvrige Købstæder, 17 af
Ejerne af komplette Sædegaarde og 20 af de
mindre Landejendomsbesiddere. Endelig var 10
valgte af Kongen, deriblandt 2 for Gejstligheden
og 1 for Univ. Paa lgn. Maade var ogsaa de
øvrige Stænderforsamlinger sammensatte.
Betingelsen for Valgret og Valgbarhed var en vis
Grundejendom, dog for Valgrettens Vedk. kun
1000 Rdlr’s Assurance værdi i Byerne og 4 Tdr
Hartkorn paa Landet. Ogsaa Gaardfæstere paa
mindst 5 Tdr Hartkorn var valgberettigede.
Som rimeligt var, vakte
Stænderanordningerne stor Opmærksomhed og delvis
Paaskønnelse over hele Monarkiet. I Kongeriget var der
dog en ikke ringe Stemning imod Delingen i de
to Forsamlinger og imod det, at Valgret og
Valgbarhed saa ubetinget skulde være knyttede til
Grundejendom. I Hertugdømmerne ankedes der
ogsaa over, at Stænderne kun skulde være
raadgivende, og navnlig over Adskillelsen mellem en
slesvigsk og en holstensk Forsamling. For at
afvæbne Misfornøjelsen med dette sidste bestemtes
det imidlertid, at der for Hertugdømmerne
skulde oprettes en fælles Overappellationsret i
Kiel og en fælles Provinsialregering paa
Gottorp. - De første Valg til Stænderne fandt Sted
1834-35 under meget betydelig Deltagelse. Det
fortjener navnlig at fremhæves, at i Kongeriget
deltog af de »mindre Landejendomsbesiddere«
paa Øerne 83 og i Jylland endog 87 % af de
Valgberettigede i Valget. Østifternes
Stænderforsamling traadte første Gang sammen 1. Oktbr
1835 i Roskilde, Nørrejyllands 11. Apr. 1836 i
Viborg. I hele den første 6-aarige
Stænderperiode var A. S. Ørsted kgl. Kommissarius
ved Kongerigets Stænderforsamlinger og den
bot. Prof. J. F. Schouw begges valgte
Præsident. Regeringen havde paa denne Tid ikke
kunnet vælge nogen heldigere Repræsentant end
Ørsted - »Kongens og Folkets Mand«, som han
kaldtes -, der baade ansaas for en
fremragende Talsmand for Tidens maadeholdent
frisindede Ideer og agtedes for sin dybtgaaende
Indsigt. I Schouw fandt den konstitutionelle
Retning sin mest fremragende Repræsentant. -
Hovedgenstanden for Stændernes
Opmærksomhed var i disse Aar Finansspørgsmaalet. 1835
havde Regeringen offentliggjort det første
Budget, og man havde derved for første Gang faaet
autentisk Besked om Finanstilstanden. Man
forfærdedes ved Statsgældens stærke Vækst i
Fredsaarene og ved de stadige Underbalancer.
I begge Stænderforsamlinger gjorde der sig en
kraftig Kritik gældende, og man stillede bestemte
Krav om Besparelser i Statshusholdningen og
om fuld Offentlighed i Finansstyrelsen. Det
første Krav fyldestgjordes ikke i nogen
nævneværdig Grad under Frederik VI, det sidste i det
mindste delvis ved Offentliggørelsen af
summariske Statsregnskaber. Ogsaa om Foreningen af
de to kongerigske Stænderforsamlinger, om
Udvidelse af Trykkefriheden, om Indskrænkning af
Politivilkaarligheden ved Husundersøgelser etc.
indkom der ensartede Petitioner fra begge
Forsamlinger; men Regeringen tilbageviste
principielt alle Andragender om Forandringer i
selve Stænderinstitutionen og skærpede
Pressetvangen tvært imod Stændernes Ønsker.
Derimod tog man i mere neutrale Sager,
vedrørende Told-, Kommunal- og Landbolovgivningen,
rimeligt Hensyn til disse. I Østifternes Stænder
var det i denne Periode T.
Algreen-Ussing, P. G. Bang, L. N. Hvidt og Tutein,
som gik i Spidsen for det liberale Flertal. I
Viborg var man noget fattigere paa
fremragende Kræfter, men Flertallet her gik i samme
Retning som i Østifternes Forsamling. - I
Hertugdømmernes Stænderforsamlinger
gjorde delvis de samme Ønsker og Besværinger sig
gældende som i Kongerigets; men her var det
dog snart de specifik slesvigholstenske Krav,
som kom i Forgrunden. Navnlig gælder dette
den slesvigske Forsamling, hvor Hertugen
af Augustenborg optraadte som Fører for
den aristokratiske Fraktion af det
slesvig-holstenske Parti, og hvor man gentagne Gange
vedtog Petitioner om en Forening af
Hertugdømmernes Stænderforsamlinger. Hertugen
udgav allerede 1837 i Halle et anonymt Skrift, i
hvilket han hævdede Personalunionen mellem
Kongeriget og Hertugdømmerne og den
augustenborgske Families Arveret til disse sidste,
naar den kgl. Mandsstamme var udslukt. I den
slesvigske Sprogsag kom der Røre ved det
Forslag, som Bonden Nis Lorenzen fra Lilholt
1836 fremsatte i Stænderforsamlingen om, at
Dansk maatte blive indført som Rets- og
Regeringssprog i de Dele af Slesvig, hvor det
allerede var Undervisningssprog. Forslaget, som
støttedes ved talrige Andragender fra den
dansktalende Befolkning, vedtoges af Stænderne
med et knebent Flertal 1838, og 1840 fik det med
visse Indskrænkninger Lovskraft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
