Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 5) 1894 - Nutiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Lovgivningsarbejdet, der næsten var gaaet i
Staa, vilde snart være kommet i Gang paa ny,
hvorhos Kampen vilde være blevet afsluttet
med Godkendelse af en
Rigsdagsparlamentarisme som Grundlag for det politiske Liv i
Fremtiden. Nu nøjedes man derimod med Vedtagelse
af en enkelt Beslutning om foreløbige Love og
af visse Forholdsregler for at undgaa en
foreløbig Finansbevilling, medens ingen Afgørelse
blev truffet om Kbhvn’s Landbefæstning, som
havde været Stridens egl. Aarsag; enhver af
Parterne opfattede tilmed Forliget paa sin
Maade. At Forliget ikke fik et fyldigere Indhold
og en klarere Affattelse, hang nærmest sammen
med, at Højre, skønt det bestemt ønskede
Estrup’s Fjernelse, dog vilde tilstaa ham
Frihed til selv at vælge Tidspunktet for sin
Fratræden, saa at han ikke alene fik Lov til at
afvikle Arven efter Provisoriet, deriblandt
Gendarmeriets Opløsning, men ogsaa kunde øve
Indflydelse paa det ny Ministeriums
Sammensætning.
Dette udnævntes 7. Aug. 1894 under
Reedtz-Thott som Førsteminister og omfattede
foruden denne selv, der havde været
Udenrigsminister siden 1892, 3 af det tidligere
Ministeriums fremragende Medlemmer, Ingerslev,
Nellemann og Ravn, der alle havde været
Ministre under hele Provisorietiden, medens
Bahnson afløstes af General Thomsen, som i det
samme Tidsrum havde været Fører for Folketingets
Højre og for saa vidt medansvar lig for Partiets
Politik. Ministerskiftet var derfor kun et delvis
Personskifte og kunde aldeles ikke betegnes
som et Systemskifte. I Rigsdagens næste
Samling vedtoges en saakaldt »midlertidig«
Valgkredsordning, hvorved Folketingskredsenes Tal
forøgedes fra 102 til 114, og de groveste
Uligheder i Kredsenes Størrelse fjernedes, medens
Grundlovens Bestemmelser om en Valgkreds
for hver 16000 Indb. ingenlunde opfyldtes, ej
heller fuld Retfærdighed i Fordelingen
gennemførtes. Valgene til Folketinget Apr. 1895
svækkede Højre væsentlig (det fik kun 25
Repræsentanter, altsaa lidt over 1/5) og forøgede
Socialdemokraternes Styrke (fra 2 til 8), medens det
nydannede Venstrereformparti, ɔ:
Modstanderne af det politiske Forlig, blev saa mandsstærkt
(54), at det for Fremtiden blev det ledende; det
moderate Venstre, som tidligere havde været
raadende, blev derimod efterhaanden trængt til
Side. Ministeriets Stilling var derfor meget
vanskelig, og det svækkedes end mere derved, at
Ingerslev døde Apr. 1896. Reedtz-Thott stræbte
dog oprigtig at komme bort fra et ensidigt
Højrestade og at muliggøre en frugtbringende
Forhandling mellem begge Ting under hans
Mægling. Det lykkedes ogsaa at gennemføre et
nyt Statslaan og en dermed sammenhængende
Konvertering af Statsgæld, samt nogle rent
neutrale Love (om Strandingsvæsen, om
Statsbanernes Takster og om Jords Udstykning og
Sammenlægning), ligesom Ministeriet blev i Stand
til at bringe Skattereformen og Toldsagen frem
til alvorlig Drøftelse. Men et godt Forhold til
Folketinget opnaaedes ikke, end sige et
virkeligt Samarbejde. Samtidig med Ingerslev’s Død
fulgte Thomsen’s Afgang og snart efter tillige
Nellemann’s, hvorved Reedtz-Thott følte sig
noget friere stillet. Da den ny
Landbrugsminister Knud Sehested Sommeren 1896 vakte
Opsigt ved offentlig at hævde Agrarforeningens
Bet. som naturligt Organ for alle Landboere,
blev hans Ord vel formelt fornægtede af
Ministeriets Leder; men de gjorde dog deres
Virkning ved at fremkalde Splittelse i Højres
Rækker, og den Retning, der senere fik et klart
Udtryk i den frikonservative Gruppes Dannelse,
begyndte allerede at give sig til Kende i begge
Ting. Og da Reedtz-Thott Efteraaret 1896 efter
en Forespørgsel af C. Hage afgav den
Erklæring, at han aldrig vilde gribe til den Udvej
at give en provisorisk Finanslov, men
tværtimod agtede at opgive sin Ministerpost, saafremt
der kom en uløselig Strid mellem de to Ting
om Finanslovens Indhold, stødte han det
yderlige Højre fra sig, fordi det deri saa en
Fornægtelse af Partiets tidligere Færd, uden at
han derved kunde vinde fuld Tilslutning hos
Folketingets Flertal. Dette viste sig allerede
under Finanslovens Behandling i den flg.
Samling; der opstod Uenighed mellem Tingene, og
det lykkedes ikke Ministeriet at udjævne den.
I Overensstemmelse med sit givne Tilsagn tog
da Reedtz-Thott sin Afsked 23. Maj 1897, tillige
med Finansminister Luttichau, hvorefter
Ministeriet omdannedes med Hørring som
Førsteminister.
Hørring stod i Virkeligheden Folketingets
Flertal fjernere og forbedrede ikke Forholdet,
da han straks vægrede sig ved at afgive en
lgn. Erklæring imod Brugen af provisoriske
Bevillingslove som den, hans Forgænger havde
afgivet, idet han henholdt sig til, at den jo ikke
havde nyttet denne. Tilsyneladende fik hans
Vægring dog ingen Virkning paa Folketingets
Holdning over for ham. Tværtimod tillodes det
ham at gennemføre en ny omfattende
Konvertering af Statsgæld (paa 72 Mill. Kr), og i de
flg. Aar blev de andre Ministre (især
Landbrugsministeren A. Hage) i Stand til at knytte
deres Navne til en Række betydelige Love: om
Arbejderes og Fiskeres Forsikring imod
Ulykkestilfælde (henh. 1898 og 1900), om
Erhvervelse og Tab af Indfødsret (1898), om Hustruers
Myndighed og Formueforholdet mellem
Ægtefæller (1899), om Forholdsregler mod
smitsomme Sygdommes Indførelse (1900), om
Folkeskolen (1899), om Statsbanedriftens Ordning
med tilhørende Lønningsregler (1898) og om
Jordlodder til Landarbejdere (1899). Derimod
blev andre vigtige Spørgsmaal skudte ud fra
Aar til Aar, og det var øjensynligt, at
Folketingets Indflydelse paa de enkelte Loves
Affattelse gjorde sig stadig stærkere gældende,
ligesom dets Finansudvalg mere end tidligere
greb umiddelbart ind i Forvaltningen. Dertil
kom, at Folketingsvalgene 1898 paa ny svækkede
Højre stærkt og desuden det moderate Venstre,
medens Reformpartiets Styrke forøgedes
betydelig (indtil 63), og Socialdemokraternes Tal
ligeledes. Landstingsvalgene s. A. var heller
ikke Højre gunstige, om end Forskydningen
mellem Partierne som Følge af
Forholdstalsvalgmaaden ikke var synderlig stor, og hvad
der allerede var begyndt i de sidste Aar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
