Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udstedtes 1844, bestemtes det, at de kun maatte
tale Dansk i Forsamlingen, for saa vidt som de
ikke tiltroede sig at være det tyske Sprog
tilstrækkelig mægtige og forud havde meddelt
Præsidiet dette. Dette Patent betragtedes af de
danske Deputerede som en saa udsøgt
Krænkelse, at de, som Protest derimod, ophørte at
deltage i Stænderforsamlingens Møder.
P. H. Lorenzen’s Optræden og de
Begivenheder, som fulgte efter den, vakte den stærkeste
Bevægelse saavel i det danske Slesvig som i
Kongeriget og bidrog begge Steder mægtig til at
styrke den danske Nationalbevidsthed. Denne
var i Slesvig allerede forinden ved at vaagne til
Liv; der var stiftet en »slesvigsk Forening« og
grundlagt dansksindede, slesvigske Blade som
»Dannevirke« og »Freja«. Nu oprettedes 1843
en ny »slesvigsk Forening« med Bonden Hans
Nissen fra Hammelev som Formand, og s. A.
holdtes den første store Folkefest paa
Skamlingsbanken, hvor Talere baade fra Slesvig og
Kongeriget optraadte. I de flg. Aar fik disse
Skamlingsbankefester endnu stærkere
Tilslutning, og her optraadte Talere som den unge,
slesvigske Bonde Laurids Skau, Drewsen, P.
H. Lorenzen, O. Lehmann, Ploug o. fl. Den
væsentlig slesvigholstensksindede slesvigske
Embedsstand og Regering lagde den nordslesvigske
Folkebevægelse forsk. Hindringer i Vejen, men
de formaaede ikke at standse den. De to
dansksindede Kiel-Professorer Flor og Paulsen
støttede den ved deres personlige Virksomhed,
og desuden fandt den varm Tilslutning i
Kongeriget. Saavel Østifternes som navnlig
Nørrejyllands Stænder indgav Andragender til
Regeringen, hvori denne opfordredes til at modarbejde
Slesvigholstenismen og støtte Danskheden i
Slesvig, og en dansk-slesvigsk Forening dannedes
efter Opfordring af Schouw, H. N. Clausen m. fl.
En af Frugterne af denne Forenings Virksomhed
var Oprettelsen af Højskolen i Rødding. Det
liberale Parti kastede sig med saa megen Varme
over den slesvigske Sag, at denne i de flg. Aar
endog kom til at stille de konstitutionelle
Bestræbelser i Skygge.
Kongen sympatiserede hverken med
Ejderstatstanken ell. med Slesvigholstenismen. Det,
han vilde, var Statsenhedens, »Helstatens«
Opretholdelse, saa vidt muligt med Bevarelse af
det samme indbyrdes Forhold mellem
Landsdelene som hidtil. Da ogsaa Kronprins
Frederik’s andet Ægteskab (med Prinsesse Mariane
af Mecklenburg-Strelitz) var barnløst og efter
faa Aars Forløb opløstes, rettede Kongen sine
Bestræbelser paa at opnaa europ. Anerkendelse
af, at samtlige det danske Monarkis Dele efter
Mandsstammens Uddøen skulde gaa i Arv efter
Kongelovens Arvefølge til hans Søstersøn,
Frederik af Hessen. I god Overensstemmelse
med disse Bestræbelser stod det ogsaa, at
Regeringen begunstigede Algreen-Ussing’s
Andragende i Roskilde Stænder om, at Kongen ved
en højtidelig Statsakt skulde slaa fast, at
Monarkiet dannede et uadskilleligt Hele, som gik i
Arv efter Kongelovens Bestemmelser. Kongen
var nu ogsaa naaet til at anse det for
nødvendigt at sætte en Stopper for de slesvigholstenske
Agitationer, og der blev da nedsat en
Kommission med det Formaal at undersøge
Arveforholdene i Monarkiet. Byggende paa Resultatet af
dens Undersøgelser offentliggjorde han 8. Juli
1846 et »aabent Brev«, i hvilket han erklærede,
at Arvefølgen for Slesvig og Lauenborg
utvivlsomt var den samme som for Kongeriget,
hvorimod der for enkelte Dele af Holsten var
Tvivlsmaal til Stede, som det dog skulde være
Genstand for Kongens Bestræbelser at søge
fjernede, saaledes at der tilvejebragtes fuld
Sikkerhed for Monarkiets Udelelighed ogsaa i
Tilfælde af Mandsstammens Uddøen. I øvrigt udtaltes
det, at det ikke var Meningen at rokke ved
Slesvigs Selvstændighed ell. ved dets
hidtilværende Forbindelse med Holsten. Det aabne
Brev blev modtaget med Glæde i Kongeriget,
men vakte en overordentlig Forbitrelse bl.
Slesvigholstenerne. De augustenborgske Brødre
protesterede skarpt derimod, og dette havde til
Følge, at Prinsen af Noer fratraadte sin
Stilling som kommanderende General og
Statholder; Præsident for Provinsialregeringen blev nu
L. N. Scheel, og Præsidiet i det
slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli gik over fra
Reventlow-Criminil til den loyale holstenske
Helstatsmand, Grev Carl Moltke. Begge
Hertugdømmers Stænderforsamlinger protesterede mod
det aabne Brev og opløste sig under bestemt
Modstand mod Regeringen. Endvidere
protesteredes der gennem Adresser, medens Regeringen
ved Militærmagt hindrede Afholdelsen af de
paatænkte store Protestmøder. I Tyskland
rejste der sig en stærk folkelig Bevægelse mod det
aabne Brev, og adskillige Folkerepræsentationer
indgav Adresser til deres Regeringer om at
værne om Slesvig-Holstens truede Ret. Den
holstenske Stænderforsamling klagede til
Forbundsdagen, som dog nøjedes med at udtale sin
Forvisning om, at Kongen vilde agte alle
bestaaende Rettigheder. Efter Udstedelsen af det
aabne Brev var Kongen i aaben
Modsætning til det slesvigholstenske Parti, samtidig med
at der fandt en Tilnærmelse Sted mellem ham
og det nationalliberale Parti i Kongeriget samt
det danske Parti i Slesvig. Han imødekom nu
dette sidste ved forskellige Skridt i dansk
national Retning, saaledes navnlig ved at træffe
Bestemmelse om Oprettelse af et dansk
Seminarium i Nordslesvig samt om at gøre Dansk til
Undervisningssproget i Haderslev Latinskole. -
I den sidste Del af sin Regeringstid syslede
Kongen med Planer om en konstitutionel
Fællesforfatning for Monarkiet, i hvilken han saa det
nødvendige Middel til Statsenhedens Bevarelse,
men han døde 20. Jan. 1848, endnu inden nogen
endelig Bestemmelse var taget.
Hans Søn og Efterfølger, Frederik VII
(1848-63), var ved sin Tronbestigelse 39 Aar gl.
Han havde som Prins ført en ret uregelmæssig
Tilværelse, var uden synderlige Kundskaber og
havde kun beskæftiget sig lidet med Statssager.
Han var ikke ubegavet, men lidet arbejdsdygtig
og savnede saavel intellektuel som moralsk
Soliditet. Hans Optræden var jævn og vindende og
kunde, naar Forholdene krævede det, være fuld
af kongelig Værdighed. Han havde som Prins
færdedes meget bl. den alm. Befolkning og
havde baade Kendskab til dens Tænkemaade og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
