- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
726

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

vel tilraadede, men som af den nørrejyske
Forsamling betragtedes som uden Bet., hvorfor den
hele Sag stilledes i Bero. Den politiske
Opposition antog under disse Forhold langt
skarpere Former. I Pressen traadte Ploug som
»Fædrelandet«’s og Monrad som »Dansk
Folkeblades Redaktør i Forgrunden, og
Angrebene paa Regeringen naaede en hidtil ukendt
Skarphed, noget, som de talrige
Presseprocesser paa ingen Maade var i Stand til at hindre.
I Roskilde Stænder ser vi under Christian VIII
H. N. Clausen (som fra 1840 var
Forsamlingens Præsident) og Orla Lehmann som
Førerne for det liberale Parti, og dette stilede
nu aabenlyst, saavel i Stænderne som i Pressen
og paa Møderne, mod en konstitutionel
Forfatning som det egl. Fremtidsmaal. Særligt Røre
vakte Lehmann’s Tale paa Falster, i hvilken
han skarpt angreb Enevælden, og som paadrog
ham en Retssag, der førte til, at han af
Højesteret idømtes 3 Maaneders Fængsel og baade ved
Domfældelsen og ved Løsladelsen blev Genstand
for begejstret Hyldest fra Befolkningen. 1846
indbragtes baade i Roskilde og Viborg Udkast
til Andragender til Kongen om en fri
Forfatning, men intet af Stederne blev Forslagene
behandlede til Ende.

Under Christian VIII fremtraadte
Bondebevægelsen som en selvstændig politisk
Faktor. I Roskilde Stænder indbragte
Bøndernes særlige Talsmænd, Drewsen og B.
Christensen
, 1844 et Forslag om
Nedsættelse af en Landbokommission, som skulde
undersøge Bondestandens Forhold og stille
Forslag til deres Forbedring. Dette Forslag, som
fremkaldte en hidsig og meget opsigtsvækkende
Debat mellem Bondebevægelsens Førere og
forskellige Godsejerrepræsentanter, og som
sluttelig blev afvist af Forsamlingen, stod i
Forbindelse med en Række Bondepetitioner, som var
indsendte til Forsamlingen, og som androg om
Ophævelse af Uligheden mellem Byrderne paa
det fri og det ufri Hartkorn, om
Foranstaltninger til Fæstes Overgang til Selveje, etc. 1842
havde J. A. Hansen stiftet Ugebladet
»Almuevennen« som særligt Organ for Bondestandens
Fordringer, og især paa Sjælland begyndte en
ret kraftig Landboagitation at røre sig, der
foruden i Adressebevægelsen ogsaa gav sig Udslag
i Oprettelsen af »Landkommunalforeninger« og
af forsk. Brandassuranceforeninger for mindre
Landejendomme. Autoriteterne begyndte at
ængstes over Bevægelsen, og 8. Novbr 1845
udstedtes det saakaldte »Bondecirkulære«, ved hvilket
der indførtes en Række væsentlige
Indskrænkninger af Landbostandens Forsamlingsfrihed.
Cirkulæret ophævedes allerede det paafølgende
Aar, men det havde i sin korte Levetid vakt en
overordentlig Harme og kastet en stor Del af
den hidtil absolutistisk sindede Bondestand i
Armene paa den konstitutionelle Bevægelse, til
hvis Forkæmpere ogsaa de vigtigste
Bondeførere hørte. 1846 stiftedes »Bondevennernes
Selskab« med Tscherning som Formand og
B. Christensen, Lehmann og
Drewsen i Bestyrelsen og Landboreformers
Gennemførelse som sit Maal. Selskabet naaede allerede
1847 et Medlemstal af over halvsjette Tusinde.

Bevægelsen i Hertugdømmerne tog
under Christian VIII en hidtil ukendt Fart,
saavel fra dansk som fra slesvigholstensk Side.
1842 udnævnte Kongen sin Svoger, Prins
Frederik af Noer
, Hertugen af
Augustenborg’s Broder, til Statholder og kommanderende
General i Hertugdømmerne, og den af ham
anbefalede Grev J. Reventlow-Criminil
til Præsident for det
slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli og kgl. Kommissarius ved
Hertugdømmernes Stænderforsamlinger. Kongen
mente ved dette vovelige Skridt at forsone det
slesvigholstenske Parti og vinde det og særlig den
augustenborgske Slægt for Kongehuset og
Statsenheden; men Forsøget mislykkedes.
Augustenborgerne forfulgte med stor Hensynsløshed
deres særlige dynastisk-politiske Formaal, og
Slesvigholstenerne paaskønnede vel i høj Grad
Regeringens Imødekommenhed, men saa heri kun
en Opmuntring til yderligere at udvikle deres
Statsteori og skærpe deres Fordringer. Den
stigende nationale Bevægelse i Tyskland virkede
selvfølgelig ogsaa fremmende paa
Slesvigholstenismen. I D. fremkaldte denne Bevægelse
som et Modtræk Ejderpolitikken. Faren
for at se det danske Slesvig helt draget ind
under tysk Indflydelse var saa stor, at man fra
dansk Side mente kun at kunne afværge den
ved at bryde Slesvigs Aarh. gl. Forbindelse med
Holsten og, i Overensstemmelse med gl., hist.
Ret, knytte det omstridte Hertugdømme saa
nær som muligt til Kongeriget. Ved 28.
Maj-Festen 1842 proklamerede Lehmann under
stor Jubel en fælles fri Forfatning for
Kongeriget og Slesvig - dog saaledes at dette
bevarede en vis admin. Selvstændighed - som
enhver virkelig dansk Politiks Fremtidsmaal. Dette
Program accepteredes af den aldeles
overvejende Del af det liberale Parti i D., og
Ejderdanismen og Slesvigholstenismen drev nu i de flg.
Aar hinanden bestandig videre frem. I
Hertugdømmernes Stænderforsamlinger vedtoges med
overvældende Flertal Andragender om den
videst gaaende Adskillelse, saavel i admin. som
i forfatningsmæssig Henseende, mellem
Hertugdømmerne paa den ene og Kongeriget paa den
anden Side, og man sluttede sig aabent om de
saakaldte tre slesvigholstenske
Fundamentalsætninger: »Hertugdømmerne er selvstændige
Stater; Hertugdømmerne er fast med hinanden
forbundne Stater; Mandsstammen hersker ene i
dem«. Over for den danske Nationalitet i
Slesvig optraadte Stænderforsamlingens Flertal
afgjort fjendtlig, og dette gav Anledning til, at
den Deputerede fra Sønderborg, Købmand
Peter Hjort Lorenzen, der nu stod som det
danske Mindretals Fører, i Novbr 1842
besluttede at tale Dansk i Stænderforsamlingen.
Forsamlingens Præsident vilde, støttet af dens
Flertal, nægte ham dette og, da han vedblivende
stod paa sin Ret, udelukke ham af
Forsamlingen. Det kom til tumultuariske Optrin, men
endelig enedes man om foreløbig at stille
Sagen i Bero og afvente Kongens Afgørelse. Denne
var i sin foreløbige Skikkelse nogenlunde
antagelig for de danske Repræsentanter, idet den
dog anerkendte disses »naturlige Ret« til at
benytte deres Modersmaal, men i det Patent, som

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:49:55 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/5/0788.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free