Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Valgene saa meget, at begge Love 1853 kunde
gennemføres. Imidlertid havde Apr. 1853 A. S.
Ørsted afløst Bluhme som Premierminister og
Bang og Simony som henh. Indenrigs- og
Kultusminister. Ministerskiftet betegnede en
yderligere Udvikling i konservativ Retning, og det
var særlig Striden inden for Ministeriet om
Forfatningsspørgsmaalets endelige Ordning, som
havde fremkaldt det. Efter at Toldenheds- og
Arvespørgsmaalet var afgjort, kom nemlig
Spørgsmaalet om den i Januarkundgørelsen
lovede Fællesforfatning i Forgrunden. Sommeren
1853 fremlagde Ministeriet Ørsted sit Forslag
om en Indskrænkning af Junigrundloven til kun
at gælde de særlige Anliggender, og i dette
Forslag var der indført forsk. Ændringer i
reaktionær Retning, som ikke var nogen nødvendig
Følge af selve Grundlovsindskrænkningen. Det
vigtigste var imidlertid, at Udkastet forudsatte,
at den ny Fællesforfatning ikke, saaledes som
Bluhme 1852 havde erklæret i Rigsdagen, skulde
gives »med Rigsdagens fulde Medvirkning«, men
derimod oktrojeres af Kongen. For denne
Svingning kunde anføres den vægtige Grund, at hvis
Rigsdagen skulde have direkte ell. indirekte
Indflydelse paa Fællesforfatningens Indhold,
maatte der iflg. »Aftalerne af 1851-52« tilstaas
Hertugdømmernes Stænderforsamlinger den
samme Ret, og deraf vilde opstaa en endeløs
Strid og Forvirring. Imidlertid var det ikke at
vente, at den danske Rigsdag skulde give
Afkald paa sin Del af Myndigheden over de fælles
Anliggender uden at kende den ny
Fællesforfatning, og da navnlig ikke, naar det, som nu,
efter Ministeriets Sammensætning og hele
politiske Færd maatte formodes, at den oktrojerede
Fællesforfatning vilde blive af en lidet
konstitutionel Støbning. Selv Bondevennerne, som
hidtil havde støttet Partiet, forlod det nu,
og den overvejende Del af Partiet under
J. A. Hansen’s og B. Christensen’s
Ledelse sluttede sig sammen med de
Nationalliberale for at bekæmpe det, medens en mindre
Gruppe under Tscherning indtog en afventende
Holdning. Rigsdagens overvejende Flertal
indtog da det Standpunkt, at man ikke vilde give
sit Samtykke til Grundlovens Indskrænkning til
de særlige Anliggender, før man havde lært
Fællesforfatningsudkastet at kende. Dette vilde
Regeringen imidlertid ikke gaa ind paa. Den
udstedte Forfatninger for Slesvig og Holsten
med besluttende Stænderforsamlinger for de
særlige Anliggender og under Forbehold af, at
Kongen senere af fri Magtfuldkommenhed vilde
oktrojere Fællesforfatningen; 26. Juni 1854
udkom saa virkelig en kgl. Frdn. om
Fællesforfatningen, der vel gav det ny Rigsraad
Skattebevillingsret, men kun raadgivende
Medvirkning ved den alm. Lovgivning. Dog skulde
Raadigheden over Fællesanliggenderne forblive hos
Rigsdagen, indtil Grundlovsindskrænkningen var
sket, og foreløbig udnævntes kun de
kongevalgte Medlemmer af Rigsraadet, medens de
øvrige Valg til dette ikke fandt Sted. Kampen
mod Ministeriet Ørsted antog nu en uforsonlig
Karakter; Rigsdagen indgav Mistillidsadresser
imod det, medens det paa sin Side anvendte
Embedsafsættelser, Presseprocesser og endelig
en Opløsning af Folketinget som Kampvaaben.
Opløsningsvalget Decbr 1854 førte kun til, at
Oppositionen kom forstærket ind, og Kongen,
der imidlertid af Landdrosten i Pinneberg, L.
N. Scheele, som personlig stod ham nær, var
blevet paavirket stærkt til Ugunst for
Ministeriets Politik, besluttede sig nu til at foranledige
et Systemskifte, og 3. Decbr 1854 traadte
Ministeriet tilbage. Den ny Regering dannedes
hovedsagelig ved Scheele’s Virksomhed. Selv blev
han Udenrigsminister og Minister for Holsten.
I Spidsen for Ministeriet traadte P. G. Bang,
og som Oppositionens Repræsentanter
indtraadte de to af Ørsted afskedigede Embedsmænd
Andræ og Hall, af hvilke den sidste havde
været den samlede Rigsdagsoppositions Fører i
Kampen mod det afgaaede Ministerium.
Programmet blev »den konstitutionelle Helstat«.
Ogsaa de Nationalliberale ansaa nemlig nu
Helstaten for uundgaaelig og gik ind paa den,
under Forudsætning af, at den blev konstitutionel.
Det af Regeringen udarbejdede
Fællesforfatningsudkast, som gav et Rigsraad, der var
sammensat dels ved Kongevalg, dels ved indirekte
Valg af de forsk. Landsdeles Repræsentationer
og direkte Valg efter en meget indskrænket
Valgret, saavel Skattebevillingsret som
besluttende Medvirkning ved Lovgivningen, blev nu
meddelt Rigsdagen, som først derefter vedtog
Loven om Grundlovens Indskrænkning til de
særlige Anliggender. Fællesforfatningen
udstedtes derefter som Lov 2. Oktbr 1855. Forinden
havde Folketinget besluttet Rigsretsanklage
mod fl. af de afgaaede Ministre, fordi de til
Foranstaltninger til Hævdelse af D.’s Neutralitet
under Krim-Krigen havde afholdt ubevilgede
Udgifter. Rigsretten frikendte dem imidlertid,
idet samtlige af Højesteret valgte Medlemmer
stemte for, samtlige af Landstinget valgte imod
Frifindelsen.
Den ny Fællesforfatning fik ikke længe Lov
til at staa uanfægtet. De tyske Stormagter, der
paa Grund af det afgaaede Ministeriums
udpræget konservative og antiejderdanske
Holdning havde set med en vis Tillid paa
det, viste et helt andet Sindelag over for
dets Efterfølgere. 11 slesvigholstensk sindede
Medlemmer af Rigsraadet protesterede
under dettes første Sammentræden 1856 med
Scheel-Plessen som Ordfører mod
Fællesforfatningen, fordi dennes Tilblivelse og
Indhold ikke var overensstemmende med
»Aftalerne af 1851 og 1852«. Den var ikke blevet til
ved Forhandlinger med Hertugdømmernes
Stænder, men kun med Kongerigets Rigsdag,
og paa Grund af dens konstitutionelle Karakter
og Repræsentationen efter Folketallet var,
tværtimod D.’s Løfter, de tyske Landsdele i
Monarkiet blevne Kongeriget underordnede. Den
holstenske Stænderforsamling gjorde disse Klager
til sine, og de tyske Stormagter og
Forbundsdagen i Frankfurt anerkendte deres
Berettigelse. 11. Febr 1858 vedtoges en
Forbundsbeslutning, hvorefter Forbundet ikke kunde betragte
Fællesforfatningen af 2. Oktbr 1855 som
bestaaende i forfatningsmæssig Virksomhed for
Holstens og Lauenborgs Vedk. og opfordrede den
danske Regering til snarest at indføre en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
